Finder jeg mon lyset, hvor langt skal der være? Jeg søger og søger, men vader rundt i mørket. Måske jeg aldrig ser det glimt? måske kun den dag, hvor alt er forbi. Der må da være lidt lykke til os alle, måske det bare tager tid? Jeg venter med længsel til den dag, hvor min rose vil blomstre. Så jeg mærker lykke og liv. Et liv med tryghed og glæde. En familie jeg er og tilhører. Finde glæden frem i kroppen, være stabil og aktiv i det blomstrende liv. Men rosen kan visne og ting forgå. Hvor er alle mennesker henne i verden? Hvorfor kan man føle ensomhed? De var der engang, men tiden løber og meget bliver glemt!