Smag og behag er forskellig og kan ikke diskuteres.
Det er et gammelt ord, som vi siger af og til som en hævdvunden sandhed. Ikke desto mindre diskuterer vi for det meste smag, når samtalen begynder at køre i et selskab.
Tag nu hvis samtalen handler om musik. Ikke så snart er vi kommet til at snakke om rockmusik, før en af selskabet siger, at det er da ren larm og enhver kan stille sig op og skabe sig på den måde. Må jeg så bede om Giro 413! Den sidste sætning får en anden til at blande sig og sige, at det er da noget sentimentalt sludder.
Eller hvis du nævner en virkelig god fantasyroman, du lige har læst, så siger en, at fantasy ikke er hende, hun vil helst læse noget, der har med virkeligheden at gøre såsom Barbara Cartland. En anden blander sig og siger, at denne forfatterinde da ikke er virkelighedsskildrer. En tredje nævner, at han da har læst en fantasyroman, han syntes er god. Den fjerde blander sig og siger, at det da er bedre end science fiction, og snart diskuterer man på livet løs, hvad der er bedst: fantasy eller science fiction med afbrydelser af enkelte, der mener, at det er et fedt det hele.
Eller hvad når snakken handler om film? Du fortæller, at du snart skal ind og se den nye filmatisering af Købmanden i Venedig med Al Pacino i hovedrollen. Så er der en, der siger, at han aldrig går i biografen, det er bare vold og sex det hele. Du prøver så at nævne alle de film, der ikke handler om vold og sex, men pågældende afviser bare med at sige, at det har han ikke forstand på og det interesserer ham heller ikke. En anden blander sig så og siger, at man da bare kan vente til den kommer på video, hvortil en fjerde replicerer, at det er bedre at se dem i biografen.
Hvis ikke, som i dette eksempel, hvor det drejer sig om en filmatisering af Shakespeare, at en siger, at det da vist er noget højtravende noget, som vi almindelige mennesker ikke forstår. Så vil flere i selskabet prøve at få den fordom pillet væk og fortælle, at Shakespeare ikke kun er for intellektuelle, som nogen tror. Andre vil måske komme med bidrag om, at han er så sørgelig, det kan de ikke klare, hvortil nogen oplyser dem om, at han faktisk også har skrevet komedier.
Med andre ord: det, som ikke kan diskuteres, bliver diskuteret i det uendelige. Bliver diskussionen af alvorligere karakter, så nogen er ved at blive uvenner, så er det jo let at glatte ud. Man siger jo bare, at smag og behag er forskellig.
Alligevel taler vi også lejlighedsvis om god og dårlig smag. Hvordan hænger det sammen med, at det ikke kan diskuteres? Men lufter man tanken i nogen af de ovennævnte diskussioner, at nogen har en dårlig smag, kan man være sikker på et ramaskrig. Andres smag må for alt i verden ikke nedgøres.
Så er det nu rigtigt, at smag og behag ikke kan diskuteres? Det går tilsyneladende fint for de fleste.