Sort & hvidt
   - Flyt dig dit... dit...kæmpe firben. Du skygger for lyset. Jeg kan ikke læse.
   Adser kiggede anklagende på Daktílí igennem sine tykke runde brilleglas der forstørre hans øjne til det dobbelte, så han lignede et kæmpe insekt med skæg og iført hvid kåbe.
   Daktílí fnøs forarget. Nu var det syvende gang indenfor en time at han var blevet kaldt for et firben. Man skulle tror at en troldmand som Adser kunne finde på nogen lidt mere varierende øgenavne. Daktílí skumlede. Hvis ikke Adser have været en af Excelsias venner havde han ædt ham for fem firben siden.
   Daktílí trampede længere ind i Solarnís tempel og Adser mumlede åndsfraværende.
   - Lad være med at trampe så hårdt. Du støver.
   Daktílí fnyste endnu engang og smed sig mere tungt end nødvendigt ned på det stenbestrøede marmorgulv.
   Adser mumlede endnu engang vredt, da han fik en lille sten i hovedet.
   - Mange tak. Det manglede bare.
   Efter disse ord var han igen helt væk i den gamle bog.
   Daktílí vidste godt at bogen var vigtig, men han kunne ikke forstå at nogen kunne blive så opslugt af noget så støvet og kedeligt som en bog.
   Han døsede langsomt hen ved tanken om bøger. Det havde været en lang nat og dag.
   Pludselig sansede han vibrationer i marmorgulvet og hans skarpe hørelse opfangede hovslag fra en hest.
   Han løftede hurtigt hovedet og rejste sig op.
   Hesten havde kurs direkte imod dem.
   Han begyndte at gå hen imod templets åbning og Adser kiggede vrissent på ham, hvorefter han med en mumlen endnu engang begyndte at læse.
   - Restløse krybdyr.
   Daktílí opfattede det nye øgenavn, men lod bare Adser vende uforstyrret tilbage til bogen. Det var muligvis en kedelig bog, men dens indhold kunne muligvis redde verden og for øvrigt havde han ikke lyst til at have en overivrig gammel troldmand løbende omkring benene. Han kunne selv klare denne uventede gæst.
   Daktílí nåede hen til tempelåbningen, men holdt sig i skyggerne indeni templet, hvor han kunne kigge ubemærket ud.
   Til hans overraskelse fik han øje på en mandlig kentaur. Han kom lige imod templet i galop. Da kentauren slog over i trav faldt han tilsyneladende, over en af de hvide sten der ikke var indenfor hans rækkevidde. Daktílí iagttog ham med endnu større overraskelse. Hvis dette var en spion udsendt af Sir Devillis var det en meget klodset en.
   Kentauren kom på benene igen og forsatte i forsigtig skridtgang sin kurs imod templet.
   Han stoppede et stykke væk fra åbningen og Daktílí betragtede ham opmærksomt, da han nervøst trippende forsøgte at se ind i det mørke tempel.
   - Er der nogen ? Øhhh... Excelsia har sendt mig. Mit navn er Dísío.
   Adser løftede hovedet fra bogen, da han hørte Excelsias navn.
   Han var lige ved at råbe, men nåede at stoppe sig selv i sidste øjeblik. I stedet for rejste han sig og gik lydløst hen ved siden af Daktílí.
   Han kiggede ud i lyset og fik øje på en smuk mandlig kentaur.
   Han daskede hårdt til Daktílí. Ømmede sig indvendig over den hånd der havde ramt Daktílís hårde gyldne skæl og råbte.
   - Dit tåbelige firben. Har du hjerne som en kylling? Kentaurer slutter sig ikke til mørkets side. De er drømmere og værner om deres privatliv og de landområder de allerede bosætter. De forsøger ikke at erobre nye.
   Daktílí kiggede fornærmet ned på Adser, men Adser var allerede på vej ud af templet.
   Daktílí surmulede. Der var ikke noget i vejen med at være forsigtig. Det var en mægtig fjende de var oppe imod.
   Adser trådte ud af templets mørke og bukkede klodset for kentauren.
   - Mit navn er Adser. Hvad var det du, sagde dit navn var?
