Agent 43½, som var døbt Jakob Ølhenter, valgte at få morgenmad på sengen. Han spiste tre ostemellemmadder, hvortil han ligeledes drak tre kopper med kaffe - en kop kaffe i hver af de tre kopper. Det var for at spare tid. Den ene var kop var okkergul, den anden lilla. Men den tredje kop var orangebrun, en meget smuk og varm farve
   Men da han satte tænderne i den tredje ostemellemmad blev det skæbnesvan- gert. For han opdagede, at han var kommet til med sit bid at udløse en håndgranat, som en eller anden ondsindet person havde anbragt i mellemmaden ...
   Således skrev en 16-årig ung knægt fra Vesthimmerland i 1971. Men denne og 40 andre barokke fortællinger var forsvundet i mere end 30 år. Men i 2011 blev de genfundet af knægtens lillesøster Kirsten i forbindelsen en større ombygning på loftet af Gatten Skole, som var knægtens barndomshjem 1967 - 1975. Knægtens navn var Bjarne. Og i 2000-tallet havde han stadig forfatterdrømme, og udgav forskellige humoristiske fortællinger - under sit nuværende forfatternavn. Især på forfattersiden Fyldepennen.dk. Han var dengang 56 år, og ville fylde 57 år til sin kommende fødselsdag. Lyder dette fantastisk? Men endnu fantastisk er, at der nu er gået 10 år mere, og at selv også er blevet 10 år ældre. Det passer fuldstændig sammen - hvilket er værd at tænke over.

Men vi vender tilbage til historien, hvor vor helt er i eksplosive problemer. Med en lynsnar reaktion kastede han maden med håndgranat ud af det åbentstående vindue. Eksplosionen lød i 3,45 kilometers afstand; og en biskop, netop gik for nedenfor, blev forvandlet til aske. Heldigvis denne kirkens mand til snarlig pensionering. Så det gjorde så meget i den store helhed.
   I hurtig fart løb Jakob Ølhenter ned på gaden - hvor han slog hoved ned i maven på en betjent, der prøvede at anholde ham. Betjenten fik dog senere i slag med modsat retningskoefficient - og så var han nogenlunde restitueret.
   Skønt det lykkedes Jakob Ølhenter at flygte ind på et pensionsberettiget lokum, blevet stedet straks omringet af politifolk. Han var kort sagt i en fækal situation. Men lokummet var et rigtigt das. Og han tømte spandens indhold mod betjentene.
   Men henvisning til et afrikansk ordsprog spyttede han sit tyggegummi ud - fordi han opdagede, at tyggegummiet havde en indbygget radiosender. Derpå sprang han så på en kørende lastbil, der transporterede rejer og sardiner på dåser. Efter at have køre otte og en halv kilometer, sprang han ned fra lastbilen igen - dog først efter at have udstyret sig selv med 82 dåser.
   Han løb ind bag nogle tønder. Men i farten fik han øje på en voluminøs gulerod i lange underbukser og seletøj. Den blev trukket af en elleve cylinders grå elefant fra Lilla Rusland. Denne sammensætning styrede hen imod ham. Men han opdagede, at det var en falsk gulerod. Thi en lem åbnede sig øverst ved roden - da den nemlig var vendt opad - og et maskingevær af typen AK 4711 spyede ild mod ham.
   Men vor ølhenter var ikke sen til at kaste dåserne med rejer og sardiner mod den falske gulerod, så den i praksis blev destrueret. Det var dog et ubehageligt skue, som dårligt kan beskrives - og der jo i sig selv ubehageligt.
   Men vor raske danske mand og øltransportør måtte nu sande det berømte citat af Johann Wolfgang von Goethe: "Den lykkeligste mand er ham der forstår at skabe forbindelse mellem begyndelsen og enden ... selvom enden er på midten." Herved randt det i 43½'s hu, at manden bag guleroden var hans hovedfjende, den russiske den usikkerhedschef Vladimer Ellermindre Rendski, der var berygtet for gastronomisk krigsførelse. Han var således bekendt, at hr. Rendski ofte sendte håndlangere ud med inseminerede fødselsdagslagkager i baghænderne - samt højeksplosiv tomatketchup. Han kunne også præstere at fylde en gymnastiksal op med hurtigvoksende kartoffelmos.
