Jeg er død, men respiratorens bip prøver at modbevise min livsopfattelse
Jeg bliver kunstigt holdt i live, mens verden ikke vil opgive "håbet". Mine lange åndedrag giver ekko i mit hoved.
De kalder mig en grøntsag, men levende død ville passe mere præcist.
Det eneste jeg ser, er mørke. Og dog flimrer billeder af min fortid op, fra tid til anden. Min amnesi prøver at forblinde dem visuelt, men jeg ved godt hvad de forestiller.
Mit livs revy, passerende.

- At være, eller ikke at være stiv?
Peters fantasifulde gengivelse af Shakespeare kombineret med en usikker gangart, fremkalder et grin og rystende bevægelse med mit hoved.
- Dét er spørgsmålet!
Tom fortsætter, mens han tager en slurk af sin øl. Forsamling, hvis man kan kalde os det, griner af de tos teatralske leg.
En typisk nøddeskal af de to.
- Skal vi drikke, eller vil I to lege videre?
- Ah, løs da lige lidt op. Vi ved jo godt du ikke er en isterning, når det kommer til stykket.
Jeg smiler, og sender Peter et sigende blik. Et blik der siger:
"Ja ja. Kom nu videre!"
Og det gjorde vi så.

Vaklende, næsten kravlende hen ad Gaden. Jomfruen Anes, selvfølgelig. Man er vel ålborgenser.