   Dísío var holdt op med at trippe nervøst, da den gamle hvide menneske troldmand trådte ud af templet, men begyndte på det igen, da han hørte troldmandens navn..
   - Mit navn er Dísío. Jeg har hørt om dem. De er den store troldmand Adser. De svages beskytter... ham der kæmper imod overmagten og vinder.
   Adser viftede utålmodigt med hånden.
   - Ja Ja... og drager er forvoksede mistroiske firben med kyllingehjerner. Du sagde, at Excelsia havde sendt dig. Er hun oppe på Sir Devillis palads?
   Dísío nikkede alvorligt.
   - Ja jeg mødte hende oppe på paladset.
   Hun reddede mit liv med sin vidunderlige latter og da jeg blev eskorteret udenfor sad hun, så vidt jeg ved stadig i balsalen ved Sir Devillis side.
   Adser nikkede forstående, men han var bekymret for Excelsia. Hun havde løbet en stor risiko, da hun havde taget sin magiske latter i brug. Hvis hun ikke snart var tilbage blev ham måske nødt til at tage på en redningsaktion.
   Adser sukkede.
   Han var for gammel til dette.
   Adser rettede sin opmærksomhed imod Dísío.
   - Lad os gå indenfor og du skal ikke tage dig af den skulende drage lige indenfor. Han er bare et firben med storhedsvanvid.
   Dísío fulgte efter Adser ind i templet.

Resten af banketten gik fint efter Excelsias mening. Hun lo ofte for at holde fortryllelsen ved lige. Hun havde endda lært Sir Devillis fornavn at kende, da han forgabt havde bedt hende om at kalde ham Taico og sige du. Dog var han begyndt at blive lidt for nærgående. Hun havde ikke tal på, hvor mange gange hun havde været nødt til at ryste hans stor hånd af sig. Denne gang lå den på hendes skulder og hun rystede den irriteret af sig, imens hun smilede sødt til Sir Devillis.
   Pludselig rejste Síleon sig og gik hen foran Sir Devillis.
   - Jeg ønsker at trække mig tilbage herre. Kunne jeg få tilladelse til dette?
   Sir Devillis kiggede skeptisk på ham, men nikkede så og begyndte igen at stirre henført på Excelsia.
   Excelsia ænsede ham ikke. Hun kiggede uroligt efter Síleon og hendes hjerte nærmest skreg til hende, at han havde brug for hjælp. Hendes hjælp.
   Hun rettede et smil sin opmærksomhed imod Sir Devillis igen.
   - Kære Taico. Du vil vel ikke have noget imod, at jeg også trækker mig tilbage nu. Vi hvide elver troldkvinder har jo brug for vores søvn.
   Hun efterfulgte sin lille tale med en latter, som hun måtte kæmpe hårdt for ikke skulle lyde tvungen og Sir Devillis nikkede forblændet til hende.
   - Selvfølgelig min kære Excelsia. Jeg vil straks tilkalde Gillis, så han kan følge dig tilbage det hvide værelse.
   Excelsia lo endnu engang og kiggede intenst på Sir Devillis med sine stor blå-lilla øjne.
   - Det er skam ikke nødvendigt kære Taico. Jeg kan godt finde tilbage på egen hånd.
   Sir Devillis nikkede og Excelsia smilede sukkersødt til ham, imens hun hurtigt trak sin spinkle hånd væk fra, den store bhånd han havde lagt over den.
   Sir Devillis sukkede.
   - Jamen så må du have en forsat god aften.
   - Jeg skal forsøge Taico, men det vil ikke være det samme uden dit charmerende selskab.
   Sir Devillis øjne lyste op.
   - Jeg gør dig med glæde selskab.
   Excelsia sank en klump af nervøsitet og opsendte endnu en lille latter.
   - Jamen så ville jeg jo slet ikke få noget af den søvn, jeg mangler.
   Excelsia rejste sig fra sin stol. Hun kunne fornemme, at hun ikke havde mere tid at spilde og hun kunne ikke vente med at komme væk fra Sir Devillis. På trods af hans klæbrige charme kunne hun mærke ondskaben der pulserede i hans åre og nærmest bølgede ud imod hende.
