Dragevarsel
   Charmina løb, alt hvad hun kunne. Skællet nærmest sydede imellem hendes fingerspidser. Det var som om hadet voksede i det og hun frygtede hvad det kunne betyde.
   Hun smuttede ind og ud imellem de folk, som færdedes i gaderne. Flere råbte vredt efter hende, når hun stødte ind i dem.
   Selv dem hun ikke stødte ind i kiggede forundret eller mistænksomt efter hende, men for en gang skyld var hun ligeglad.
   Charmina havde det som om deres tid var blevet forvandlet til sand i et timeglas og det løb meget hurtigt ned i bunden af glasset. Deres tid var ved at løbe ud.
   Hun masede sig ind i borggården. Den var fyldt med mennesker og hun havde lyst til at skrige af bare frustration.
   Det ville tage hende en evighed at nå frem til sin far og sandet løb stadig. Løb imod deres undergang
   Charmina kiggede fortvivlet op imod vinduet til sit værelse og der stod han. Hendes far var lige der. Så tæt på, men alligevel alt for langt væk.
   Hvad skulle hun dog gøre. Hvis bare hun kunne komme op til ham lige så hurtigt, som man kunne blinke med øjnene.
   Hun blinkede for at tvinge fortvivlelsens tårer tilbage.
   I samme øjeblik forsvandt Charmina fra borggården og sekundet efter stod hun foran sin far. Hun nåede kun lige, at undre sig over det hun havde gjort, før hendes far trådte hen til hende, greb hende hårdt om overarmene og begyndte at ruske hende, imens han råbte. "Hvad er det du har gjort? Hvorfor? Hvorfor?"
   Charmina kunne se, at han var rasende, men under raseriet lå der en dyb frygt, som om hans værste mareridt var blevet til virkelighed.
   Hun måtte få ham til at forstå. Sandet løb stadig hurtigt igennem timeglasset.
   "Far! Far, jeg er bange for, at vi er i fare."
   Han begyndte at ruske hende endnu mere voldsomt.
   "Ja vi er i fare. Du har jo lige afsløret dine evner. Hvad har du gjort! Hvorfor? HVORFOR!"
   Charmina forsøgte at ryste på hovedet. Det var jo ikke den virkelige fare.
   Hendes hovedrysten blev til en mellemting af at ryste på hovedet og nikke, fordi han stadig ruskede hende. "Nej far, du må forstå... det er dragerne. Jeg havde en drøm for nogle dage siden og nu fandt jeg dette ude ved skovbrynet."
   Hun fik med besvær hævet skællet op foran sin fars ansigt, men det var, som om han ikke kunne se det. Som om han kunne se lige igennem det eller kun kunne se udenom det.
   "Hvad du end har drømt eller fundet kan det ikke være vigtigere end dette. Hvorfor?"
   Charmina kiggede fortvivlet på ham. Hans øjne var fyldt med sorg og frygt. Hvorfor blev han ved med at spørge, når han alligevel ikke ville høre svaret? Hvorfor kunne han ikke forstå, at det hun ville vise ham var så meget vigtigere end hende?
   Nå, men hvis han ikke selv ville lytte blev hun nødt til at tvinge ham. Han skulle lytte.
   "Far det er et sort drageskæl. Prøv at røre ved det."
   Hun pressede i desperation skællet imod hans pande og sekundet efter lignede han en mand, som var blevet slået hårdt oveni hovedet med hendes morfars stok. Meget hårdt.
   Han slap hende og vaklede et skridt baglæns. Hun vaklede med, fordi det var som om skællet havde klistret sig fast til hans hud.
   Charmina blev helt bange for, at hun havde gjort ham fortræd og fjernede hurtigt skællet fra hans pande. Hun ville jo bare have, at han skulle lytte.
   Hans forfærdede blik var stift rettet imod skællet og hun kunne fornemme, at hendes far nu var virkelig bange. Rædselsslagen. Da han talte var hans stemme hæs og usikker. "Hvor var det du sagde, at du havde fundet skællet henne?"
   Hun kunne ikke stoppe den glæde, som pludselig blussede op i hende. Det var absolut ikke tiden til at være glad, men hun kunne ikke stoppe følelsen.
   Nu var han endelig klar til at lytte til hende.
   "Jeg fandt det i skovbrynet. Skællets ejermand har holdt øje med byen og..."
   Charminas far afbrød hende med et fjernt blik. "Vi er blevet udspioneret. Det må være kongen af Silvisan, som planlægger et angreb. Han må have hørt, om de problemer vi har haft med vores drager."
   Hun rystede hektisk på hovedet. Forstod han da ikke. Det var dragerne, som hadede dem. Ikke andre mennesker. I hvert fald ikke denne gang.
   Charmina var begyndt at blive så ophidset, at hun lød helt forpustet, da hun talte.
   "Nej far. Du tager fejl. Det er dragerne. Forstår du da ikke, at vi har behandlet dem forkert. Vi har undervurderet deres intelligens og kræfter."
   Hendes fars fokuserede endelig på hende igen og et kort øjeblik tillod hun sig at håbe, men håbet blev knust sammen med hans første ord.
   "Sikke noget vrøvl, men med hensyn til kræfter så bliver du nødt til at skjule dig. Jeg ved godt, at du brugte dine evner til at advare mig, men du vil alligevel blive straffet."
   Charmina skulle til at protestere, trampe i gulvet, skrige eller et eller andet vildt, men hans faste blik fik hende til at forblive tavs.
   "Tag ud i skoven igen. Gem dig i den gamle dragehule. Jeg kommer ud til dig, når vi har planlagt, hvordan vi skal slå angrebet fra Silvisan tilbage."
   Charmina fik endnu mere lyst til at skrige. Han forstod ikke. Hvorfor ville han ikke høre efter? Hvorfor ville han ikke erkende sandheden?
   Hun måtte fortælle ham om sin drøm. Så ville han helt sikkert forstå.
   "Men far min drøm..."
   Han rystede på hovedet. "Nej min pige. Vi har ikke tid. Du kan fortælle mig om den drøm senere. Brug nu din magi til at komme ud i skoven. Og mange tak for advarslen. Vi ses snart igen."
   Han kyssede hende hurtigt på kinden og strøg blidt håret væk fra hendes pande, hvorefter han vendte sig om og skyndte sig ud af hendes værelse.
   Charmina havde lyst til at græde. Han ville ikke høre på hende og alle andre ville brænde hende, nu hvor hun havde afsløret sine evner.
   Hun følte sig mere lille og ensom end nogensinde før.
   Hun måtte efter sin far. Hun måtte få ham til at lytte.
   På gangen udenfor hendes værelse opfangede hun pludselig vrede råb. De kom efter hende. Charmina blev nødt til at gemme sig, som hendes far havde sagt.
   Hvis hun skulle have mulighed for at tale med sin far igen måtte hun gøre, som han havde sagt, gemme sig i skoven og håbe på at han kom derud før dragerne angreb. Hun måtte få ham til at lytte.
   Sekundet efter var hun forsvundet fra værelset.