Har tit haft den tanke,
at gad vide,
hvor meget I har grædt
eller hvor tit jeg har skuffet jer.
For vi havde jo vores ture i min ungdom,
I vidste, hvordan det var bedst.
Jeg troede, at jeg var den kloge
og at jeg vidste bedre.
Men jeg var nødt til at gøre, som jeg gjorde,
for at få min egen erfaring,
for at leve mit eget liv.
I levede jo jeres liv,
ikke mit liv,
og jeg levede jo mit og ikke jeres liv.
Men var det at svigte,
når jeg ikke gjorde, som I sagde?
Eller var det en mangel på opdragelse,
den opdragelse, som I mente var rigtig,
og som den måske også var?
Jeg tror, I havde ret,
men jeg tror også, at jeg havde det,
for det var jo det, der prægede mig
til det jeg blev,
at jeg selv turde tage springet,
springet ud i voksenlivet.
Men alligevel er jeg i tvivl,
for hvor meget måtte I græde?

Med kærlig hilsen fra
Peter Aksel.