Antonius Antonsen blev født i en forholdsvis ung alder i delstaten Himmerland i Jylland i året 1908. Hans forældre var meget fattige. Selvom de arbejdede i deres ansigts sved hver dag måtte de ofte gå sultne i seng. Når de stod op var de naturligvis også sulte. Men så skete der at der af og til lå nogle æg fra naboen, samt lidt brød ost og pølse, og så manglede de ikke noget den næste uges tid. Sommetider fik de da også kyllingelår. Men hvis der var øl til maden var det kun hvidtøl, og vin var kun gåsevin, ja Antonius var faktisk først 33 år inden han på nært hold så en rigtig flaske rødvin. Men han turde ikke drikke den. Han troede, at det kunne være blod fra døde køer.
Derimod var han ikke sen til at drikke sodavand. Allerede som treårig fik han sin første sodavand, som var rød. Men desværre fik han bruset op i næsen, og måtte nyse, så det var ikke just behageligt. Og han havde ellers glædet sig så meget til sodavanden. Senere fandt han ud af at hælde vanden op i et glas, og så kunne han drikke den uden ubehageligheder. Han foretrak dog saftevand helt op til sin død i 1999. Den lavede han af bær som han selv plukkede i sin have. Og som han så ofte sagde: - Jeg foretrækker at drikke det saftevand, jeg har lavet af mine egne bær i haven. Han havde både ribs, solbær, stikkelsbær og mirabelle. En dag i 1952 faldt han ned fra mirabelletræet og forstuvede sin fod. - Det gjorde meget ondt, forklarede han senere. - Men heldigvis var der ikke brækket noget.
På en tur med over Kattegat i 1963 med bilfærgen Marsk Stig trak det op til et voldsomt uvejr, og Antonius Antonsen måtte kaste op i en brun papirspose. - Jeg blev virkelig meget søsyg, forklarede han senere. - Det var derfor jeg måtte kaste op. Hvis jeg havde taget en søsygetablet var dette formentlig ikke sket. Men da vi kom i land fik jeg det bedre; og da jeg nåede Frederiksværk fik jeg lov at vaske mig og børste tænder af de meget flinke og forstående værter. - Du skal ikke være ked af det, Antonius, svarede værten, lommefabrikant Uffe Ubbestrup. Og fru lommefabrikant Ursula Ubbestrup tilføjede med et smil fra sit sytøj: - Nej, sådanne ting er ganske naturlige, og man kan jo ikke gøre for at man ikke er søstærk. Denne sætning gjorde et stort indtryk på mig. Og da jeg var gået i seng oppe på det dejlige gæsteværelse, var sætningen stadig i mine tanker. Derfor tog jeg også min lommebog og skrev sætningen ned. - Senere blev ordene titlen på et af Antonius Antonsens meget elskede værker: DU KAN IKKE GØRE FOR AT DU IKKE ER SØSTÆRK. Værket er i otte bind, og handler om alt det vi ikke kan gøre for. Det er egentlig mærkeligt, at Antonsen kunne indskrænke sig til otte bind, for der er jo mange ting man ikke selv kan gøre for.
Et væsentligt kapitel i bogen hedder: Du kan heller ikke gøre for at du er rødhåret. Det har den naturlige forklaring at Antonius som barn var rødhåret, og ofte blev drillet i skolen på grund af dette. I kapitlet fremsættes også den overmåde fornuftige regel: Du skal ikke drille andre for noget de ikke selv kan gøre for Den gentager vi lige: DU SKAL IKKE DRILLE ANDRE FOR NOGET DE IKKE SELV KAN GØRE FOR. Men så kan man måske spørge: Kunne de der drillede Antonius for hans rødhårethed selv gøre for at de drillede? Var drilleriet ikke bare et resultat af de pågældende børns gener og opdragelse. Det grublede Antonius også meget over, og han nåede frem til at vi både har et fysisk legeme og et åndeligt legeme - problemet er bare når det fysiske legeme vil til jazzbal, og det åndelige i teatret. Generne er knyttet til det fysiske legeme, som kun reagerede instinktivt. Det fysiske legeme an således ikke drages til ansvar for dets handlinger. Det åndelige legeme er derimod skabt af Gud, som Antonius gav navnet Nam - et ord fra oldpersisk som egentlig betyder: Den, der har forårsaget og frembragt alt. Nam indgav ved fødselstidspunktet hvert legeme et åndslegeme, som også indeholdt et responsibilitetschakra, eller: En evne for ansvarsfølelse.
