Det sidste møde
   Sorte skyer bredte sig med ildevarslende hast over den blå himmel og snart ville de nå og dække solen.
   RaRan kiggede med et suk op på den stadig klare sol og vraltede langsomt af sted, imens han løftede godt op i sine gamle vinger.
   Det føltes, som om de blev tungere for hvert år, eller måske var det bare årene som var begyndt at veje.
   Vejret passede efter hans mening til de begivenheder der udspillede sig omkring ham.
   Han frygtede, hvordan denne dag ville ende. Der var så meget vrede i luften og tidligere love og regler blev glemt og forsømt på grund af denne vrede og den altopslugende blodtørst.
   Hvad skulle det dog ende med.
   Forude kunne han se flere hundrede drager samlet. RaRan var den sidste og på trods af vreden ventede de med respekt på ham, fordi han var den ældste.
   Han tvivlede bare på, at der ville blive lyttet til hans ord og den visdom, som han havde samlet i sine mange tusind år.
   RaRan fik straks øje på sine hjemvendte børnebørn. Han vidste nu, at deres mor ... hans datter var død, men når han så på sin datterdatter var det næsten som at se hendes mor igen, men kun næsten. Fordi i barnebarnets øjne kunne han se det lurende had og vreden, som kæmpede for at komme ud og kun blev holdt tilbage af tynde bånd.
   Havde hans datters øjne set ud som hans børnebørns i de sidste år af hendes liv?
   RaRan sukkede dybt.
   Hans yngste datter var død længe før sin tid og han forstod de andre dragers vrede og frygt, men det de hungrede efter var ikke løsningen.
   Hævn var aldrig en løsning. I begyndelsen ville den måske dulme de mørke følelser, men i sidste ende...
   Det eneste den ville bringe med sig var mere død og fortvivlelse.
   RaRan gik ind i drageflokken og viftede kort med sine slidte vinger hvilket fik hans rubinrøde skæl til at blinke i solens sidste stråler, sekundet før den blev dækket af de mørke skyer. Han var større end alle de andre drager, for drager vokser hele livet og han havde levet meget længe.
   Han bredte sine vinger ud og sprang med et enkelt bask op på den klippe, som stod i dragernes midte og lagde sig tungt ned. RaRan rømmede sig hæst og sagde med kraftfuld stemme:
   "Lad mødet begynde."
   Straks begyndte alle dragerne at snakke og råbe i munden på hinanden. Han sukkede dybt og ønskede, at han havde retten og den påkrævede svindende intelligens til at kunne gå tilbage til sin hule og blive der, indtil han muligvis var den sidste overlevende drage.
   RaRan blinkede chokeret med øjnene.
   Hvad var det dog han tænkte?
   Han var nødt til at forsøge at tale de andre drager til fornuft.
   RaRan rømmede sig højlydt og de fleste af dragerne tav og kiggede afventende op på ham, men de mest stridbare drager deriblandt hans hjemvendte børnebørn forsatte med at råbe.
   Uopdragne ungdom. De havde meget at lære.
   RaRan brølede vredt og hans brøl var så fyldt med styrke, at det fik stenene okring dem til at sitre og de sidste drager til at tie.
   "For at hjælpe dem som ikke kende vores regler og dem som tilsyneladende har glemt dem vil jeg lige remse dem op. Der er ikke så mange så I skal tids nok få mulighed for at bryde dem igen."
   Han så strengt rundt på dem, men der var ingen som talte. Raran nikkede tilfreds.
   Måske var der alligevel en lille smule fornuft i de unge hoveder.
   "For det første. Vi råber og taler ikke i munden på hinanden. De som ønsker at tale sender røg ud igennem næseborene og venter til det er deres tid at tale. Alle der ønsker det, skal nok få lov til at tale i den rækkefølge de har meldt sig. Dog bør de yngre generationer stadig have respekt for de ældre og derfor vil jeg benytte mig af muligheden for at byde mine hjemvendte børnebørn velkommen hjem."
   RaRan rettede sit blik imod sin datterdatter og kiggede varmt på hende.
   "Du glæder mit gamle hjerte og øjne der har set så meget mit barn. Du ligner din mor og mormor så utrolig meget."
   Hans barnebarn kiggede genert ned i jorden, men før hun sænkede blikket havde han set den ukuelige vrede i hendes øjne.
