Drageæg
   Tiden nærmede sig og på trods af sin enorme styrke, intensiteten i hendes bønner og sine ønsker, havde hun ikke magten til at standse den.
   Hun så sig omkring i sit fængsel. Gulvet var dækket af halm og høje stenvægge omkransede hende så tæt, at hun dårligt kunne bevæge sig. Halmen på gulvet var dækket af grønne skæl, som var blevet skrabet af hendes store krop, når hun vendte sig.
   I den ene af væggene var en stor port, som hun blev gennet ud af når hendes fængsel skulle rengøres og hun skulle undersøges.
   Hun rettede sit blik opad, hvor hun kunne se en firkant af den blå himmel over fængselsmurene. Hun sukkede dybt.
   Friheden var så tæt på, men alligevel utilgængelig.
   Hun bevægede sig en smule hvilket fik den kraftige lænke om hendes ben til at rasle tungt. Hun bevægede sine vinger en smule. De var stive og ømme i leddene, for det var så længe siden, de sidst havde været bredt ordentlig ud.
   Hun var en drage. Et stolt væsen. Hun havde levet i mange tusind år, men var stadig ung og før i tiden havde hun svævet højt oppe på den blå himmel imens solens stråler blinkede i hendes grønne skæl, så det så ud, som om at hun var dækket af tusindvis af smaragder.
   Hendes skæl var nu matte og det var flere år siden, hun sidst havde fløjet.
   Hun havde opgivet håbet om nogensinde at komme til at flyve igen.
   Pludselig fik hun kramper i maven og hun tiggede lydløst sin krop om at stoppe.
   Hun huskede svagt sin elskede mage. Han havde været den flotteste handrage hun nogensinde havde set. Hans skæl havde været blå som safirer og de havde elsket hinanden dybt i flere årtier. Hun sukkede dybt.
   Hun vidste ikke hvor han var. Hun huskede hans kamp for at forsvare hende, men vidste ikke hvad der senere var sket. Måske var han også blevet taget til fange.
   Den store port begyndte at knirke og åbnede sig langsomt.
   Skygger dukkede op på toppen af hendes fængselsmure, og hun sendte en bølge af ild imod den ene af dem, selv om hun godt vidste, at den ikke ville nå.
   En af skyggerne sendte et blåt lyn ned imod hendes fodlænke og den åbnede sig med et smæld.
   Hun vidste hvad der skulle ske.
   Hun havde prøvet det så mange gange før.
   Hvis hun ikke snart begyndte at bevæge sig igennem porten ville skyggerne sende de blå lyn imod hende. Hun havde tit ønsket at blive stående, indtil lynene slog hende ihjel, men hun kunne alligevel ikke få sig selv til at opgive alt håb.
   Et blåt lyn ramte hendes hale og hun brølede af smerte og vrede, men begyndte alligevel med tunge skridt at gå igennem porten der nu stod helt åben.
   På den anden side var der et stort rum, hvor hun sagtens kunne brede sine vinger ud, men det var dækket af et massivt loft.
   Hun gik ind i midten af rummet og fire lænker greb ved magi hendes ben og låstes med et smæld. Ligesom de plejede.
   Hun sukkede dybt.
   En femte og en sjette lænke skød op af gulvet.
   Den ene lænkede hendes hale og den anden slyngede sig over hendes hals og trak hendes hoved ned, imens den snoede sig stramt omkring hendes kæber, hvilket forhindrede hende i at sende sin ild afsted. Det var lige før hun dårligt kunne trække vejret.
   Kort efter var hun låst fast til gulvet.
   Et menneske. En mand kom hen imod hende.
   Hun havde set ham mange gange før.
   Det var altid ham der undersøgte hende.
   Hun knurrede dybt nede i halsen og sendte to sorte røgskyer ud af sine næsebor med et fnys. Det var det eneste hun kunne magte i sin bundne tilstand. Manden lagde en hånd på hendes hoved og sagde sagte " Rolig nu min tøs! Du ved hvad der skal ske."
   Hun knurrede endnu engang, hvilket fik ham til at le, "Man er nok gnaven i dag." hvorefter han gik i gang med at undersøge hendes mave og derefter hendes gyldne øjne der blev farvet svagt røde af hendes vrede.
   Hun vidste, hvad han ledte efter, og da han kiggede triumferende ind i hendes øjne vidste hun, at han havde opdaget hendes hemmelighed.
   Han rettede sit blik imod et sted til højre for hende og sagde med høj stemme der var tydeligt præget af hans glæde "Hun er med æg og hun vil give dem til os, inden solen har gået fem gange over himlen."
   Hun knurrede endnu dybere.
   Give dem! Hun gav dem ikke noget. De ville tage det fra hende. De ville tage hendes børn.
   Hun knurrede endnu dybere og kæmpede med alle sine kræfter imod lænkerne der bandt hende.
   Hvis bare hun kunne komme fri kunne hun sende sin ild imod tyvene. De ækle mennesker som holdt hende fanget for at stjæle hendes æg. Hendes unger. De børn hun havde ventet på og længtes efter i flere hundrede år.
   Lænkerne gav sig ikke. De var lige så stærke, som de andre gange hun havde kæmpet imod dem. Hun faldt slapt om.
   Hun havde givet op.
   De ville tage hendes æg, og der var intet hun kunne gøre. Hun lukkede træt øjnene med en sidste bøn. "Forfædre tag mig til jer og beskyt mine unger."

Da manden havde fjernet sig og hendes lænker var væk gik hun uden kamp ind i sit smalle fængsel og lagde sig ned.
   Den sidste glans var forsvundet fra hendes øjne og skæl.
   Hun stirrede mat ind i væggen foran sig.

Dagene gik og mavesmerterne blev værre. Hun ænsede det næsten ikke.
   Da smerterne blev uudholdelige strakte hun sin stive krop, som havde ligget i den samme stilling i lang tid. Hun havde ikke bevæget sig siden hun kom tilbage til sit fængsel. Da hun gjorde sig klar til at lægge æggene var hendes øjne tomme.
   Hun var holdt op med at tænke på dem som sine egne æg. Var begyndt at tro at de aldrig havde været hendes.
   Hun passede dog alligevel på, da hun lagde æggene på det halmdækkede gulv.
   Hun kiggede trist på dem. Der var to æg.
   De var hver cirka en meter høje. De var mørkeblå med en nubret overflade som var inddelt af fine grønne linier. De skinnede mat i det svage lys ovenfra.
   Det var hendes første æg.
   Hun vidste at der ville komme flere og tyvene skulle nok sørge for at der ikke gik lang tid før de næsten kom, men disse var hendes første.
   Hun stirrede glædesløst på sine børn, men vendte sig så væk fra dem.
   De var ikke hendes.
   Det havde de aldrig været.
   Hun stirrede endnu engang tomt ind i væggen og så ikke længere på den blå himmel over hende. Tænkte ikke længere på friheden.