Når jeg er ude i verden
i den eller hin mission,
slår jeg mine pæle i jorden,
rejser min egen bastion.

På hotel jeg åbner kuffert
og kalder et værelse mit,
og derfra så udgår min verden,
som omfatter stort eller lidt.

Mig undrer de høje bjerge,
betager den dybeste kløft;
jeg skuer de mægtigste vande,
ser blomster i skovvejens grøft.

Jeg nyder udsprungne træer,
som hjemme endnu ej har blad,
en forsmag på forårets varme,
det gør mig så længselsfuld glad.

Dog altid sander mit hjerte,
der findes vel ikke den plet,
hvor jeg hører så meget hjemme,
som på Ishøjs kulørte pallet.