Ligger her i min seng på Fabian hus,
Jeg aner et ganske lille lys skær,
Det som kommer ude fra gangen,
Er bange for at slukke det.

Min dør er åben hele tiden,
Jeg tør ikke lukke den helt tæt,
Selv om jeg har fået lås til den,
Men angst for at vær helt alene.

Der er mange tanker som køre rundt,
Inden i mit hoved hele tiden,
Jeg er nødt til at skal finde den ro,
Som gør at jeg kan får sovet mere.

Er bange for at lukke mine øjne,
Jeg har hele tiden den angst indeni,
Ingen kan mærke hvordan det er,
Inden i mig at være bange hele tiden.

Jeg kan mærke mine øjne er trætte,
Men jeg kæmper for at holde dem op,
Men de falder mere langsomt i,
Føles som om der kom tungt bly.

Men igen prøver jeg at åbne øjne,
Fordi angsten er der i min krop,
Ville helle kunne sætte nogle ord på,
Hvad der er godt for mig i dette øjeblik.

Søger denne tryghed som dag som nat,
Den tryghed til andre mennesker samt mig selv,
At jeg tør stole på at jeg godt kan,
Selv om det er forbandet svært at finde den.

Roen i at ligge på sofaen er at mine tanker,
Flyver ikke så meget rundt indeni,
Jeg føler det som et varmt trygt sted hvor,
Der bliver passet på mig som et lille barn.

Jeg kan lægge mig ned i min seng,
Men slapper ikke af i min forpinte krop,
Jeg føler mig så alene i min egen lille verden,
Når man kun er et lille barn inden i.