I går troede jeg
at jeg var ved at
åbne øjnene for altet,

troede at jeg stod
foran noget stort
som ville være umuligt
at banalisere med diskussion.

Men sådan er livet
ikke i virkeligheden
og jeg faldt
i en vision.

Nu ligger jeg
nøgen og udefineret
som en ruin af kød og knogler
en krop uden sjæl,

standardiseret, misbrugt
som en kludedukke
sprættet op og efterladt
med åbne flænger i
min porøse hud.

Jeg skriver længselsfuldt
min triste nekrolog
som jeg alligevel aldrig
tør overlade dig.

Jeg kærtegner stadig
det nære minde om dig
skamfuld og forpint
over at have mistet
mit umulige alt.