Løftet om håb
   RaRan lagde blidt sin ene slidte vinge omkring den hulkende Gordía. Han havde allerede for længe siden forudset, at dette ville ske. Ikke desto mindre havde han håbet at ... han var ikke sikker på hvad, men ikke desto mindre havde håbet været der. RaRan sukkede dybt.
   Han havde allerede håbet så meget, bare for at få hver eneste lille håb knust gang på gang, men der var stadig et tilbage.
   Det største af dem alle levede stadig i hans indre og det lyste stadig klart og blændende. Det gav ham viljen til at fortsætte.
   RaRan drejede sit hoved og søgte med sit blik efter Sorlisa.
   Den unge hundrage sad et stykke væk og puslede om sit sidste æg. Hendes fulde opmærksomhed var rettet imod ægget og hendes ansigt viste den største kærlighed iblandet en svag sorg.
   Han vidste, at sorg ikke skyldtes den unge, som hun havde valgt at ofre.
   Selvom Sorlisa kun havde fået et kort glimt af menneskepigen Charmina, var den unge moder blevet overbevist om at hendes unge ikke ville lide nogen nød i pigens varetægt.
   RaRan rettede igen sin fulde opmærksomhed imod Gordía. Det var hende som havde mest brug for ham nu.
   Måske ville en smule håb også hjælpe hende midt i alt sorgen. Ligesom den havde hjulpet ham og lettet byrden af hans samvittighed en smule.
   "Græd ikke så hjerteskærende mit barn. Alt håb er ikke ude. Der findes stadig et. Det største og vigtigste af dem alle"
   Gordía så op på ham med fortvivlede blanke øjne og sagde med flad stemme: "Hvad mener du ærede Ældste? Hvor skulle dette håb være? Dragerne dræber og ikke engang kærlighed kan overvinde hadet."
   RaRan smilede blidt til hende. "Du tager fejl mit barn. Håbet lever og kærligheden vil sejre i den sidste ende. Måske kommer der et tidspunkt hvor han vil indse sin fejl."
   Den gyldne hundrage rystede på hovedet, snøftede højlydt.
   "Han vil hellere dø, før han opgiver sit had. Han er som en slave af det og hadet er en grusom, men forførende herre. Endda mere fristende end kærlighed."
   Gordía begyndte at hulke endnu mere hjerteskærende end før.
   RaRan modsagde hende ikke. Han frygtede, at hun havde ret. Derfor rettede han sine tanker imod sit eget største håb. Måske kunne det også give Gordía den samme trøst, som det gav ham.
   "Der er håb. Kan du se den sorte hundrage, som pusler om sit æg?"
   Han gjorde et kast med hovedet i retning af Sorlisa. Gordía hævede sit hoved og rettede sine fugtige øjne imod den ukendte drage.
   "Hvad er der med hende?"
   RaRan besvarede hende med lavmælt stemme. "Hendes navn er Sorlisa og i dag har hun mistet sin mage og bragt deres to unger til verden. Hendes sidste forbindelse til sin elskede mage."
   Gordía betragtede sørgmodigt den sorte hundrage og der gik kun kort tid, før hun udbrød: "Men hun har jo kun et æg."
   RaRan nikkede. "Ja for i dag har hun også frivilligt overladt sit ene æg i et værdigt menneskes varetægt."
   Gordía så forskrækket på ham, hvorefter hun rasende begyndte at råbe. "Et menneske? Hun har frivilligt givet sit barn til et menneske? Hvad er hun for en mor? Hvad er hun for en drage?"
   Mange af de andre drager kiggede nu på dem. Deriblandt Sorlisa.
   RaRan kunne se smerte i hendes øjne og skylden og medlidenhende skyllede indover ham, før han vendte sin opmærksomhed imod Gordía igen. I Hendes øjne kunne han se vantroen. Han blev nu helt opfyldt af medlidenhed.
   Hun forstod endnu ikke og han forsatte med lav stemme: "Ja det har hun. For at bringe en ende til denne krig og som du kan se bekymrer hun sig ikke for sit fraværende barn, for hun har set det menneske som fandt det."
   Gordía flammede nu rødt af vredt da hun så på ham.
   Det var som om et koldt vindpust ramte RaRan, for bag vreden kunne han fornemme et begyndende vanvid bag hendes øjne.
   Han sank en klump. Måske var det bare noget han bildte sig selv ind.
