Jeg forlod den sorte hule i kravlende tilstand. Solens fingre pressede mine mundvige opad, gled ind gennem mine betonlæber som et larmende trykluftsbor, eroderede gammelt møg og forstenede tårer fra oldtiden. De faldt. Tungt. I en fed slud af fedtsten landede de under mine kravlende knæ, bøjede sig ærbødigt under min vægt indtil jorden kaldte dem til sig.
   I en nu noget usikker oprejst position begyndte jeg at gå fremad og lærte igen min krop at tage imod omverdenens bløde kys. Først mærkede jeg intet, ingen læber, ingen spor af de pulserende kødstumper. De satte kun(f) ar, ufølsomme (f) ar, forstenede (f) ar, rimede skingert på hinanden, men uden rimens sødme, tryghed.
   Tålmodigt og uden flere tanker end een, blev jeg bearbejdet, som kun granitten kan. Skulpturen rustede op, stykke for stykke og jeg mærkede en prikken i min smedet hud. Farverne ændredes, mine øjne så hvidt, stregerne blev ført fra prik til prik og verdenen blev tegnet, mens jeg blev tegnet. Igen.
   Men kyssene blev ved. Omformede og slugte alt. Der var kun kys. Søde kys. Bløde kys. Naive kys. Storhedskys. Diktaturiske kys. Jeg gik i kys op til halsen, bevægede mig langsomt frem, slugte dem (de smagte af karamel) og kvalmen kom i hastigt trav, masede min pande ned i det kyssende kviksand og jeg blev væk.
   Der lå jeg så, gemt væk igen, opslugt af kys og lugten af karamel, indtil en fangarm greb fat i mit hår, rev mig ud af pølen af kys, slæbte mig groft afsted, over de hårde kys, de bløde kys og ind i den sorte hule.
   Men min krop kæmpede imod. Jeg ville ikke. Skulpturen var nu blød, sart og nøgen. Den ville dø under en ny slags lak. Med slappe og bløde arme greb jeg fat i hulens karme, bed i fangarmen til den blødte og faldt af og mens den lå i lyset fra solen, sprællende og skrigende, forstenedes den og tavsheden slæbte den ind i hulen for evigt.

Der sidder jeg så nu. Udenfor hulen. Halvt oprejst, halvt liggende. Trækker vejret dybt uden at blive kvalt af karameliserede kys, og lytter.
   Lytter ængsteligt. Jeg kan se at der er græs omkring mig. Det er grønt, dufter af græs, dufter af håb, dufter af kærlighed. Og se... en lyd... se... en berøring... se... en tanke... de samles, her på det grønne græs. Danser forsigtigt hen til mig, snuser spørgende og putter sig kærligt op ad min krop. og jeg kan mærke deres varme i min. Lukker mine sorthvide øjne, trækker smertefuldt på læberne, mine egne læber, og puster ud.