At menneskene gjorde onde gerninger og drillede skyldtes, at de lod deres fysiske legemer dominere over åndslegemet. Mange mennesker kan også være så domineret af deres fysiske legeme, at åndslegemet blev sat helt i skyggen. Derfor må åndslegemet genfødes i et nyt fysisk legeme for at kunne styrke sin kraft. Ved adskillige genfødsler ville åndslegemet efterhånden opnå en overlegen styrke i forholdet til fysiklegemet.
Antonius Antonsen havde et stærkt åndslegeme. Men hans fysiklegeme ofte var svagt. Om vinteren bukkede han tit under for influenza og lungebetændelse. Men takket være det stærke åndslegeme bevarede han også i disse sygeperioder evnen til at tænke klart. Det var i en sådan periode han fortalte følgende om Guds/Nams eksistens:
"Jeg ved at Nam eksisterer, altid har eksisteret og altid vil eksistere - og derfor vil han aldrig dø. Nam er jo nemlig den "der har forårsaget og frembragt alt". Derfor må han også eksistere. Og han må eksistere for netop at kunne opretholde det han har frembragt." Dette "Namsbevis" kaldes også for Den Antonsenske Cirkelslutning. Cirklen skal netop symbolisere altings døds og genfødsel, samt hendøen og genvitalisering.
Angående menneskenes drillerier kunne Antonius fortælle følgende:
"I begyndelsen af 1930erne var jeg ansat på kommunekontoret i Hobro. Jeg på boede på Yrsa Klemmensens Pensionat i Murergade. Yrsa Klemmensen var en meget vellidt værtinde. Hun betragtede nærmest os pensionærer som hendes egne sønner og døtre. Jeg fik derfor også gerne en stor madpakke der indeholdt mindst seks stykker velsmagende smørebrød med på kommunekontoret, og jeg glædede hver dag til frokostpausen for at se hvad fru Klemmensen nu havde lagt i madkassen. Og jeg blev sjældent skuffet. De andre ansatte, derimod, fik ofte bare en skuffemad. En dag, mens vi sad og spiste, blev jeg kaldt ud til en ekspedition ved skranken. Det var et ægtepar der søgte om tilladelse til at transportere skimmeloste på ladet af en motorcykelvogn. Da jeg kom tilbage kunne jeg ikke finde min frikadellemad. Jeg ledte både her og dér, men forgæves. Jeg forespurgte mine kollegaer om de havde set den bortkomne frikadellemad. Men ingen kunne berette noget, så jeg satte mig ned. Jeg mærkede noget blødt. Det viste sig at være frikadellemadden, som én i spøg havde bortfjernet fra min frokosttallerken mens jeg var ude at ekspedere. Jeg sagde ikke noget, men var bedrøvet resten af dagen. Jeg trøstede mig dog med, at den person, der havde udøvet denne nedværdigende handling sikkert var domineret af sit fysiklegeme. Senere blev han da også vægtløfter".
Skønt Antonius anså fødemidler fremstillet af slagtede dyr for velsmagende, blev han efterhånden betænkelig ved at skulle spise fru Klemmensens frikadelle-, kødpølse- og leverpostejmadder. Der var jo et dyr der måtte lade livet, for at han kunne nyde den gode mad. Han foreslog derfor fru Klemmensen kun at bruge kød fra selvdøde dyr. Fru Klemmensen gav for en gangs skyld et mindre venligt svar.
"Jeg besluttede mig derfor til at blive vegetar," fortalte han senere til sin assistent Halvor Hagbertsen. En indisk vismand Harimines Utter havde desuden udtalt følgende i året 243: "Hvis du spiser slagtede dyr bliver du i dit næste liv selv et dyr, der bliver dræbt og spist." Nu kunne Antonius have spurgt sig selv om det ikke var for sent, da han jo alt i alt havde spist mange døde dyr. Men mon ikke Utter havde ment, at man ved i god tid at forkaste slagtervarer kunne udgå en så sørgelig skæbne i sit næste liv.
I de følgende år levede Antonius så af gulerodsbøffer, kartoffelfrikadeller og bønnespegesild. Det kunne lige gå, hvis han skyllede det ned med porter og akvavit. Disse ting var jo vegetabilske produkter. Men en dag under et besøg hos søsteren og svogeren i Saxkøbing sagde han: "Nej, tak jeg skal ikke have noget. Jeg kan ikke tænker klart, når jeg har indtaget alkoholiske drikke!" - "Nå, kan du da det uden?" spurgte søsteren noget ubetænksom.
Men der er ingen tvivl om at Antonius' tanker har påvirket mange, navnlig os der kendte ham som levende. Vil skylder ham meget. Selv skylder jeg ham stadig 2.000 kr. som jeg i sommeren 1999 lånte af ham til en rejse til Sydossetien. Selvom jeg lagde en check på samme beløb i hans kiste et par måneder senere, er den aldrig blevet indløst.