Kører lydløst forbi
de forladte byer,
noget er ikke
som det burde være.

Suges op af
de sjappede fortove,
noget vigtigt mangler
bag de skambidte læber.

De forbipassedende synes døde
og sneen smelter indad,
verden lukker i
som en forsvarsmekanisme.

Nøgen står hun tilbage
på den frigide asfalt,
som et skrøbeligt levn
fra en fest der tog overhånd.

Lolita udstillet på en hverdag
som en selvudslettende anakronisme,
mangler øjne og navne
på stemmerne der råber hendes navn.

Og alligevel ved hun
at hun vil følge deres stemmer,
så snart mørket falder på
og hun bliver en maskine.

Dette menneske, så nøgent og spinkelt
bag jakken, støvlerne, kjolen og make-uppen,
mangler noget
som lydløst forsvinder.

Nøgternt krydser hun
gader i forladte byer,
mærker kroppen forsvinde udad
mens hun tager ind mod centrum.