Jeg har aldrig elsket nogen så højt som jeg elskede hende.
   Jeg betragtede hende sommetider, når jeg børstede tænder, og hun stod under den blå bruser - hendes mælkehvide hud glinsede som små dugperler. Hun var så smuk, at det gjorde ondt at se på hende for længe ad gangen. Hun var den eneste der ikke var forurenet på den her jord. Den eneste.
   Jeg kan huske, at hun en dag i december insisterede på at tage i parken, selv om frosten var bidende og jeg egentlig havde mest lyst til at blive indenfor. I dag er jeg glad for at jeg tog med ud - jeg vil ikke bytte den frostsprængte dag for et tusinde majdage. Hun var smuk i alt slags vejr - hun elskede alting - regn, sol, overskyet og hagl - alting. Det var også det jeg elskede højst ved hende. Hendes dyrebare sind som satte pris på alt den kom i berøring med. Den dag i parken fandt vi en killing, som hun døbte Tiger i det øjeblik hun fandt den. Der var absolut ingen Tiger i den killing. Den var mørkerød, den så snavset ud, pjusket og ynkelig - og hun elskede den. Jeg ville aflevere den til en kyndig person, men hun tog den med hjem og plejede den indtil den var rask. Derefter lod hun den bo hos hende.
   Jeg forstår slet ikke at jeg kunne være så heldig at finde hende. Og beholde hende i den korte tid jeg fik lov. Nu står jeg tomhændet og uden støtte, og noget egoistisk i mig ville ønske, at jeg aldrig havde mødt hende.
   Hun havde også fejl. Hvis hun ikke havde haft det, havde jeg ikke kunne været sammen med hende. Folk ville måske sige, at vi var som nat og dag, og jeg går ud fra at de har ret. Og det kunne også mærkes. Når hendes blå øjne skød lyn efter mig, kunne jeg ikke lade være med at beundre hende i smug, selv om jeg også var vred. Vi har haft vores del af skænderier, men aldrig noget alvorligt og aldrig noget der kunne skille os. Selv dengang hun sad derude på badeværelsesgulvet og bad mig og at rende hende grusomt, elskede jeg hende. Og hun elskede også mig, det var bare svært for hende at se. Men hun kom altid hurtigt op! Næste dag sad hun på den blå gynge og sang alle de børnesange hun kendte, mens jeg skubbede bagpå og solen skinnede og himlen var lilla. Hun er uden tvivl den rareste, blideste, varmeste, livsglade og specielle pige jeg har mødt i mit liv. Hendes have var ikke opdyrket, men fuld af mælkebøtter og blå for-glem-mig-ej. Og når hun gik i byen med mig, kunne hun finde på at svinge rundt midt på gågaden i hendes lyseblå sommerkjole, og bede mig om en dans. Hun sørgede for at alle havde det godt - hun tænkte sjældent på sig selv. Smilende lagde hun sine behov i et hjørne hvor malingen skallede af forneden, for de andre som bare havde brug for en kop te i en rød porcelænskop.

Jeg forlader de sørgende i kirken med et ønske om at forsvinde i den blå luft. I det blå hav. I en bulet spand med blå maling. Mine sko giver genklang i kirkens hvælving, da jeg bryder den hellige stilhed med en overlagt støj. Jeg skænker ikke den hvide kiste med de purpurrøde blomster en eneste tanke, mens jeg hastigt bevæger mig ud mod den blå Volvo. Folk vender sig om og ser efter mig, og jeg ved hvad de tænker, når de sidder der og krøller deres lyserøde lommetørklæder.
   Jeg stod under den brændende røde aftensol, da jeg så tomt på hendes billede og opdagede det.

Hendes øjne var ikke blå.