Hun kiggede målløs på læreren.
   "Skal jeg have DEM ind i mig?" Det lød vildt underligt, og hun var ikke sikker på at hun havde hverken hørt eller set noget lignende før. Hun stirrede igen på de små pumpende røde kødklumper. Egentlig så var det ikke så ulækkert som man skulle tro, eller jo, ulækkert var det, men ikke på den måde og hun var jo ingen tøsedreng. Læreren gentog igen biologieksperimentet og opfordrede hele klassen til at deltage. Vivi tog et af hjerterne op mellem tommel- og pegefinger og kiggede skeptisk på det, så kiggede hun rundt for at se hvad de andre gjorde. Drengene stod og pjattede med hjerterne og kastede et par stykker efter hinanden. De fleste af pigerne stod med stor afstand til hjertekarrene som om de var parat til at løbe deres vej hvis de små tingester skulle finde på at jagte dem, hvilket naturligvis var utænkeligt.
   Pludselig var der en dreng der tog mod til sig, og pressede et hjerte ind i den ene arm. Så snart han havde gjort det, fik en anden også fat i et, og satte det ind i hans hånd. Vivi listede nærmere og spurgte diskret ham med hjertet i armen om det havde gjort ondt. Da han svarede nej, gik Vita tilbage til sin plads og forsøgte at tage mod til sig. Et par drenge mere var begyndt at sætte hjerter ind, og drengen der havde sat det første hjerte i sin arm var allerede i gang med sit hjerte nr. 2. En anden pige end Vivi havde også taget et hjerte op og stod og tog mod til sig. For at den anden pige ikke skulle komme før Vivi, skyndte hun sig at presse hjertet ind i sin overarm. Det var en mærkelig følelse. Pludselig havde hun ikke et, men to hjerter der bankede i hendes krop. Men eftersom at det ikke gjorde ondt rakte hun ud efter det næste, der var jo nok hjerter at tage af, og læreren havde sagt at de hver især behøvede mellem 20 og 40 hjerter for at kunne lave forholdsvis entydige svar.