   - Jeg ønsker dig og resten af selskabet en forsat god aften.
   Hun gik udenom bordet med et stort smil klæbet på ansigtet og lo derefter hele vejen ud af salen.
   Hun var nødt til at opfriske fortryllelsen, så godt hun kunne. Når den blev brud ville der blive problemer. Hun var ikke sikker på, at Sir Devillis ville holde af mindet om sig selv der smilede fjoget til hende, imens han bad hende om at kalde ham ved fornavn, eller da han tilbød at skære hendes mad ud for hende og smage på den først, for at sikre sig at den ikke var forgiftet.
   Da hun var kommet ud af salen gik hun et stykke hen af den dunkle gang, hvorefter hun hurtigt kiggede sig omkring og trådte ind af en åbning til et mørkt værelse.
   Da hun var kommet lige indenfor stillede hun sig op af væggen på den ene side af døren. Hun lukkede sine øjne og koncentrerede sig, alt hvad hun kunne om Síleon.
   Hendes sind susede igennem mørke tunneler, men ved hjælp af deres fælles magi fandt hun ham hurtigt.
   Han befandt sig i et mørkt lille værelse, som hun regnede med var hans. Han sad på en smal briks, som var det eneste møbel i rummet udover et bord og en stol. I mellem hans slanke fingre var en lille flaske.
   Excelsia gav et forfærdet gisp fra sig. Han ville tage sit eget liv.
   Det kunne hun ikke lade ham gøre. Liv var helligt.
   Hun samlede sin koncentration endnu mere og mumlede et par ord på det gamle sprog. Da hun åbnede øjnene igen stod hun i et hjørne af Síleons værelse. Det havde været tæt på, at hun var landet i den sorte marmorvæg. Det var det farlige ved at transportere sig et sted hen med magi, hvis man ikke kendte de omgivelser man tryllede sig hen til. Man kunne nemt lande et ubehageligt sted. Hun huskede de drabelige fortællinger, hun havde hørt i sin lærlinge tid. Historier om troldmænd der var landet i vægge og en enkelt historie om en troldkvinder der var landet oveni en minotaurer og havde været nødt til at leve resten af sit liv som hans andet hoved.
   Excelsia trådte ud af skyggerne i hjørnet.
   - Síleon. Hvad er det du gør?
   Síleon gav et sæt fra sig og kiggede overrasket på hende, men så blev hans blik koldt.
   - Det er ikke din sag.
   Han rettede endnu engang sit blik imod den lille flaske i sine hænder.
   Excelsia følte sig et øjeblik magtesløs, men fik så en ide. Hun var bare ikke sikker på at det var en særlig god ide, men hun kunne ikke se nogen anden udvej, hvis hun ønskede at redde Síleon fra ham selv og det mørke der trak i ham.
   Hun kiggede strengt på Síleon.
   - Det er min sag, fordi jeg har brug for din hjælp.
   Síleon kiggede foragteligt på hende.
   - Hvad skulle du. En hvid troldkvinde ønske min hjælp til?
   Excelsia tog en dyb indånding. Når hun havde sagt dette var der ingen vej tilbage.
   - Jeg har brug for din hjælp til at bekæmpe den gud der har dræbt Salinara og nu vil sende sin død ud over resten af verdenen.
   Síleon kiggede først overrasket på hende, men hans blik blev blik blev hurtigt mistænksomt.
   - Guderne forlod denne verden for lang tid siden.
   Excelsia kiggede trist på ham.
   - Ja, men nu er en vendt tilbage og det er den værste af dem alle. Guden Gravillis
   Síleon kiggede forfærdet på hende og huskede så tilbage. Han huskede den tekst, han havde læst for over et århundrede siden i Salinaras magiske bibliotek.
   Han huskede, det skræmmende billede der viste et dødt landskab og de døde væsner der dækkede jorden. Hans fantasi malede hans forældres ansigter på to af de døde elvere der havde været på billedet.
   Han prøvede at huske resten af teksten i bogen og pludselig sprang noget frem i hans hukommelse.
   - Du vil forsøge at tilkalde guden Solarní.
   Excelsia kiggede overrasket på ham.
