I søen var der over tusinde frøer.
De fleste af dem fik dagen til at gå med at kvække, svømme, hoppe rundt på åkandebladene og kvække.
Kvak, sagde de jævnligt.
Ikke kun en ad gangen, men ofte flere samtidig.
Kvak, kvak, kvakkvak, kvak, lød over hele søen.
Hvis det ikke var fordi frøerne så godt som aldrig lyttede til hinanden, men kun kvækkede, så havde de aldrig kunne have holdt ud at være sammen i søen.
Det var ikke, fordi de ikke var sammen eller ikke vidste at der var andre frøer til stede. De talte bare ikke sammen.
Det er ikke nødvendigt at tale sammen, når man ved hvad den anden vil sige hver gang. Og når kvak er det eneste man kan forvente. Ja, så er der ikke megen grund til at lytte, efter de første femogtyve gange. Et kvak er nok, to er mere end rigeligt og tre er for meget. Hvis man altså ikke er en frø, der hopper og svømmer og spiser og sover. Så kan man kvække meget længe. Uden at blive den mindste smule træt af dét.
Der var specielt en frø i søen, der kunne kvække højt og gennemtrængende. Den kunne også springe langt og svømme hurtigt.
En dag mens den intetanende sad og kvækkede for sig selv på et blad midt ude i søen, for vandet op mod den. Helt nede fra bunden af søen kom den allerstørste gedde nogen frø nogensinde havde set. Med munden vidt åben, så alle tænderne var synlige og fri, styrede den lige op mod frøen. Frøen der sad på kanten af bladet nåede lige at mærke et skub, og at noget gjorde ondt i benet. Så mærkede den ikke mere.
Lidt senere flød den ind mod land på bladet, og lidt senere endnu åbnede øjnene og sagde kvak. Gedden havde ikke fået fat i hele frøen, kun i dens ene ben. Det venstre. Ikke, at det ikke var nok for frøen. Den kunne nu ikke gøre andet end at kvække lavmælt og spjætte med ét ben. Den døde ikke, sådan som man skulle tro, at en frø ville gøre, hvis den får spist benet af en gedde. Den gjorde ikke så meget, den lå bare og trak vejret langsomt og sagde kvak en gang imellem.
Langsomt stoppede dens benstump med at bløde og langsomt følte frøen sig bedre tilpas. Lige der hvor den lå, var der nok at spise. Fluer fløj hen til den i den tro, at en frø med kun et ben, nok var en død frø. Og en død frø kan spises. De tog fejl, og frøen fik mad.
Der sad den så, frøen med sit ene ben og kunne hverken hoppe eller svømme rigtigt. Svømme kunne den nok, men kun i cirkler og den stødte mod bredden igen med samme, og altid det samme sted som den startede. Så den sad stille og så på søen og de andre frøer, der kvækkede, hoppede, svømmede, spiste og kvækkede. Frøen kvækkede også. Den kvækkede endda meget ofte, da det var det eneste den kunne. Kvak, sagde den dag ud og dag ind. Selv for en frø kan det blive lidt ensformigt at sige kvak, hvis man ikke har andet at lave. Kvak, sagde igen. Den så på de andre frøer og sagde "kvak", for det var de; "kvak". Den så på fluerne og sagde kvak, for det var de også. Den så på åkanderne og vandet, på ringene fra fiskene, på skyerne og solen, og kvak sagde den om det hele. Kvak, sagde den om sig selv.
En dag mens den sad og kiggede på skyggerne fra træerne, der legede med vinden, og sagde kvak om dem, kom den pludeselig til at sige kvæk. Den stoppede forbavset op og smagte på kvækket. Og så gjorde den det igen. Derefter var skyggerne kvæk og resten af verden var kvak. Lidt efter blev fluerne Kvik og de andre frøer blev kvuk. Og solen: den blev pludselig kvok.
Sådan sad den længe og havde fem ting i verden: solen, skygger, fluer andre frøer og frøen selv. Men der er ting der ikke kan stoppes, når de først er begyndt. Og har man fem ting, har man også seks: månen blev hurtigt kvæk kvok - en skyggefuld sol. Og lige med et var frøens verden eksploderet. Der var så mange ting at se og navngive, at den i et langt stykke tid var rundtosset fra den vågnede til den faldt i søvn. Den kvækkede og kvokkede og kvykkede i et væk.
De andre frøer, der indtil nu havde ignoreret den etbenede frø, bemærket nu de nye lyde i søen. For sådan er det. Der kan være en million kvæk og ingen bemærker noget. Men lige så snart nogen siger kvok, så bliver der opstandelse.
De ældre frøer stirrede bare på frøen med hvad der i frøverdenen måtte være foragt og sagde kvak, som de altid havde gjort. Men nogle af de yngre frøer, syntes at den etbenede frø var sej (eller kvak som de tænkte) og begyndte at efterligne den. Og snart var hele søen og bredden fuld af kvak, kvok kvik og frøer der hoppede og dansede og sprang. Og sang. For det allerbedste de talende frøer vidste var at synge.
Og hvis du nogensinde kommer til en sø, så lyt godt efter frøerne, måske er du kommet til søen med talende frøer. Og hvis du lytter lidt, så kan du måske høre, når de snakker om frøer og skygger eller om ildfluer. Og måske ser du også en etbenet frø ved bredden. En lykkelig frø, der nogen gange spiser fluer og andre gange svømmer i ring. Men mest så sidder den der og taler til verden. Og af alle de ord, den har fundet på så holder den allermest af det første. Skygge.