Det er en ting, som desværre alt for mange har i tankerne, specielt unge.
Nogle gør alvor af det, andre truer ”kun” med det. Det kræver en del mod, at føre tankerne ud i livet, for når man først har besluttet sig for, at NU skal det være, kommer man måske til at tænke på sine nærmeste; vil de savne mig? Vil de forstå, hvorfor jeg gør det? Vil de nogensinde tilgive mig for det? osv. i den dur.
Nogle får den idé, at hvis de nu bare skriver et afskedsbrev, så tilgiver de mig nok, eller måske vil de forstå mig så.
Når jeg nu sidder og skriver alt det her, er det fordi, jeg selv er en af de unge, som har tankerne omkring selvmord i hovedet.
Jeg er blevet reddet mere end én gang.
Den ene gang skrev jeg et afskedsbrev, til en af mine bekendte. Hun læste mellem linierne, og forstod hvad jeg havde i tankerne.
Der kom en mail tilbage fra hende ret hurtigt:
”Jeg vil på ingen måde prøve at stoppe dig, jeg hverken kan eller vil forhindre dig i at gøre noget, hvis det er det du vil?!
Hvis det er hvad du vil med dit liv, vil jeg kun sige; gør det!
Men hvad vil du få ud af det?
Kan jeg ikke få dig til at fortælle mig, hvordan du forestiller dig det er at dø? Hvor kommer man hen? Er det et godt eller dårligt sted?
Hvem er med til din begravelse? Hvilke salmer bliver der sunget? Hvem vil savne dig? Hvem vil tilgive dig?
Jeg håber og tror, at du læser den her mail, at du ikke gør alvor af det!
Hvis du svarer mig tilbage, og siger, at ingen vil savne dig, kan jeg ikke give dig ret!
Selvom jeg aldrig har mødt dig, og nok aldrig kommer til det, vil jeg komme til at savne dig utrolig meget!
Jeg holder af dig, rigtig meget, lige meget hvad der vil ske, lige meget hvad der er sket!
Jeg kender hele din baggrund, jeg ved hvorfor du er som du er, men netop det, gør dig til noget særligt for mig!
Du har turde at fortælle mig om dig selv, åbnet dig op for mig, jeg er en af de eneste som kender dig bag facaden, og det er med til at jeg holder så meget af dig!
Jeg vil blive meget ked at, hvis den mail du sendte mig, bliver den sidste fra dig, og er ikke sikker på at jeg kan tilgive dig for at gøre det, selvom jeg ved hvorfor du gør det…
Jeg vil virkelig savne dig, vores lange mails og snakke.
Tænk dig om endnu en gang, jeg beder dig !”
Da jeg læste hendes brev, sad jeg med tårerne løbende ned ag kinderne, for hvordan kan hun sige hun vil komme til at savne mig? Jeg er sgu da ikke værd at savne!
Jeg skrev en lang mail tilbage til hende og svarede på hendes spørgsmål. Det havde hun bestemt ikke regnet med at jeg ville, men hun var glad for det!
I dag har jeg stadig tanker om, at det er nok det nemmeste! Brevet her er fra marts mdr. i år, mine tanker om selvmord er ikke blevet færre, men de er blevet anderledes, for hun har virkelig givet mig noget at tænke over!
Måske er der vitterlig nogen som vil komme til at savne mig…
Jeg ved, at for at gøre selvmord i dag, skal jeg virkelig langt ud, længere end jeg er nu, trods at jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde for tiden!
Tilgiv mig den dag hvor I må lægge blomster på min grav, tilgiv mig for hvis det bliver snart...