   Hendes vrede var også rettet imod ham. Hun følte ikke, at han havde ret til at mindes hendes mor, hans datter, når han ikke havde gjort mere for at finde og befri hende. Hvis hun bare vidste...
   Han havde søgt og han havde fundet, for derefter at bringe det største offer nogensinde, for at bevarer freden og følge de gamle love.
   RaRan rømmede sig. "Lad endnu engang mødet begynde."
   De tre børnebørn sendte straks røgskyer op med så korte mellemrum, at det var lige før man ikke kunne se hvem der kom først.
   "Mit barnebarn, som har taget en mage og af menneskene har fået navnet Daksí må tale."
   RaRan kiggede mildt på den unge gyldne hundrage, som kiggede forelsket på sin nye mage. Gordia var hendes navn og han havde kendt hende, siden hun blev født og var lykkelig over hendes nyfundne lykke, men når han så på Daksís trodsige blik frygtede han, at den ikke ville vare længe.
   RaRan nikkede samtykkende til sit barnebarn, som derefter begyndte at tale med en smule tøvende og hæs stemme.
   "Menneskene er gået for ... langt. Mange af mine søskende er stadig ... fanget. De er slaver og kender ikke til ... ordet frihed. Tiden er kommet til at befri dem og tage hævn over menneskene."
   Mange af de andre drager nikkede mumlede for at støtte hans ord.
   RaRan følte sig så magtesløs. Han havde haft ret i sine forudanelser. Krigen ville komme og mange drager ville dø før den var ovre. Den fred, som havde kostet ham så dyrt havde kun været midlertidig.
   RaRan rettede sit blik imod en stor hundrage. Hun havde været hans mages bedste veninde. I hendes øjne kunne han også se sorg og fortvivlelse. Hun frygtede også hvad der ville komme.
   De unge drager forsatte deres vrede tale, men han hørte dem ikke. Det behøvede han ikke. Raran vidste, allerede hvad de sagde og hvad deres endelige beslutning ville blive.
   I stedet lod han sit blik glide hen over de ældre. Der var ikke mange tilbage, tiden havde krævet de fleste, men de som stadig var til stede i denne verden, havde levet i mange tusind år som han selv og de troede på de gamle love og fred. Ikke de nye ord om krig og hævn.
   Han kunne se det i deres øjne. De måtte gøre noget.
   RaRan blev brat revet ud af sine tanker, da en af de unge drager hævede stemmen i vrede og hævn.
   "Vi vil kæmpe og vi vil sejre. Uanset prisen."
   Han sukkede dybt og sendte en røgsky op.
   Raran vidste allerede, at hans ord ville blive overhørt, men han var nødt til at forsøge.
   "I snakker om krig. I snakker om hævn og tænker ikke på hvad dette indebærer. Der må være en anden løsning. En som støtter og lyder de gamle love. Vi dræber ikke vores egne og heller ikke andre, hvis det kan undgås. Hvis vi går i krig vil vi blive nødt til at dræbe. Højst sandsynligt også andre drager. Vi vil dø. Dragerne vil uddø. Krig er ikke den rigtige løsning."
   Hans ord blev mødt af vrede råb fra de fleste og fortvivlede blikke fra nogen enkelte.
   Visdom og fred var ikke ønsket. De ville ikke have en fredelig løsning.
   De ville have hævn.
   Raran sukkede og sendte endnu en røgsky op. Denne gang gik der længere tid før der blev stille, så han kunne tale og da han endelig kunne måtte ordene nærmest presses ud af hans tunge hjerte.
   "Dette møde kan ikke ende i fred og enighed. I kender nu alle min mening og denne vil jeg fastholde til min død. Jeg kan tydeligvis ikke ændre jeres meninger, men jeg vil ikke kæmpe. Jeg vil ikke dræbe. De som følger mine tanker vil ikke blive set ned på af andre. Fra i dag er dragerne ikke længere samlet. Jeg vil flyve til solbjerget og de som heller ikke ønsker krig kan følge mig. Solbjerget vil blive det sidste fristed. Der vil vi tage os af de sårede og vold vil ikke være tilladt. Mødet er hævet. Følg de love I ønsker."
   Han bredte sine vinger ud og lettede med hårde vingeslag, som fik de nærmeste drager til at vakle til side.
   Da han var kommet et stykke op i luften kiggede han ned.
   Otte drager fulgte efter ham. De seks ældste og to unge.
   Kun otte.