Man sidder fredag midnat og drømmer til afslappende højtaler toner. Man fingerere med sine hullede jeans med dagens sidste smøg i flaben, imens hjernen analysere ugen der gik. Kommer i tanke om alle de ting der sku' have været sagt, men ikke blev gjort. Sengen kalder og ekkoet fra ugjorte drømme giver samvittighedsnaget et ekstra skub.
   Føler glæden ved weekendens ankomst og frustrationen over at mandagen allerede er i gang med at tygge tiden i sig. Man gaber, klør sig i nakken og kommer i tanke om rykkeren der vil blive sendt, da man, idiotisk som man er, har glemt at aflevere bogen til tiden.
   Længes efter solens smil og fuglenes så velkendte muzak sunget fra grønne trætoppe.
   Håber på at dagen i morgen ikke vil snerre, som den gjorde for en time siden og at telefonen bare vil være lidt mere venlig.
   Der bliver skrevet elektroniske taster, imens en dag kommer til syne på skærmen. Gør det mest for at få dokumenteret ens tilstedeværelse.
   En stor trang til at svømme ud til stjernerne presser sig på, imens nattehimlen funkler godnat. Bliver slået tilbage til virkeligheden da et kærligt kindkys hvisker - sov godt.
   Man lægger planer for de kommende dage, indtil man indser at planlægning hører hverdagen til. Måske man bare skulle sove længe? Måske køre gennem Danmark ad frosne skinner og iagttage de ukendte passagerer. Skrive hele natten om deres små skuespil mellem hver station. Kan kun vente og se hvad dagen har tænkt at byde på. Det ku' være det bliver til konversioner på bunden af tomme flasker. Eller filosofiske udspil fra en veninde, som godt måtte være mere end det. Hvad med en dag blandt de to højtalere med en god bog som selskab.
   Man gider ikke tænke mere. Må vente og se.
   Sengen kalder højere end før. Det' tid til at dykke i sig selv og se om man måske kan finde en mening med hvad der foregår.