Det synes at være meget om at gøre for nogen mennesker, hvad de betaler skat til.
I hvert fald hører man ofte denne her: hvorfor skal jeg betale skat til nogen, der ikke laver noget som helst! Det er ofte i forbindelse med en debat om aktivering af ledige, at den kommer op.
Kan vi undgå at betale skat til nogen, der ikke laver noget? Vi undgår det i hvert fald ikke nu.
For det første findes der aktiveringsprojekter, der ikke går ud på andet end at møde op og være der fra klokken ni til klokken femten. Er de "aktiverede" heldige at få plads ved en computer, kan de fordrive tiden med endnu en fordybelse i Syvkabalens eller Napoleons mysterier. Ved disse projekter sidder der en eller flere projektledere og "underviser" de "aktiverede," de får fuld løn for ikke at lave noget, hvor de ledige på stedet kun får kontanthjælpen. Så aktiveringen er ikke nogen garanti for, at man slipper for at betale skat til nogen, der ikke laver noget som helst.
For det andet har langt de fleste større arbejdspladser eksempler på de typer, der formår at lave så lidt som overhovedet muligt. Er de rigtig snu er der ingen, der opdager det. De findes også på offentlige arbejdspladser, som vi betaler skat til og derfor til de ansattes løn, også de nævnte arbejdssky ansatte.
Så kan vi undgå at betale skat til nogen, der ikke laver noget som helst? Jeg tror det ikke, men det er noget af det, som hurtigt kan ophidse folk. Prøv at bringe det på bane i et selskab, og snart går det vildt til, og det er altid den første af de ovennævnte grupper, nemlig de ledige på kontanthjælp, der står for skud. Hvor meget pukker man på de snu ansatte med arbejdssky tendenser? Man har selvfølgelig gjort det ind imellem, men det har været ved at udråbe samtlige offentligt ansatte over en kant til arbejdssky jf. den gamle revyvise Ih Hvor er det Kommunalt. Det er heller ikke holdbart.
Det viser en ting om os mennesker, og det er, at når vi rammes på pengepungen så rammes vi på det ømme punkt. Det er gammel erfaring, allerede apostelen Paulus skrev jo, at kærlighed til penge er en rod til alt ondt.
En advokat fortalte mig engang, at hun var holdt op med at tage arvesager, hun kunne ikke klare det, for de fik det værste op i folk. Det svarer meget godt til erfaringerne fra min egen andelsboligforening, når diskussionen har kørt om lejlighedens salgsværdi. Det sætter en djævel i dem, der skal til at flytte og sælge deres lejlighed. De små metalstykker og papirlapper, som vi kalder penge, forvandler mennesker til rene uhyrer så let som ingenting.
Derfor også denne evindelige diskussion om, hvad skattepengene går til. Vel er det rimeligt, at der stilles krav til at de anvendes klogt og økonomisk, men diskussionen kommer nærmere til at lyde i retning af, at det, som jeg og de fleste jeg kender ikke bruger, det har stat og kommune bare at skære ned på.
Prøv tilsvarende at høre en diskussion om Tv-licensen: sådan noget der vil jeg sandelig ikke betale licens til. Med andre ord: hvad der ikke interesserer mig har TV at lade være med at bruge licenskroner på! For jeg kan ikke finde ud af at bruge afbryderknappen - nej, det er der godt nok ingen der siger, men engang imellem lyder det, som om det var tilfældet.
Selv om jeg ikke er bilejer under jeg bilejerne at få ordentlige veje og har intet at indvende mod, at jeg betaler skat til det, og selv om jeg ikke er sportsfan, under jeg sportsfans, at de kan se det i flimmerkassen.
Selvfølgelig har vi lov at stille spørgsmålstegn ved måden, de penge vi betaler bruges på, men lad os droppe småligheden og unde hinanden de privilegier, vi betaler til.