Sanseløst had
   Hvidara bed hårdt i nakken på den blå handrage, så hans varme blod fossede ind i hendes gab, imens hun med et kraftigt slag med halen slyngede mennesket på hans ryg skrigende imod døden under dem.
   Efter hendes mening var det en mere barmhjertig og let død end han havde fortjent.
   Hun mærkede til sin glæde en ny bølge af sort had strømme igennem sig.
   Handragen hvis nakke hun stadig holdt fast i sit gab kæmpede for at vende sig i hendes greb, så han kunne forsvare sig imod hende. Med et hårdt ryk brækkede hun hans hals og gav derefter slip på hans slappe krop, som styrtede ledløst til jorden.
   Hun lod sit blik glide rundt. Omkring hende i luften udspillede der sig flere kampe, men til hendes foragt så det ud som om de fleste af kampene ville ende med en slavebundet drage 0g dens rytter, som sejrsherre.
   De var bare mere vant til at kæmpe end de frie drager, som i mange tilfælde tøvede med at gøre skade på en anden drage.
   Nå, men det ville de bare blive nødt til at lære.
   Dette var alt sammen menneskenes skyld og de ville komme til at betale dyrt for deres forbrydelser, men hvis de frie drager skulle have bare den mindste chance for at vinde denne krig, så ville de blive nødt til at lære at dræbe og kæmpe for at vinde.
   En grøn hundrage med en rytter på ryggen kom lige imod hende. Mennesket sendte et blåt lyn imod Hvidara, som hun med foragt undveg.
   Så let skulle de ikke få hende.
   Med et rasende brøl susede hun imod den grønne hundrage som sendte sin ild imod hende.Hvidara undveg den med nøs og næppe, sendte selv sin ild af sted og da den grønne hun undveg den kastede Hvidara sig over hende og brække med et hurtigt ryk den grønnes nakke.
   Den tilfangetagne hun havde til Hvidaras tilfredshed ikke engang nået at opfatte noget, før det var for sent.
   Lynhurtigt inden hendes modstander begyndte at falde flåede Hvidara mennesket ud af sadlen. Han sprællede i hendes faste greb og skreg af smerte og skræk. Skrigene lød som musik i hendes ører.
   Hun flåede blodtørstigt hans hoved af og slugte det med tilfredshed.
   Derefter kiggede hun sig omkring for at finde sin næste modstander og opdagede flere af dem, som kom direkte imod hende.
   Først nu hørte hun de frie dragers brøl.
   De trak sig til hendes vred tilbage.
   De kujoner. Kampen var ikke slut endnu og så trak de sig tilbage.
   Hvis hun ikke ønskede at dø ville hun være nødt til at trække sig tilbage sammen med dem. Selvom hun var stærk ville hun ikke kunne tage kampen op imod menneskene og de tilfangetagede alene.
   Hvidara brølede af raseri og vendte om, for at følge efter sine kampfæller.
   Hun nåede dog kun et flyve et kort stykke, da hun pludselig mærkede en svidende smerte i den tynde hud på den ene af hendes vinger.
   Hun brølede af smerte og vendte sig rasende i luften, imod sin angriber. Det var en stor blå handrage, som lignede Daksí. På dragens ryg sad en triumferende mand.
   Hendes vrede steg til uanede højder og hun angreb i blindt hvidglødende raseri. Hun flænsede med sine skarpe klør handragens følsomme hals og slyngede rytteren af hans sadel med et kraftigt slag fra sin hale, da hun igen vendte om for at genoptage flugten fra de hastigt fremrykkende bydrager og deres ryttere.
   Hun brølende endnu engang af bar arrigskab.
   Hendes sårede vinge sved hver gang hun bevægede den, men den smerte var intet at sammenligne med den skam hun følte over at de trak sig tilbage.
   Det var meningen at deres sejr skulle have været let og hurtig.
   Hun brølede endnu engang vredt.
   Det var alt sammen menneskenes skyld.
   De ville komme til at betale dyrt.
   Hun ville fortsætte kampen i denne krig, indtil hun selv var død eller alle menneskene var udryddet. Sanseløst had brusede vildt igennem hende.
   Hun fnøs rasende. Og hvis drager døde undervejs var det et acceptabelt tab for den efterfølgende belønning.
   Alle krige havde ofre.