De ældste
   Den gyldne sol, som hendes farve hyldede, var gemt bag mørke skyer og det var trist og køligt i vejret på en måde, som aldrig før i hendes levetid.
   Solbjerget levede ikke op til sit navn, men hun måtte til sin fortvivlelse indrømme at der ikke rigtig var noget, som var helt, som det skulle være.
   Gíldíra trak med en kuldegysning, der mere skyldtes hendes indre end den ydre kulde, sine vinger tættere ind til kroppen og kiggede hen på RaRan.
   Han var den ældste af dem og lige nu var det ikke svært at se hans høje alder. Hans rubinrøde skæl så mere matte ud end nogensinde før. De var endda mere matte end dengang hans yngste datter forsvandt og den efterfølgende tid, som endte med hans mages død. Hun huskede selv smerten. Hans mage havde været hendes bedste veninde.
   RaRan så træt ud og hun vidste, hvordan han havde det. Det var ikke en fysisk træthed, men en som havde lagt sig tungt over hendes sind og bredte sig ud til den yderste vingespids.
   Det virkede alt sammen så håbløst.
   RaRan rømmede sig og hun kiggede igen på ham.
   Han havde rettet sig og begyndte at tale med en fast stemme, som ikke afslørede det mindste af hans indre kaos. "Lad os samles i en rundkreds og drøfte hvad vi skal gøre."
   Gíldíra havde lyst til at le glædesløst. En latter, som var frembragt af hendes dybe sorg, men hun gjorde det ikke. Tænk nu hvis hun ikke kunne stoppe sig selv igen.
   Hvad kunne de dog gøre?
   De var så få. Kun ni drager.
   Gíldíra gik ikke desto mindre ind i kredsen, som de andre var ved at danne. Så gjorde hun i det mindste noget. I stedet for bare at stå og trippe som en forvirret kalkun.
   RaRan kiggede efter tur på dem alle sammen og et kort øjeblik følte hun håbet i sit indre, da hun så hans selvsikre blik.
   Det var kun et lille håb, men ikke desto mindre var det der. Lå i hendes indre som et lille frø omgivet af kulde, som ventede på foråret og muligheden for at spire og vokse sig stort og stærkt.
   RaRan havde en eller anden plan og hun kunne ikke holde sine spørgsmål tilbage. "Har du en plan RaRan? Jeg mener Ældste. Ved du hvad vi skal gøre?"
   Han kiggede tavst på hende og hvis Gíldíra kunne rødme, ville hun have gjort det.
   På trods af sine mange tusind år havde hun lydt som en af de utålmodige unge. Hun havde endda tiltalt ham, som om det kun var de to der var til stede.
   "Jeg har en ide, men den indebærer at vi skal gøre noget, som aldrig er blevet gjort før. Derfor vil jeg gerne først høre hvilke forslag I har."
   Han havde ret. De måtte benytte den visdom, som de ældste havde samlet og ...
   Gíldíra lod sit blik glide over de to eneste unge iblandt dem.
   ... og lytte til de unge, da disse forstod begge sider og derfor muligvis havde en løsning, som de ældste ikke kunne se.
   En fredelig løsning.
   RaRan begyndte at tale igen og hun lyttede opmærksomt til ham.
   "Vi går kredsen rundt og starter til venstre for mig. Vi overvejer hvert forslag nøje og går ikke videre til det næste, før det vi diskuterer enten er blevet valgt eller fravalgt."
   Alle dragerne nikkede samtykkende og RaRan nikkede til dragen på sin venstre side. Det var en af de yngre drager. En flot blå handrage. Han begyndte tøvende at tale. "Først vil jeg gerne sige, at jeg forstår de andre unge, som ønsker krig, men jeg føler ikke at det er den rigtige udvej. Før jeg hørte din tale ..."
   Han kiggede sørgmodigt på RaRan.
   "... var jeg villig til at gå i krig med de andre, men dine ord talte sandheden til mit indre. Krig og hævn er ikke løsningen. Jeg må dog med skam indrømme, at jeg ikke kan komme på nogen anden udvej."
   Gíldíra lyttede til den unges ord og forstod ham. Hun havde heller ikke en eneste ide, hvilket hun lige så godt kunne sige med det samme, fordi hun var den næste i kredsen.
   "Du skal ikke skamme dig. Jeg har heller ikke noget svar."
   Det føltes godt at få det sagt og hun forsatte. "Jeg tror heller ikke, at jeg kan finde det, hvor lang tid jeg så end får til at tænke og vi har jo ikke lang tid. De unge vil ikke vente længe med at angribe."
   RaRan kiggede trist på hende og da han talte lød hans stemme træt. "Du har ret min ven. Jeg kan mærke deres vrede."
   Han så rundt på de andre.
   "Er der andre, som har det på samme måde som Gíldíra?
   De sænkede alle sammen blikket.
   Hun kunne mærke panikken vokse i sit inde. Den kvalte selvsikkert det lille frø, som var håbet.
   En af de andre drager hævede blikket igen og panikken trak sig kort tilbage, men den var der stadig. Ventede.
   "Jeg regner ikke med, at vi kan binde dem alle sammen med vores magi?"
   RaRan smilede trist til ham og hun kunne endnu engang mærke panikken sprede sig.
   "Nej desværre ikke. Vi ville ikke engang være nok, selv om vi ønskede at forsøge."
   Gíldíra rystede fortvivlet på hovedet.
   Ingen havde en løsning. Der var kun RaRan og han havde tydeligvis forbehold overfor sin egen plan, men det så ikke ud til at andre havde nogen ideer.
   Hun kiggede fast på ham. "Du må vist hellere fortælle os om din plan. Hvad den så end indebærer ser det ud som om det er vores eneste mulighed. Desuden svinder tiden hurtigt."
   Han sukkede og nikkede til hende.
   "Du har ret min ven. Jeg skal nok fortælle."
   Han kiggede endnu engang rundt på hver eneste drage i kredsen, før han talte. "Jeg kan ikke se nogen anden mulighed, end at vi hidkalder ånderne af vores forfædre og spørger om deres råd."
   Næsten alle dragerne gispede inklusivt hende selv.
   Var det hans plan?
   Ville han forstyrre deres forfædre? Dem som havde fundet hvile og aldrig måtte forstyrres.
   Næst efter drabet på en af sine racefæller var det den største synd de kunne begå.
   "Det kan vi da ikke."
   Gíldíra havde talt helt uden at tænke.
   RaRan kiggede træt på hende og hun kunne med lethed fornemme hans sorg. "Vi har vist desværre ikke andet valg. De vil forstå. De vil kunne hjælpe."
   Hvis dragerne havde troet på en højere magt ville hun nu have bedt til den. Bedt af hele sit hjerte. Tigget om tilgivelse, for det som hun allerede vidste de ville gøre.
   Måtte de blive forstået og tilgivet.