Stirrende øjne alle vegne.
   Og lugten. Ikke noget kemisk eller organisk. Psykiske lidelser manifesteres måske også på den måde? En lang væg til højre med mange døre. Døre?
   Både ja og nej. Nogle af dem i hvert fald. Til badeværelserne og lokum-merne kommer man ind gennem et hul i muren. Dørene er forlængst blevet fjernet. En ældre patient sætter sig på toilettet og stirrer på mig. Et andet hul i muren fører til en sengestue. En fastbundet patient forsøger at frigøre sig. Uden held. En anden vugger sig frem og tilbage travlt optaget af sit maniske gøremål. En fastbundet patient begynder pludseligt at synge ’Green sleaves’. En kvindelig stemme?
   - Jeg er Jesus Christus, Jeg er Jesus Christus.
   En ung mand med armene spredt ud til hver side, med meget trist ansigt, går langsomt imod mig. I den modsatte ende af korridoren, fra det åbne toilet, kommer ud en anden patient, ligeledes med spredte arme. Han siger ikke noget men det er klart, at også han er Guds søn og hans budskab skal frem.
   De to Jesuser står betragtende overfor hinanden. Jeg kan se begges ansigter. Den dybeste sorg, er det eneste der lyser ud af deres øjne.
   - Så er der to?!
   Den førstes arme falder ned, ansigts udtrykket ændrer sig. Han begynder at græde.
   - Giv ham et slag i ansigtet! - sagde jeg til den anden Jesus.
   Et mildt slag fald på den førstes kind. Endnu større sorg malede sig på den førstes ansigt, som langsomt fik en drejning og den modsatte kind var parat til endnu et slag. Det andet slag faldt ikke.
   Så retter den første Jesus sine skridt mod en af de ulukkede døre. Han bøjer sig ned, putter sit hoved under vandhanen, og åbner for vandet. Det løber ned hans lange hår og hans forpint ansigt.
   Den anden Jesus fortsætter med spredte arme sin vandring, upåvirket af det synlige, for mig, bevis på hvem af de to der er den rigtige.
   Jeg ser på den anden Jesus. Han standser og langsomt drejer sin krop. Jeg føler en hypnotiserende virkning af hans pinefulde øjne, samt svigen i hænderne, og i panden. Jeg rækker hænderne frem. I begge mine håndflader har jeg dybe sår, hvorfra små, røde perler af blod falder ud på den hvide marmorplade, lige foran mine sandaler.

Som en frelsende engel, kommer sygeplejersken til syne.
   - Værsgo, denne vej! Lægen venter!