Det er en kendt sag, at Danmark kom med isen fra Norge. Da isen trak sig tilbage, blev Danmark liggende. De første mennesker i vort land var stenalderfolk, endda ældre stenalderfolk - ikke fordi de var ældre end de yngre stenalderfolk. Men man siger "den ældre stenalder" for ikke at forveksle denne med den stenalder der er yngre.
Der levede ikke så mange mennesker dengang. Men de vidste ikke bedre, så de troede selv de var mange. De boede i stammer - dog ikke i trestammer. ligesom spætter. En stamme kan nemlig også være en gruppe på omkring 37 mennesker, der lever sammen i et lille samfund. Dette samfund bliver gerne ledet af en person man kalder for høvding. Man kan også kalde ham for formand eller fører. Nogle steder havde man matriarkatet, og så var det en kvinde der var høvding. Hun blev da som oftest kalder ypperstepræstinde, for det lød nemlig af noget. Hun havde tit direkte forbindelse med guder, og tit sås hun drikke en Thorpilsner sammen med Odin.
Det er ikke let at vide hvorfor stenalderen kom før bronzealderen og jernalderen, for det kræver trods alt en del intelligens at kunne få noget fornuftigt ud af sten. Jeg mener da at sådan noget som jern næsten giver sig selv. Det vilde i virkeligheden have været det fornuftigste, hvis vi var blevet i stenalderen. Så havde vi sikker set både tog, biler og computere, der var lavet af sten - for ikke at tale om sko og underbukser.
I stenalderen gik man udelukkende klædt i skind, på varme dage kun sit eget. Men ellers lavede man tøj skindet af de dyr man nedlagde, fx okser, vildsvin, hjorte, rådyr, dådyr og fordyr... Men skindet bedrager som bekendt, og det var der mange der var kede af. Og så snakkede de tit sammen ved bålet, om hvor kede af det de var, og så begyndte de at græde i kor. Således opstod bluesmusikken.
De kunne heldigvis også finde på at grine. Desværre har vi intet grin bevaret fra stenalderen. Men heldigvis har vi de mange skeletter og hovedskaller - og de ser som oftest meget grinende ud. Så de har sikkert moret sig meget dengang. Det var nemlig også sådan, at når de havde jamret længe nok over de sociale forhold i den konkrete stenalder, slog gråden over i latter. Det kender vi jo godt for os selv - og mennesket af i dag er genetisk set ikke til at skelne fra stenaldermennesket. Det gælder til en vis grad også for kvinder og børn.
Vi må heller ikke glemme Ertebøllekulturen. Den kom efter jægerstenalderen. Det var en meget rig tid hvor alle boede med udsigt til vandet, spiste østers hver dag og gik med pels. Det er også fra den tid vi kender køkkenmøddingerne - mit køkken ligner også tit en mødding. men det er selvfølgelig noget andet. Mit barndomshjem lå i nærheden af Ertebølle. Og vi børn legede ofte tagfat mellem køkkenmøddingerne. - Pas nu på ikke at grise jer til, advarede de voksne - men det gjorde vi nu alligevel. På denne måde føler jeg mig særlig forbundet med Ertebøllefolket.