   Røgen osede sort ud af Gordías næsebor, da hun fortsatte med at råbe: "Hun må være blevet vanvittig af sorg. Hvordan kunne du tillade dette? Din egen datter var jo menneskenes fange. Du har hørt hvad der blev hendes skæbne."
   Hun trak sig med afsky væk fra hans beskyttende vinge og han begyndte at frygte at det havde været en fejltagelse at fortælle hende om deres håb. De andre betragtede den gyldne hundrage med en frygt, som mindede om hans egen.
   Gordías næste ord overbeviste RaRan om, at deres frygt ikke var ubegrundet.
   "Jeg må tilbage og fortælle det til Daksí. I er alle sammen blevet vanvittige og måske ... måske vil han tage mig tilbage, når jeg har fortalt ham, hvad I har gjort. Måske vil han igen elske mig og lade mig stå ved hans side."
   RaRan kunne se vanviddet trænge sig længere og længere frem i Gordía. Han var nødt til at stoppe hende ellers ville deres sidste håb forsvinde.
   Han trådte med udbredte vinger ind foran hende i samme øjeblik, som hun gik fremad. Alt i ham smertede for hendes skyld. Gordía gloede først forvirret på ham, men så blev hendes øjne fyldt med en blanding af vrede og bundløs fortvivlelse.
   "Flyt dig Ældste. Det I har gjort var forkert og hvis du ikke flytter dig bliver jeg nødt til at skade dig og det ønsker jeg trods alt ikke."
   Han rystede på hovedet.
   "Det du skal til at gøre, er mere forkert end vores handling og du VIL skade os alle, vi lader dig gøre det. Jeg kan ikke tillade, at du udsætter alle på Solbjerget for fare. Daksí vil dræbe os alle."
   Gordía rystede benægtende på hovedet og sagde. "Nej han vil ikke og FLYT DIG SÅ!"
   På trods af hendes benægtelse kunne han se sandheden i hendes vilde øjne. Den gyldne hundrage kendte den, men hun ønskede ikke at tro. Vanviddet i hendes øjne blev endnu mere tydeligt og hun åbnede sin mund for at sende sin ild imod ham.
   RaRan bed sine kæber hårdt sammen og forberedte sig på at blive ramt af de altfortærende flammer. Han nægtede at flytte sig, alt for meget var på spil. Han begyndte langsomt at lukke øjnene, så han ikke ville se sin egen død ramme, men i samme øjeblik begyndte en drage at tone frem imellem ham og Gordía.
   RaRan trådte hastigt et par skridt baglæns for at give den plads.
   Endnu før den var helt tydelig begyndte deres forfaders ånd at tale med rungende stemme: "De handlede efter vores bud. De søgte vores råd og dette var hvad vi bad dem om at gøre. Jeg ved, at du handler efter dit hjerte mit barn, men i dette tilfælde kan vi ikke tillade det. Du må forblive på Solbjerget."
   RaRan betragtede nervøst Gordía. Hendes ansigt og øjne var som en åben bog. Først så han ærefrygt, derefter vrede og til sidst en blanding mellem vrede, had og fortvivlelse. Vanviddet blandede sig hver gang med de andre følelser. Derefter vendte hun sig hurtigt og gik væk fra dem med hængende hoved.
   RaRan vidste at Gordía ville blive. Ikke desto mindre var det mod hendes mod hendes vilje og derfor kunne han kun håbe, for ellers ville hun have dømt både sig selv og dem.
   Han rettede sin opmærksomhed imod drageånden, som straks begyndte at tale til ham: "Charmina og drageungen vil begynde deres rejse hertil i morgen. Når de ankommer ønsker vi, at I lære dem begge dragemagi."
   RaRan troede ikke sine egen øre. "Dragemagi? Det nævnte I ikke noget om tidligere. Dragerne er de eneste, som nogensinde har kendt til den. Der er en meget stor risiko ved at lære et menneske dens hemmeligheder."
   Drageånden nikkede forstående til ham, men svarede. "Det ved vi, men ikke desto mindre er vi nødt til at dele den med menneskepigen Charmina, hvis vi skal have bare det mindste håb om, at hendes mission skal lykkes."
   RaRan så ned i jorden. Han ønskede ikke at forfaderen skulle se tvivlen i hans øjne. "Meget vel."
   Ånden tonede langsomt væk, imens RaRan kæmpede med tvivlen i sit indre.
   Havde Gordía ret i, at de alle var blevet vanvittige?
   Troede de på et falskt håb?