Telefonen ringer.
- Hallo?!
- Er det Pawel? Jeg ringer fordi jeg gerne ville have nogle timer i fysik og matematik, da jeg skal op til studentereksamen!
- Og hvad hedder du så?
- Jeg hedder Lille Anna, og jeg er datter af kammerat L…., har du hørt? Navnet?
- Vi kan godt mødes. Sig hvor og hvornår.
- Bedst hos mig, men jeg kan også godt komme over til Dem.
- Måske er det bedre hos dig alligevel. Lørdag? Kl. fem?
- Pragtfuldt, det passer udmærket, de gamle er ikke hjemme!
- Giv mig adressen så og vi ses på lørdag.
Og sådan startede mine møder med Lille Anna, datteren af en af Slesiens prominenter. Jeg blev aldrig præsenteret for Lille Annas forældre. Hendes far, høj placeret politisk person, spenderede sin kostbare tid på gennemførelse af, i Warszawa, meget vigtige forpligtelser for kammerat 1. Sekretær i Centralkomiteen for Polens Forenede Arbejderparti, og hustruen derimod, brugte tid og mandens penge på rejser til Demokratiske Lande.
Til forskel fra mange andre prominenters døtre og sønner, udmærkede Lille Anna sig med en usædvanlig høj intelligens kvotient. Hun stillede spørgsmål, jeg ikke havde svar på og mange gange var det mig som skulle lave 'lektier' mellem vores møder.
Min interesse for Lille Annas intelligens begyndte gradvist at ændre karakter. Og en gang da hun kyssede mig farvel, ændrede den sig sådan, at i pauserne mellem vores møder kunne jeg ikke foretage mig noget, som i en eller anden grad ikke havde forbindelse med denne pige. Jeg ville imponere hende for enhver pris. Det var endda ikke så svært, trods alt var der 10 år og et universitetsfakultet til forskel. Ikke desto mindre ville jeg give hende, eller måske mig selv, hele tiden nye beviser for min intellektuelle attraktivitet, fordi den fysiske havde jeg ingen indflydelse på.
Studentereksamens nærmede sig. Ifølge planerne, skulle min alvorlige interesse for Lille Anna først inaugureres efter studenterbeviset. Ansvar og en lærers etiske fornemelse viste sig endda at være stærkere end sådan en fristelse, som den pige var for mig. Så kom endelig den sidste lørdag før studentereksamen. Som sædvanlig klokken fem står jeg foran døren med en ny portion af intellektualismer for at imponere. I døren standsede en kvinde i trediverne, en kopi af Lille Anna men lidt mere solbrændt. Prominentens hustru. - Lille Anna rejste til Wisla sammen med nogle venner, jeg er hendes mor. Værsgo og kom ind, jeg ville meget gerne snakke med Dem om min datter.
Jeg træder ind i salonen, som jeg kun har set øjnekanten på vej til Lille Annas værelse hver lørdag. Den er indrettet med så megen elegance, at man fornemmer en atmosfære af majestætisk dekadence. Ikke dårligt! Slet ikke dårligt for en mand, som indtil for ganske nylig, var ukvalificeret arbejder, misnias porcelæn, oliemalerier fra prinsens kancelarie, kejser Franz Josef's møbler. Man kan også sådan.
- Værsgo, og tag plads. Jeg har hørt så meget om dem fra Lille Anna. Hun beundrer Dem, De er så klog! - Jeg kiggede på prominentens hustru, uddannet folkeskolelærer, i dag hjemgående ved sin mands side, og jeg er ikke helt sikker på om hun tager gas på mig. Klog? Mig? Det er jo dem der er kloge og ikke mig med et lorte universitetsfakultet og nogle småpenge i timen. Men for en sikkerheds skyld går jeg med på joken, jeg rødmer og smiler genert. Formodentlig kan hun lide det, fordi hun byder med det samme på en lille 'vandrende Lille John' med is.
Der flød 'blended malt' ind i krystalglas, og guld, belagt med perlemor lighter, tændte to Malboro. Stilheden forstyrrede kun tikken af nogle antikke ure. - O, hvilken stilhed.
Hustruen tændte et udefineret stykke musik. En klodset obo overhalede infernalsk de tragisk summende violiner i baggrunden, og så snart en næsten smuk lyd fra 1. violinisten tonede frem til én, gryntede en tenor melodramatisk ind, og skreg langt højere end nogen musiker i dette orkester ville tillade. Formodentlig var jeg offer for en af systemets tilladte operaer.
Spørgsmålet, om det var min smag, eller noget i den retning, hørte jeg egentlig ikke, idet hustruen sagde det om stilheden, var jeg allerede i omegn af hendes hofte på vej fra fødderne op ad. I dette øjeblik blev jeg klar over det faktum, at for enden af de lange ben, blev der kroppen af en meget smuk kvinde placeret. Hun løftede glasset og blinkede forstående.
- Lille Anna har fortalt så meget om Dem, det skulle være et fascinerende liv, uden forpligtelser, lave hvad man har lyst til, skabe noget for sig selv, eller andre, det er en verden hvor sådanne gennemsnitlige brødspisere ingen adgang har. Fascinerende og utilgængelig verden. Og hvordan er De havnet der?
