Det mørke bølgede hav,
Kommer væltende ind,
Over mig som en bue,
Der ikke ville stoppe,
Den mærkes dybt i mig,
Den sorte mørke bølge.

Der er kun mørkt inden i mig,
Mit hoved er fyldt med,
En masse mørke bølger,
Kan mærke dem hele tiden,
De mørke sorte bølgede hav,
Den følger mig hele tiden.

Forsvinder ikke ud af mit liv,
Det bliver bare ved med at,
Regne med mørke bølger
De vælter mig omkuld,
Stopper ikke min smerte,
Som jeg har inden i mig.

Jeg bliver mere gennemblødt,
af hadet til mig selv,
det menneske jeg står for,
ønsker at mit liv blot var forbi,
Det ikke var sådan her,
Men det var anderledes.

De mørke bølger er svære inden i,
Bare at jeg kunne slippe dem,
Alle de mørke bølger som fylder op,
Kan ikke bærer det snart mere,
smerten gør alt for ondt inden i,
Kan ikke komme ud af mit mønster.

Lysten til at føle smerte på mig selv,
At skade mig selv er stærk,
Lige nu er det mønstret jeg bruger,
Det som giver tryghed eller på mit værelse alene,
Jeg føler smerte uanset ved den,
Men det tager ikke min smerte.

Når jeg mærker smerten indeni,
Føler jeg mig ikke selv mere indeni,
Den er der bare hele tiden smerten,
som jeg snart ikke kan bærer at mærke mere,
Men jeg er vant til at føle disse smerter,
At følelses indeni at de skal være der.

At bølgerne er mørke indeni,
Men at jeg kun en klar lys bølge,
Hvis jeg giver uden at får igen og,
Hele tiden er den klare bølge uden på,
Den hvor jeg gemmer mig bag ved,
Hvis bare min bølger ville blive blå.