Dragehistorie
   Dengang verden var ny ...
   Længe før mennesket blev født regerede dragerne i verden.
   De var alle gyldne som den livgivende sol.
   De blev født samtidig med verden og så den vokse og udvikle sig.
   Ved hjælp af den dalende regn blev ufrugtbare tørre områder fulde af liv.
   Skove og enge skød grønne og saftige op af den nu fugtige sorte muld.
   Dragerne fulgte udviklingen med glæde og værnede omsorgsfuldt om hver eneste nye spire der rejste sig fra jorden.
   Den første blomst som brød frem af jorden var rød og da den foldede sine rubinrøde kronblade ud under solens varme stråler, skiftede den drage, som havde beskyttet den, farve til dens ære.
   Det var den første røde drage.
   Andre drager skiftede også farve.
   Nogen blev grønne for at hylde den fremgroende skov, som nu hastigt bredte sig over verdens landområder. Andre blev blå for at hædre den blå himmel, som lod dem svæve højt over jorden og gav dem den elskede følelse af svimlende frihed og for at hylde det livgivende vand, som faldt fra den selv samme himmel.
   Nogen blev hvide for at hylde vinteren, som gav et pusterum til alt levende, så det med ny energi kunne spire frem når fuglenes kvidren bekendtgjorde foråret og starten på en ny cyklus..
   Andre blev sorte for natten, da den ligesom dagen bragte liv og var en vigtigt del overgang i livet, og så var der dem som forblev gyldne, da man ikke måtte glemme solen, som havde givet dem alle liv.
   Tiden gik og skovene stod nu som kæmper over hele jorden og kunne selv beskytte deres nye skud.
   Dragerne beundrede deres grønne verden med de spredte farveklatter og følte, at de nu endelig kunne trække sig tilbage til deres fredelige kølige bjerge med de snedækkede toppe og frodige dale, men et nyt liv var blevet født i den grønne skov.
   Det første menneskebarn løb tumlende og leende igennem skoven. Trampede på de nye spirer og knækkede de friske skud.
   Dragerne betragtede med undren dette nye væsen i deres fuldendte verden.
   De så ham med sorg og rædsel skære sin første bue af et ungt træs stamme og så ham dræbe sit første dyr.
   De overværede fødslen af endnu et menneskebarn og frygtede med tilbageholdt åndedrag det nye barns grusomheder, men dette barn var anderledes end det første. Ansigtstrækkene var blidere og de så til deres glæde og lettelse, dette barn vokse op og vise venligheden i sit hjerte.
   De så hende pleje et kid, som havde mistet sin mor og de så hendes respekt for planterne, når hun duftede til blomsterne og kun plukkede, hvad hun skulle bruge for at overleve.
   De elskede dette barn og så i hende håbet og lyset.
   Dragerne samlede deres højeste råd og disse besluttede, at de to mennesker skulle føres sammen med håbet om, at den lille pige kunne lære drengen sin venlighed og kærlighed.
   På trods af at dragerne stadig tænkte på menneskene, som børn var de nu begge voksne.
   Sammenføringen af de to mennesker lykkedes og dragerne så til deres glæde kærligheden blusse op i drengen, men til deres forfærdelse omfattede hans kærlighed kun pigen og hendes kærlighed gjorde hende blind for hans fejl.
   De havde fejlet.
   Dragernes råd samledes endnu engang.
   Deres møde handlede for første gang ikke om andres skæbne, men deres egen.
   Det blev det længste møde, de nogensinde havde haft og diskussionen varede i flere måneder - til år, thi drager lever længe. Til sidst skiltes rådet efter at være nået til delvis enighed.
   Dragerne skulle trække sig tilbage.
   Verden skulle have lov til selv at leve og lære, men dragerne ville altid vente og hjælpe hvis det blev nødvendigt.