- Jeg skrev et filmskript og sådan begyndte det. Manuskriptet blev kritiseret fordi det ikke var i overensstemmelse med den kommunistiske verdensanskuelse. Jeg blev klassificeret som folkets potentielle fjende. Så fandt jeg sammen med de andre folkets fjender, blev langhåret og begyndte at spille guitar. Det var det hele.
- Ha, ha, ha! Og jeg var folkeskolelærer. Jeg meldte mig ind i partiet og blev valgt som POP's sekretær. - hun drak en slurk - Og sådan mødte jeg min mand. Ved en partikonference i amtets partikomite roste han mit arbejde og inviterede mig til næste konference i Wisla. Der begyndte Lille Anna sit liv. Min mand har kun folkeskolen, derfor har han afsluttet sine studier på et åbent universitet, forstår de? - så blinkede hun med øjnene igen - Vi har egentligt ikke noget tilfælles bortset fra Lille Anna og økonomien. De har sikkert lagt mærke til, at vi bruger alt for lidt tid sammen med hende, men Lille Anna er en god pige, og her tager jeg ikke fejl. Hun vil læse medicin.
- Her må jeg skuffe Dem, Lille Anna er ikke kun en god pige, hun er blandt de mest intelligente kvinder jeg har haft noget at gøre med, og det må være takket være Dem.
Hustruen rejste sig fra sin lænestol og satte sin smukke bagdel på sofaen, lige ved siden af mig. Hun skænkede whiskyen.
- Mellem os to, jeg tror, at det vil blive mellem os, jeg ved, at du, at I har noget specielt at ryge?
Jeg lavede en joint og rakte den mod hustruens næse.
- Oh, jeg ved ikke hvordan man gør. Jeg vil prøve.
Hun sugede som en sømand ind en stor portion af røgen og 'ejste væk'. Der gik godt et stykke tid.
- Nå, det var ret godt. Kan du sige mig om det er skadeligt? Kan det danne afhængighed?
- Jeg ved ikke om det er skadeligt eller om det kan danne afhængighed, men jeg ved, at når din gamle drikker sig fuld så lander han under bordet og næste dag har han katzenjamer. Det her koster lidt mere, til gengæld ligger jeg ikke i mit eget bræk. Jeg går hjem til fods, og har ikke tømmermænd bagefter. Og hvis jeg skal leve et par år kortere af den grund så har jeg ikke noget imod det.
Hustruen lyttede med en stor opmærksomhed og rykkede tættere på mig. Ved ordene 'ikke noget imod' klistrede hendes læber sig mod mine og sådan endte samtalen og tumlen begyndte.
Soveværelset var på første etage. Vi begyndte langsomt at flytte os i denne retning og efterlod stykker af vores tøj i korridoren og på trappen. Væggene var malet lyserøde. Lyserøde gardiner i vinduerne og lyserøde lagener. Selv tæppet var lyserødt og prikken over i'et var en lyserød radio. Heldigvis har ungdommen overvundet en for mig antiseksuel karakter af prominentens alkove. Efter de fire timer der er gået, tog jeg hustruen i mine arme, og med al forsigtighed bar jeg hende ned ad trapperne, ind i salonen og lagde hende ærbødigt på sofaen. Jeg skænkede mig et glas whiskey, satte mig ind i lænestolen og begyndte at beundre dette usædvanlige eventyr, som lå på sofaen sådan som Gud har skabt det, som ikke passede særlig godt til alt dette jeg havde planlagt med Lille Anna, men jeg fortrød ikke et sekund.
Hustruen vågnede pludseligt. Hun rejste sig og fra korridoren hentede hun et langt, silkesjal. Hun viklede det om sin hals og faldt ned på alle fire.
- Og nu skal vi lege en lille hest.
Sådan som hun ønskede det, sad jeg på hendes ryg, tog tøjle-silkesjalet i mine hænder og sagde - hyp lille hest! - Hun tog nogle skridt og det løb koldt ned ad ryggen på mig. Jeg ved ikke hvordan, men jeg følte at fremmede øjne kiggede på os. Jeg drejede mit hoved. I døren stod Lille Anna kiggende på sin nøgne mor på alle fire, og sin fysiklærer siddende på hendes ryg.
- Er der sket noget? spurgte hustruen ubevidst lige efter jeg stivnede.
- Lad jer ikke forstyrre, sagde Lille Anna og gik ud i køkkenet. Jeg samlede spredte stykker af vores garderobe op med én hånd. Efter et stykke tid sad vi på sofaen iført vores tøj uden at sige noget. Hustruens hånd fandt min og trykkede den med al sin kraft.
I døren stod Lille Anna igen. Hun holdt en bakke med kaffekopper og glas med konjak.
- Studentereksamen er på onsdag, så måske vil noget ekstra lektiehjælp være en god ide, derfor kom jeg tilbage.
Lille Anna bestod matematik og fysik, fik 13-taller og kom ind på medicinsk fakultet uden adgangseksamen.
Telefonen ringer.
- Hallo, det er kammerat L..., Lille Annas far, deres elev. Jeg vil gerne sige tak på mine og min hustrus vegne for deres indsats. Hvis jeg kan hjælpe med noget så står jeg til tjeneste, og husk ... med hvad som helst.