Du havde glædet dig længe, havde set frem til den dag, hvor vi var inviteret til at fejre vores venners søns konfirmation. Smuk var du i den nye kjole du selv havde syet, havde brugt mange timer på at få til at sidde som du ville. Du var med god grund stolt af resultatet. Jeg var ikke i tvivl om, der ville blive lagt mærke til dig. Jeg var meget stolt af dig, min smukke og elskede veninde.

Festen var på sit højeste, da du pludseligt, og i kramper, sank sammen. På mindre end et sekund, lå du på gulvet. Dine bevægelser var voldsomme, dine arme fægtede rundt i luften, din krop og dit ansigt fortrak sig i groteske udtryk af krampernes vildskab. Den smerte dit ansigt afspejlede, var ikke fysisk men psykisk, jeg vidste du ikke mærkede noget. Det havde du ved tidligere anfald fortalt mig. Jeg skulle ikke være bange eller nervøs.
   Alle veg tilbage fra dig, frygten i deres ansigter var skræmmende.
   Jeg var ved din side, støttede dig, så du ikke gjorde vold på dig selv, kom til skade.
   Efter det der føltes som timer, med folks stirren på dig, deres rædsel over det der foregik, som de ikke forstod, blev du rolig, afslappet. Du var ved at vågne, men reagerede ikke på den stimlen sammen der var omkring dig, eller på mit nærvær.
   Jeg tog dig i mine arme, nussede dig, og hviskede jeg elskede dig. Du kunne være tryg hos mig.
   Jeg vidste du ikke kunne fatte hvad det var jeg sagde, var forvirret over hvad der var sket. Du var i din egen verden, en verden vi, de "normale", ikke kunne fatte eller forstå, eller havde adgang til. Flygtede fra, frygtede, fordi den var fremmed, fordi vi ikke forstod den, netop fordi den ofte var omfattet af fordomme, der ikke alene var forkerte, men direkte vildledende, når det gjaldt hjælpen til dine anfald.
   Jeg bar dig forsigtigt til et værelse, hvor du kunne hvile, have fred for alle de nysgerrige blikke der havde fulgt dine krampers kamp i din forpinte krop.
   Da du endelig vågnede helt, blev klar over hvad der var sket, smilede jeg til dig, holdt om dig, gav dig den tryghed jeg vidste var så vigtig for dig lige nu. Du smilede til mig. Et smil der varmede mit hjerte.
   "Jeg er så træt", hviskede du til mig.
   "Jeg er her, for at passe på dig. Jeg elsker dig!" sagde jeg og strøg varsomt og kærligt din blege kind.
   En tåre løb langsomt ned ad kinden, jeg kyssede den blidt bort. Dine arme omsluttede mig, du var tryg.
   Min elskede, trods din sygdom, din epilepsi, dine anfald, som vi af hjertet prøver at få styr på, elsker jeg dig af et rent og kærligt hjerte.
   "Min elskede," hviskede jeg.
   "Sammen er vi stærke, sammen, kan vi også se fremtiden i øjnene, trygge. Jeg elsker dig."
   Du sukkede, puttede dig ind til mig, søgte den fred, den tryghed du vidste der var i mine arme, vores kærlighed.

Vi tog hjem, du behøvede den hvile der var nødvendig for at komme videre, samle kræfter til det næste anfald vi vidste ville komme, når vi mindst ventede det.
   Men jeg elsker dig af hele mit hjerte, og vil være ved din side næste gang du får brug for det, næste gang et anfald, de ukontrollerede bevægelser og din fråde om munden, igen vil martre dig. Jeg vil være der for din skyld, fordi jeg elsker dig, dit sind, og dit smukke hjerte.