- Har du set det? Sølvpailletterne glimter under himlen.
Nej, du kan ikke se noget der nede fra hullet. Det er solen, den maser sig på. Mærker du suset?
Jeg ved det godt, det overdådige brød du dig ikke om, suset i de høje træer.
Du elskede de små sarte klokkeblomster, vintergækkerne og lærken.
Hvad siger du?
- Jeg holdt jo også af dig.
- Nogen skulle du jo holde af. Du stjal min frihed.
Jeg kunne brække mig, når du stod der med angsten og hele din forbandede afmagt i øjnene. Du sagde til dem. - Kan I ikke holde lidt øje med hende.
Du var skrøbelig og hård - mest mod dig selv. En sær blanding - i øvrigt.
Det var strengt forbudt at gøre dig ked af det, sagde de.
- Jamen, lille skat, jeg var jo syg.
- Det ved jeg godt. Du behøver ikke råbe.
Råber du ikke? Er det mig, der råber?
Nej, nej, du må ikke græde mor. Jeg savner dig, det ved du godt.
Det er så mange år siden, du forsvandt.
Men din ånd, den levede videre de næste atten år. En stor, kraftig, dominerende støtte, der forfulgte mig over alt indtil far døde.
Er du klar over, at alle de år gik jeg og gjorde alt det, jeg troede, du mente, jeg skulle gøre. Du kunne godt have fortalt mig, at mellem ordene lå der en anden sandhed end den, du fortalte mig om.
Du skal gøre som de siger! Sådan sagde du.
- Undskyld!
- Det er sandelig ikke den del af dig, jeg savner. Vorherre bevares!
Jeg savner din fortælleglæde, din sans for det æstetiske. Din lille varme, runde, sammensunkne krop og forklædet der strammede over maven. Den lune hule, der i årevis bar rundt på små, nye, håbefulde individer. Jeg nød at mærke dig, når du fortalte dine historier. Det var vidunderligt.
Var det skolelærer han var, ham den anden?
- Jeg var ikke god nok til ham.
- Du var for god til far.
Han sugede næring af dig, så du svandt ind og blev til ingenting. Så gjorde du dig afhængig af ham.
- Anne, Anneee!
- Jeg er her. Men der er ved at blive koldt. Solen er på vej ned, den går i rødt. Jeg bliver nødt til at knappe jakken og rejse mig.
Mine ben er som stivelse. Din gravsten er isnende kold at sidde på.
- Du går vel ikke endnu. Der er lige noget, jeg skal sige dig først. Anne, du valgte jo også de forkerte mænd.
- Det ved jeg godt mor, og jeg havde muligheder, som ikke var dig beskåret. Jeg ved det godt.
Farvel, mor, vi ses snart igen.