Der var engang en mand der hed Abel Æblekage. Hans forældre hed dog i begyndelsen Sørensen til efternavn. Men kort efter den osmotiske krig tog de navneforandring til Æblekage.

Ført grinede alle af at han hed Æblekage, og en del hældte endda flødeskum over ham. Der var også mange der drillede ham, og sagde at han var lækker, og lige til at sætte tænderne i. Andre igen beskyldte ham for at være kannibal, når han selv spiste æblekage – eller endog æbler. Men det passede jo ikke, for Æblekage var jo kun noget han hed, og ikke noget han var. Det kunne enhver ved selvsyn konstatere. Han havde ikke engang æblekinder. Det er ligesom med navnene Due, Bille og Svane. Ingen ville jo beskylde de pågældende for at være de nævnte dyr.

I sine yngre dage var Æblekage meget bedrøvet over drillerierne. Men da han i 1991 blev tilbud psykologhjælp, mødte han den berømte gestaltpsykolog Freddy Perle fra Ledøje. Freddy Perle sagde at han blot skulle grine med, og selv lave vitser om sit navn. Han skulle fx sige: ”Ja, jeg kunne nu også tænke mig at hedde Jordbærkage, Blåbærkage og Hindbærkage – det hele på én gang.”

Det gjorde han så. Endda så meget at han var helt oppe på 100 frugtkager han gerne ville opkaldes efter: Blommekage, Stikkelsbærkage, Rabarberkage, Ribskage, Pærekage, Banankage, Ananaskage osv. Da folk hørte om alle de kager han gerne ville opkaldes efter blev de trætte af at høre det, og de begyndte at tale om noget andet.

Men mange tænkte: "Jeg kunne nu også godt tænke mig at hedde noget med mad." Så folk tog navn efter deres yndlingslækkerier. således Karsten Sandkage, Sigurd Citronhalvmåne, Otto Othello. Kurt Kransekage. Magda Mazarinkage. ”Kage” blev næsten ligeså almindeligt som ”sen”. Derfor måtte de, der ville være unikke, kalde sige noget med ikke-kage. Og så kom navnene Hagbert Halspastil, Thyra Tyggegummi. Vilfred Vingummi. Rasmus Rittersport, Søren Saltlakrids, Ibrahim Ispind, Frans Flødebolle, Mogens Maltbolsje og Thorkild Tavlekridt. Ja, jeg kunne blive ved i én uendelighed, men jeg skal nå toget.

Men inde i Sundhedsforstyrrelsen sad en meget magtfuld politisk korrekt person ved navn Rasmus Rettesnor. Han havde tidligere fået forbudt betegnelserne neger og jøde i enhver sammenhæng. Således skulle et negerkys nu benævnes "afrobolle" og en jødekage "mosaisk minitærte". – Rasmus Rettesnor så en stor fare for folkesundheden, når så mange mennesker hed noget med usunde og fedende fødevarer. Derfor gik han også til sin øverste chef, sundhedsminister Mimi Morgenfrisk, og udvirkede at der blev udfærdiget et sundhedsnavnedirektiv, om at alle navne indeholdende usunde fødevarer skulle forbydes med øjeblikkelig virkning fra den første i omgående. De der allerede havde skaffet sig de omtalte navne, skulle senest med udgangen af omgående skifte til et mere sundhedsfremmende navn.

Dette gik også ud over Abel Æblekage, som nu ikke længere måtte hedde Æblekage, og det var han jo ked af. Men efter mange skrivelser og tovtrækkerier frem og tilbage – bl.a. i Reberbanegade i Hornum stationsby – fik han endelige kompensation, idet det skulle pointeres at æblekagen ikke var med flødeskum og rasp. Men det var temmelig besværligt for vor helt at skulle præsentere sig som Abel Æblekage-uden-rasp-og-flødeskum. Derfor kaldte han sig i stedet Abel Æblegrød, som æblekage uden rasp og flødeskum jo vitterlig er.

Men jeg synes nu at det er synd for Abel og alle de andre. Til gengæld forstår jeg også minister Morgenfrisk og Rasmus Rettesnor. De arbejder jo til landets bedste, så vi også kan konkurrere med USA, Japan, Fjernøsten og Øvre Volta.