   - Hvordan vidste du det?
   Síleon kiggede hånligt tilbage på hende.
   - Det er jo det du skal bruge mig til. Så vidt jeg husker lød teksten således...
   Excelsia kiggede på Síleon imens han forsøgte at huske.
   - ... Sort og hvidt forenet i en cirkel af ild. Kun den største fare kan forene de to. Kun den største trussel vil tilkalde Solarní, lyset og livets gud.
   Excelsia kæmpede forgæves for at skjule sin forbløffelse og Síleon lo glædesløst.
   - Du har ikke læst hele bogen. Du har også altid haft en tendens til at springe de mindre interessante dele over.
   Excelsia knugede vredt sine hænder.
   - Jeg følte ikke, at jeg havde tiden til det, men Adser er i gang med at læse den i dette øjeblik.
   Síleon blik blev eftertænksomt.
   - Adser... Den hvide menneske troldmand Adser der bor her i byen?
   Han nærmest spyttede ordene "hvide" og "menneske" ud.
   Excelsia nikkede i visheden om, at hun nu havde dødsdømt Adser og sig selv, hvis ikke Síleon ønskede at hjælpe. Hun håbede ikke, at hans hjerte var så koldt og sort endnu.
   Excelsia skævede til den lille flaske, som Síleon stadig holdt imellem sine lange slanke fingre.
   Det der var i flasken hvirvlede rundt i sorte og grønne farver.
   Hun genkendt med et chok den giften.
   Den elver troldmand der havde været Síleon og hendes læremester var blevet myrdet med denne gift.
   Hun rettede forfærdet sit blik imod Síleons ansigt i håbet om, at hun ville finde et andet svar der. Han smilede hånligt til hende.
   - Regner du det først ud nu?
   Selvfølgelig var det mig der myrdede ham. Han havde en kraft, som jeg begærede og den eneste måde jeg kunne få den var ved at slå ham ihjel.
   Excelsia fik tåre i øjnene.
   Síleon havde tjent mørkets længe før, hun havde været klar over det. Hun huskede, at de havde trøstet hinanden efter læremesterens død. Han havde bedraget hende.
   Síleon lo koldt.
   - Ja, nu indser du det endelig. Nu hvor du ikke kan takke nej til min hjælp.
   Excelsia vidste, at han havde ret. Der var ingen anden vej. Hun blinkede tårerne væk og skjulte sin fortvivlelse, hvorefter hun trådte hen og lagde sin ene hånd på Síleons arm. Det kriblede i hendes finger og hun havde mest lyst til at trække hånden til sig igen.
   - Jeg regner med, at dette betyder ja til, at du vil hjælpe os. Vi må af sted nu. Min latterformular virker ikke så lang tid.
   Hun syntes allerede, at hun kunne hører støvletramp og arrige stemmer.
   Síleon rejste sig med et iskoldt smil på læberne og puttede giften i en af sine skjulte lommer. Hun ville have foretrukket, hvis han havde efterladt den, men hun sagde ikke noget. Der var ikke tid. Hun tog bare hans kolde hænder i sine.
   De kunne nu med sikkerhed høre støvle beklædte fødder løbe op ad en trappe fulgt af vrede stemmer.
   Latterformularen var med sikkerhed holdt op med at virke.
   En hånd beklædt med en jernhandske bankede hårdt på døren ind til dem. Hun kunne næsten se de huller knospidserne lavede i den.
   - Sort troldmand Síleon. Åben denne dør i Sir Devillis, din herres navn.
   Excelsia rettede sit nervøse blik imod Síleon. Deres tid var næsten løbet ud.
   - Sig efter mig.
   Síleon kiggede hånligt på hende, men Excelsia ignorerede det og begyndte at mumle hurtigt på det gamle sprog. Síleon fulgte hende uden tøven, ligesom han havde gjort førhen.
   Deres omridse begyndte at flimre, som tusindvis af stjerneskud. Lyden af noget tungt der ramte døren rungede i værelset, men der var ikke andet end luft hvor Excelsia og Síleon før havde stået.
   Døren til det mørke kammer blev slået ind med en knasende lyd, da træet splintredes.