Dragens skjul
Charmina tog ikke direkte til skoven. Hun forblev i mørket i det ingenmandsland, som hun passerede, når hun skulle flytte sig fra et sted til et andet. Her var hendes krop gennemsigtig som et spøgelses og på en eller anden måde syntes hun, at det var passende at hendes krop nu var, det hun altid havde følt sig som.
Hun blev et stykke tid og forsøgte at tænke, men det var som om selve mørket gjorde det umuligt.
Charmina havde det som om nogen iagttog hende, men kort efter at hun havde fået denne tanke forsvandt den igen.
Hun måtte vel hellere tage til skoven. Tanken forsvandt.
Charmina var ved at blive nervøs. Ikke tænke. Handle.
Før denne tanke forsvandt helt lukkede hun øjnene og da hun sekundet efter åbnede dem igen var hun i skoven.
Hun stod i lysningen ved det gamle træ.
"Goddag gamle ven. Så er jeg her allerede igen."
Pludselig kunne hun høre larm over sit hoved. Tunge vingeslag, skrig, buldrende ild og svitsende magiske lyn.
Charmina kiggede op og drager i alle mulige farver kom flyvende over skoven.
Hun glemte alt om at søge skjul, men heldigvis var der ingen af dem, som kiggede ned.
Angrebet var begyndt. Hendes far vidste nu at hun havde haft ret. Hun var nødt til at gøre noget. Hun måtte tilbage til byen og hjælpe, men hvad kunne hun gøre?
Tårer begyndte at løbe ned ad hendes kinder.
Charmina kunne intet gøre. Hun var kun en pige og hendes far ville blive meget vred, hvis han altså stadig levede.
Byens befolkning ville ikke tøve med at fange hende selvom de var under angreb.
Hun sænkede modløst hovedet og begyndte at gå imod Dragegrotten.
Det eneste hun kunne gøre var at søge skjul, som hendes far havde givet hende besked på, men hvor var det dog svært.
Det føltes, som om hendes ben var lavet af bly og hver eneste lille del af hende skreg, at hun skulle gå den anden vej og hjælpe hvor hun end kunne, men hun bed tændere sammen og fortsatte i samme retning.
Pludselig kunne hun mærke et brusende had i sit indre, men det var ikke hendes eget had.
Charmina stoppede op og åbnede sin ene hårdt knyttede hånd.
Det sorte skæl blinkede ondskabsfuldt på hendes røde håndflade.
Hun havde glemt alt om det indtil nu. Hun kiggede trist på det et øjeblik og overvejede, om hun ikke bare skulle smide det væk. Der måtte være mange hadefulde skæl at finde på jorden nu.
Charmina lukkede igen hånden om skællet.
Nej, hun ville ikke smide det væk. Hun ville beholde det som et minde. Hvis menneskene overlevede denne krig ville det minde dem om deres fejl og måske forhindre dem i at begå dem igen.
Hun forsatte igen imod grotten, imens hun forsøgte, at overhøre kamplarmen der kom fra byen.
Snart fik hun øje på dragegrotten. Den havde fået sit navn, fordi man mente at der for meget lang tid siden havde boet en drage i grotten. Foran grotten stod det største og ældste træ i hele skoven.
Charmina gik rundt om den flere meter tykke stamme. Over hende raslede træets enorme grønne krone.
Hun gik hen til grotteåbningen og tøvede kun et kort øjeblik, før hun gik ind. En bred gang, som skrånede svagt nedad førte ind til en kæmpestor grotte med et hårdt jordgulv. Gangens vægge og gulv var mærkede af ældgamle kradsemærker, som meget vel kunne stamme fra en drages pigge og klør.
Den store grotte var helt tom, mørk og stille og da Charmina stod i midten af den følte hun sig mere ensom end nogensinde før.
Charmina kunne ikke længere høre larmen fra kampen over byen eller se dragerne, som susede henover skovens træer.
Hun fremmanede en lille gas blå ildkugle over sin ene hånd og løftede den højt over hovedet. Lyset fik mørket til at trække sig tilbage til grottevæggene.
Charmina gik hen til en af dem og lyset afslørede med det samme et godt stykke af den og en lille vandret sprække i stenen cirka halvanden meter oppe. Det var en ideel hylde og hun lagde skællet på den.
Charmina stod et øjeblik og kiggede tomt på det.
Hun måtte vel hellere begynde at indrette sig. Det var meget muligt, at hun skulle blive i dette drageskjul i lang tid.
Charmina sukkede og gik med hængende skuldre ud af grotten.