Denne tekst er en tillempet udgave af klummen HOBOS HUMOSOFISKE HJØRNE i Henry George Foreningens blad GEORGE.

Denne lille tekst handler ikke om præster fra Taarbæk som muligvis, muligvis ikke tror på gud, men om pastor Grosbølls pibe. Den handler heller ikke om netop denne pibe. Men om piber og mennesker i medierne.

Hvis en person bliver interviewet i fjernsynet, skal han helst svare så hurtigt som muligt på journalistens spørgsmål. Det er svært at få en tænkepause, så man kan give et ordentligt svar. Men hvis den interviewede har en pibe på sig kan han altid tage et par sug, og derved give sig selv tid til at tænke over svaret – og dét uden pausen virker pinlig på seerne. Er det nødvendigt med en længere pause, kan han eventuelt begynde at stoppe piben, eller kratte den ud.

Cigaretrygere kan mærkværdigvis ikke bruge tricket med et par inhaleringer. Tværtimod vil vedkommende så bare signalere nervøsitet og skjulte hensigter. Desuden er det næsten kættersk at ryge i fjernsynet. Det kan kun kongelige tillade sig.. En pibe, derimod, angiver at personen på én gang er troværdig, tænksom, og har begge ben på jorden.

Men hvad kan vi ikke-piberygere gøre for også at skaffe os en tænkepause? Det nytter ikke at anvende en lakridspibe, idet dette virker latterligt (skønt det jo egentlig ikke er det). Heller ikke en stor slikkepind vil kunne gøre nytte.

Måske kunne den interviewede i sin jakkelomme have en lille fisk af plastik. Denne kunne så forevises for journalisten og seerne, mens han tænkte over sit svar. Hermed ville pausefisken så atter komme til ære og værdighed. - Til gengæld vil man så hverken virke troværdig eller tænksom.

Eventuelle forslag til løsning af problemet kan sendes til ITFIPI - Udvalget til Tænkepausens Fremme for Ikke-piberygende Interviewofre - c/o Fyldepennen.