   Dog står vor helt står skam ikke med skægget i postkassen af den grund. Tværtimod havde han det i forlommen. Forfatteren har dog en forsømmelse ved ikke at nævne, om Jakob Ølhenter har skæg eller ej. Ved nærmere eftertanke, er det dog ikke en forsømmelse, da hr. Ølbringer netop er hemmelig agent - og dermed rutinemæssigt skifter både skæg, paryk og briller så ofte som andre skifter underbukser - hvornår så andre ellers skifter underbukser... Det har forfatteren ikke undersøgt i detaljer. Han kan kun tale for sig selv.
   For bedre at kunne orientere sig, stod agent Ølhenter op på en skammel, og kastede et bølgeblik et bølgeblik ud over terrænet. Han kunne nemlig se ved hjælp af radiobølger. I det fjerne sås to skumle nedbøjede skikkelser.
   "De er sikkert i nedtrykt julestemning," tænkte Jakob Ø i sin indre tavshed. - "Eller også har det noget at gøre med de herrers rygsøjler." Den ene af dem kunne da også godt ligne Simon Søjlehelgen - skønt der dog ikke er nogen, der ved, hvordan denne person så ud.
   Imedens J.Ø. tænkte dette, var de to nedbøjede skikkelser kommet nærmere. Han så, hvad de havde på ryggen. Det var rygsække. Ølhenter kunne naturligvis ikke vide, hvad de indeholdt. Men der var noget. Thi de var fulde - altså rygsækkene. Mavesækkene var endnu ikke til at skelne. Så de var sikkert slanke mennesker. Men sådan nogle kan tit være skumle, medens vi mener, at runde mennesker altid er glade og ærlige.
   Gad vide om ikke de to nedbøjede skumlere ikke var hr. Rendskis håndlangere. Det var de. Og med løbende skridt styrede de hen imod vor tapre ven - der dog vovede at springe fra skamlen, og hoppe på et forbikørende tog. I dette tog var der mange passagerer, da tidspunktet var myldretiden. Han maste sig gennem trængslen - og tilintetgjorde derved 10 eksemplarer af Ekstra Bladet, samt et jakkesæt tilhørende en person med de rigtige meninger.
   Men mændene med rygsækkene var næsten i endetarmen på ham. Og nu kom et badekar susende forbi hans venstre øre - og en marineret sild for forbi det højre. Alt dette sendte han retur, tillige med en ældre dame i rågummisåler. Hans modstandere hev nu atter nogle materialer fra, og forvandlede togvognen til et akvarium - og det blev således det første af sin slags. 43½ havde heldigvis forinden taget en dyb indånding - og åndede derefter ud med et tordnende voldræb, som lavede et tilstrækkeligt stort hul i loftet. Og på denne måde kom han op på taget.
   De to skumle kom også derop - under dække af et skjold bestående af frikadellefars. De spyede nu en regn af tomatketchup og foderkager mod ham. Han fattede dog en genial idé. Begyndte at æde store mængder af foderkagerne og tomatketchuppen. Det medførte, at han kunne sende store stråler af bræk imod dem - samtidig med at han kastede endnu en snes sardin- og rejedåser i samme retning - tillige med et maleri af den store nederlandske maler Josufsuf van Hjemmesutter.

Nu nærmede det endelige opgør sig. Derfor tilrettelagde Jakob Ølhenter det således, at han kom med et modkørende tog. Dermed slap han for Rendskis håndlangere.
   Hvad var der nu at gøre. Agent 43½ satte sig ned i skrædderstilling for at meditere over sagen. Skønt kan mediterede over toget, var det dog ikke det han mediterede over - men "det". Han lettede på hatten; og det hjalp, for der kom nemlig frisk luft til storhjernen.
   Meditationen medførte, at der gik et lys op for ham - altså kun et stearinlys. Det satte han fast på toget; og han fik derved en vigtig oplysning, gående ud på, at hovedmanden Vladimer Ellemindre Rendski for tiden befandt sig forklædt som en banan i Foreningen For Nørre Snedes Befrielses hovedkvarter
   Vort dramatiske drama nærmer sig nu sin simple slutning: Agent 43½ Jakob Ølhenter tog ind til omtalte forening og åd bananen. Den grusomme og gruopvækkende Vladimer Ellermindre Rendski var hermed ophørt med at eksistere.
   "Ha, ha, ha!" Grinte vor helt. - "Det har han rigtig godt af, det numsehul!"