Nogle spiser piller, andre tager stoffer, en del bestiger bjerge for at nå toppen.
Hvilken top?
Nogle dyrker ekstrem sport, andre er på Jetset, denne mærkværdige spejlverden,
hvor den virkelige identitet er pakket ind i aluminiumsfolie, for ikke at komme til udtryk.
Nogle voksne går med bleer for fornøjelsens skyld, men det er nu nok en freudiansk
specialitet, der ikke har topprioritet.
De andre tilfælde derimod, har mystiske gener i deres krop. Gener der udstyrer dem med hård hud, usynlige solbriller eller hatte med halvskygge eller skyklapper.
Nogle danner tænder der minder om geddens, så de i en mundfuld kan sluge dem af deres artsfæller, der kommer på tværs.
Politikerne har deres helt egne gener. De bruger albuefikserede springknive mod deres bedste venner for at vinde en halv taburet.
Kongehusets medlemmer udvikler en hudlignende chokolademousse, så de kan fortæres med evig velbehag og taknemlighed.
Selv hos dem, hvor smagen er blevet harsk er der succes, blot de sælges på tilbud.
Fælles for de fleste er, at de trives i haver og urtegårde, hvor det vrimler med blade, der springer ud en gang om ugen, især om onsdagen.
Deres eneste bekymring er vist, om aluminiumsfolien nu også kan holde.
Den har det med at tæres op indefra, hvis den ugentlige bladsætning udebliver.

De freudianske tilfælde får lov til at visne hurtigt.
Dem på piller og stoffer er interessante et kort øjeblik, så er de væk som den dårlige samvittigheds fireogtyve timers sommerfugle.
Med denne ene undtagelse, selvfølgelig.
Hvis de er topprofessionelle idrætsfolk med umenneskelige præstationer, så skal de afsløres først. Det kan tage nogle år, eller mere.

Egon er kun til snefnug.
Hver vinter venter han tålmodigt på der skal falde sne i et stille og roligt tempo, så han kan komme ud og glæde sig over naturens blide kærtegn.
Egon er meget tålmodig, undertiden venter han i 2-3 år før den rette sne cocktail er tilstede.
Egon har ikke brug for nyudsprungne blade hver uge, og de har heller ikke brug for ham, han er så inderlig uinteressant.
De rigtige blade springer kun ud om foråret, de starter i det små, vokser og opsuger naturens mangfoldighed undervejs. Om efteråret falder de af og fejes af vinden sammen i store mørke bunker, som gemte de på en hemmelighed næsten ingen kan se mere.
Det hvide fnug er som en naturens engel, der lægger sine beskyttende vinger om de døde blade og bevarer deres hemmelighed år efter år.
Bladene indeholder den urkraft, den hemmelighed, som får Egon til at indse at skønheden i tilværelsen er ligeså enkel og tilgængelig, som sneen og de rigtige blades tilstedeværelse.
Bladene får nemlig deres nødvendige stof via fotosyntesen, hvor den gamle urkraft solen, leverer energien.

Selvom Egon måske skal vente 3 år på den rigtige sne cocktail, forfalder han ikke til den afspejling af verden, der kan ses gennem virkelighedsfjerne reality shows, der ikke bliver mere troværdige, bare fordi kastes op på en storskærm eller leveres via ugentlige bladudspring.
Den groteske skønhed som kendetegner de ugeblomstrende blade, får også deres energi via fotosyntese.
Det er bare en helt anden slags energi.
Måske en slags mutationsenergi?