Jeg vandrede med en skygge. Den fik et hjerte. En sjæl. Den blev en kvinde. Fra mørket skabte jeg dig. Jeg troede du var min "egen" skygge.
Men du fik vil have dit eget liv. Du fik sagt et ord som stadig sårer mig: "Gå fra mig". Har du glemt alle de stunder vi var sammen. Jeg troede vi var skabt hver for sig for at finde hinanden og blivet eet.
Af alle kvinder elskede jeg dig. At alle blomster plukkede jeg dig.
Men du ville ikke have mig.
Nu vandrer jeg alene i ensomhedens skygge. Lever alene i en tvungen "skyggetilværelse".
Jeg er ikke fortabt, men kan ikke finde mig selv uden dig. Jeg er ikke lost, men kan ikke vinde uden dig.
Mange dage er gået siden du tog væk fra mig. Nu vandrer jeg selv som en skygge. Uden hjerte. Uden sjæl. Som en ensom mand.