Jeg sidder og ryster i et mørkt hjørne. Skjuler mig bag en løgn eller to. Det er koldt. En ishånd har grebet sit faste greb om mig og kan nu ikke give slip. Tænder, der mødes i en farlig stepdans, høres inde i hovedet og kan ikke rigtig stoppes, selvom jeg prøver. Usikkert er mit åndedræt. Hvad nu hvis det en dag stoppede?
Vejret udenfor er uroligt. Det blæser, tordner og lyner. En spinkel, høj lyd høres fra en gren, der skraber op og ned af ruden i takt med vinden. Det er nat. Månen står højt på himmelen. Dens blide og matte skin lægger sig som en spøgelsesagtig hinde over jordens overflade. Bladene, der i de lyseste timer er saftige og grønne, risler nu uhyggeligt i mørket. De danner små grupper. Hvisker ud i natten det sidste nye om nabobladet.

Kan ikke sove. Jeg er så træt, men ikke søvnig. Ting, jeg ikke forstår tumler rundt inde i mit hoved, springer fra side til side, over hinanden og lander i spagat midt i centrum af sindet. Et par ord, og hjertet splintres. Selvværdet dykker ned på bunden af verdens have. Ryggen bliver bøjet, ligeså nakken. Man ser ikke op, kun ned. Bøjer sig i støvet for de tromlende førstrankedes hær.

Vi lever alle i samme grundskæbne, hvorfor så træde andre ned, for selv at føle sig mere værd? Har hæren kun det snævre livssyn, at det der den eneste mulighed? Er ved at kvæles i småborgerligheden. Ser de aldrig ud over deres bymur? Jo, fjernsynet! Man tænder, man slukker. Får kun de nyheder at se, man vil se. Alt det forfærdelige er forfærdeligt - hvad skal vi ellers have at spise i aften? Hvorfor bliver deres hverdage som de kulørteblades tilsmudskede sider? Er det ikke et fattigt liv? Et liv baseret på løgne, sladder, floskler og.. intetheden.
Har de aldrig nogensinde tænkt, at livet bare er en illusion? Har de være uden på så dybt vand, at de var ved at drukne, men selv måtte puste redningsvesten op? Har de nogen sinde levet livet med alt, hvad det indebærer? Har de nogen sinde set en, man elsker falde ud af ens ellers så trygge og faste tag? Falde så dybt, at ingenting mere kan ses.. kun skyggen af en gravsten.

Øjne, der stiger fra et skjult sted, mærkes i nakken. Der grines, der mumles, der hånes, der peges. Aldrig kan hovedet få fred. Bliver skudt frem og tilbage som bolden i en kamp om ingenting af betydning. En kamp, der grædes søer af, en kamp, man more sig så frygtelig over, fordi de, der kæmper, er så utroligt meget til grin. Men jeg er ingen boldt. Jeg vil respekteres som menneske! "Er det for meget forlangt..?" Hvisker jeg med hæs stemme ud i den tomme luft.

Kun kuldegnister er tilbage i kroppen nu. Men jævne mellemrum kommer kuldegys bølgende ind over mig, stadig lige overraskende hver gang. Mine tær er kolde, fingrene som istapperne på taget en kold vinterdag. Mit hjørne bliver mindre og mindre. Ønsker kun at være usynlig, hvis jeg da i det hele taget har lov til at ønske mig noget.
Håber at finde en solstråle. Håber, at dens spinkle skin vil lyse sig stærkere dag for dag. At varmen vil varme mit rystende og usikre jeg.

Det er morgen nu. Solen lader sine første lysstriber farve himlen. Bladene er stadig grønne, men snart bliver de ældre. De modnes, men danner stadig grupper og hvisker om hverandre. En dag giver træet slip, og bladene falder i deres lange og selvstædige rejse ned mod jorden. Blidt rammer de det ujævne underlag, og ligger helt stille. Kun hvis vinden er nådig, vender den bladene en gang i mellem og lader dem flyve andetsteds hen. Andre forbliver, hvor de fra start landede. Her standser deres liv. Gennemsnitligt lige så langt liv, som alle andres, men dog er ordet kort det eneste rigtige.