Hvad er sandhed? - Det er indtil dato ikke lykkedes at finde et dækkende svar på dette spørgsmål. Kan jeg fx være helt sikker på at jeg er født i efteråret 1954? Det nemlig noget jeg ikke selv kan huske, så jeg er nødt til at stole på andre. Jeg må dog indrømme at det ikke er et spørgsmål der holder mig vågen om natten.

Men hvad er GRUNDLAGET for sandheden? Hvad er betingelsen for at noget er sandt? Hvad er sandhedens substans? Det er det jeg vil forsøge at svare på. Jeg kan dog ikke love at det lykkes. Hvis det lykkes vil jeg sikkert få Nobelprisen.

For snart 2.000 år siden udtalte en berømt person fra Palæstina følgende: "Jeg er sandheden og livet" - lige godt en dristig påstand. Den medførte da også aflivning ved hjælp af et henrettelsesinstrument, der også er kendt i vor tid, men som nu kun er opstillet til pynt i diverse religiøse kulthuse.

Det var selvfølgelig en ganske uretfærdig straf den omtalte mand fra Nazaret fik. Man kunne da bare have anbragt ham i en lukket institution, og derved forhindret ham i at udføre sin illegale tryllekunstnervirksomhed. Han kunne nemlig tilsyneladende fremstille vin af vand. Men det tror jeg dog ikke på. I virkeligheden havde han blot været et par ture over grænsen.

Dette skal dog ikke forklejne dette særegne menneskes kulturhistoriske betydning. Dog er der stadig strid blandt i lærde, om Jesus, som han populært kaldes, virkelig har eksisteret. Fx mente Georg Brandes, at Jesus var en sagnfigur, ligesom kong Skjold, Rolf Krake og Regner Lodbrog.

Men den seneste forskning peger på at Jesus i virkeligheden hed Knud. Sagen er nemlig den at da Knud opdagede at han var noget særligt, fandt han at det ville virke ufrivillig komisk, hvis han skulle udbryde:

Jeg hedder Knud
Og er søn af Gud

Derfor henvendte han sig til sin fætter, som hed Jesus. Og Knud spurgte idet han sagde:
"Hør min kære fætter! Jeg synes at dit navn passer sig helt fantastisk til en person med min ophøjede status. Hvad siger du til at vi byttede navne?"
"Jamen den er helt fin!" svarede Jesus, "jeg er nemlig sendebud. Men jeg skal lige vende mig til navnet."
"OK!" svarede Knud. "Du får fyrretyve dage og fyrretyve nætter til at tilpasse dig det nye navn. Men hvis du stadig efter fyrretyve dage og fyrretyve nætter benævner dig Jesus, skal jeg ved grød skabe dig om til et svin.
"Jamen jeg ER et svin," svarede den snart forhenværende Jesus, idet han lo. "Jeg spilder altid sovs nedad kjortelen."

Guds søns fætter blev dog hurtig ferm til at anvende sit nye navn. Og han satte det skilt op ved hans sendebudsbod:

Hvis du har brug for et sendebud,
så kom til mig, som nu hedder Knud.

Men hvordan gik det videre med Knud, vor herre Jesus Kristi fætter? - Ja, da han havde talt med Kristus gik hjem til sit hus i Samuelsgade 32, og lod sin husholderske Abelone tilberede sig en portion linsesuppet med saltpetersyret brød til. Hun var ellers bedre til skipperlabskovs. Men hverken skovs eller labber var til at opdrive i Palæstina på daværende tidspunkt.

Men inden retten var sat på bordet, kom Jesus forbi med en postpakke til Jerusalem Øst. Som en god ven af huset gik han ad køkkenvejen, og måtte derfor høre på Abelones beklagelser over madrationeringen.

"Kein Problem!" udbrød frelseren. "Se i gryden på ildstedet derhenne, og du vil finde skipperlapskovs nok til resten af måneden!"
"Jamen Jøsses da!" udbrød Abelone. "Nu troede én at man havde lavet linsesuppe, og nu der minsæl en hel grydefuld skipper. Så må do da også få porsjon med, bette Jesus."
Og Jesus sagde, idet han udbrød:
"Lad dette velsignelsesrige måltid være til ihukommelse for Herren og hele hans folk."
"Ja, det ska' vi nok! Men spis nu inden maden bliver kold!" svarede den lykkelige husholderske.

Knud, sendebudet, sagde ikke så meget. I stedet prøvede han at fjerne en klat labskovs fra sit ærme med en tøjserviet. Endelig sagde han forsigtigt, idet han spurgte: "Hvad betyder ihukommelse?"

Knud var altså hverken Gud eller søn af samme - skønt man dog kunne sige at han var hans grandnevø. Men han var dog i stand til at udføre mirakler i mere beskeden omgang: En bulden finger, en nedgroet tånegl, samt tømmermænd, når det havde gået vildt for sig i den lokale synagoge. Endelig kunne han også i en snæver vending skabe flødeboller om til skumbananer.

Han kurede også nabokonen, den kvieøjede Sarah, for ufrivillig barnløshed. Da barnet, en dreng, var meget smuk, var hendes mand Gipotefar overbevist om at det var hans egne arveanlæg, der var årsagen til det gode resultat.

Er denne her beretning nu sand? Og hvad der grundlaget for at den er det? Det kan jeg godt sige Dem: Det er en beretning jeg selv har udtænkt, og som følge heraf må den være sand. - Kom så med den Nobelpris!