Arvid havde skåret sig igen under barberingen. Han rev et lille stykke toiletpapir af og duppede stykket på såret. Han så sig selv i spejlet igen, sukkede og betragtede modløst de ni stykker toiletpapir, som sad på hans ansigt. Han overvejede at få fuldskæg, da det ringede på døren.
   Dørhåndtaget bandt som sædvanligt, og da Arvid endelig fik døren åbnet, trådte en mand med det samme ind i gangen og videre ind i køkkenet uden at sige et ord. Arvid fulgte forbløffet efter manden med en løftet hånd, som tilsyneladende pegede tøvende på en usynlig plet i den fremmed mands nakke.
   "Hov! N-nej, sig mig lige en-engang ... vent ... hallo!" stammede Arvid. Manden vendte sig om og rynkede panden.
   "Ja?"
   "... Hvad ... hvem er du?" Vreden overtog den første overraskelse. "Hvad i alverden laver du i min lejlighed?!"
   Manden tog sine halvmånebriller af og pudsede dem i sit lyserøde slips. Han lignede en middelalderen revisor mere end nogen anden. Han sukkede.
   "Jeg, Arvid, er døden. Jeg er kommet efter din sjæl."

Der er nogle ting i livet, som man har en særlig forventning til. Ofte ting, som skal ske den første gang nogensinde som for eksempel det første kys eller følelsen af at hæve sin første løncheck og stå med sine egne hårdt tjente penge i hånden. Man har forventninger til sine bedste venner, til hvordan ens bryllup skal blive eller ens første bil skal dufte, måske hvordan ens karriere skal udfolde sig eller rækkehuset skal indrettes. Arvid havde haft mange af de forventninger, og mange af dem havde han givet slip på gennem årene. Selvfølgelig, specielt da han fyldte 40 år for nogle år siden, havde han overvejet hvordan det ville være at dø. Han havde håbet på en fredfyldt død, hvor de børn, som han aldrig har fået, ville stå samlet om ham og hans gudesmukke italienske hustru (noget ala hende på s. 42 i M!) ville græde stilfærdigt ved hans side, og til begravelsen ville en operasanger synge Ave Maria og kirken ville være fyldt. Arvid havde aldrig i sit liv gjort plads til en revisor-lookalike i sine forestillinger om døden.

Stilheden blev kun brudt af den rolige lyd af slips mod brilleglas. Arvid glippede med øjnene et par gange.
   "Laver du ..."
   " ...sjov? Nej, Arvid, jeg laver ikke sjov. Ligner jeg en der laver sjov?" spurgte døden og satte brillerne på plads og så sig omkring i køkkenet.
   Arvid rystede en smule på hovedet, og et af de ni toiletpapirstykker faldt af hagen og landede foran hans fødder.
   "Jamen ..." begyndte han langsomt, mens han prøvede at forstå, hvad der lige var sket. "Jeg tror, der er sket en fejl, jeg er ikke ..."
   "Har du kaffe?"
   " ... gammel. ... Undskyld, hvad for noget? Kaffe?"
   Døden åbnede et par køkkenskabe og udstødte en tilfreds lyd, da han stødte på en pose Gevalia kaffe.
   Han rystede posen med den ene hånd mod Arvid, "Hvilken kaffe byder man uventede gæster?"
   Stilhed.
   "Nå ..." sagde døden, tydeligt skuffet over den manglende reaktion fra Arvid.
   Mens kaffen fyldte den lille lejlighed med en mørkristet duft, gik det endelig op for Arvid, hvad der lige var sket. Døden var i hans lejlighed. Lige nu. Og han var ved at lave kaffe.
   "Så ..." begyndte Arvid, og satte sig langsomt ved spisebordet. "Jeg skal altså ... dø?"
   "Det var tanken, ja." Døden fandt to kopper frem, hældte kaffe op, og hældte 10 spiseskeer sukker i sin egen kop.
   "Jeg har altid haft en sød tand," Døden rørte rundt i koppen, "Jeg drak ikke halvt så meget kaffe i mit forrige job som optæller, kan jeg godt fortælle dig, men som døden så skal man være 'up and running' 24-7."
   Arvid så op fra koppen, overrasket. "Dit forrige job som ...?"
   "Optæller. Ja, jeg talte sjæle, du ved. Hvor mange der skulle den ene eller den anden vej."
   "Troede ikke Døden kunne have andre jobs ... " Men jo mere Arvid så på Døden, jo mere gik det op for ham, at Døden faktisk lignede en optæller mere end døden. Den forrige død var garanteret skaldet med tatoveringer. Ja, eller i det mindste en med hætte, eller sådan noget. Ikke halvmånebriller og lyserødt slips.
   "Ja, bare fordi jeg lavede én, EN, lille bitte fejl, og så bliver man pludselig degraderet til buddreng! Jeg kom til at sende en til Helvede, som egentligt skulle have været i Himlen, og da jeg opdagede fejlen 863 år senere, så var han godt vred, ham sjælen."
   Kaffen var drukket. Arvid så på uret, klokken var lidt over 9. Normalt ville han tage på arbejde nu, men det var der vel ingen grund til længere.
   "Nå, vi må hellere se at komme af sted, Arvid." Døden rejste sig, og så på Arvid, der blev siddende.
   "Nej."
   "Nej? Åh, Arvid, lad nu være ..."
   "Nej, sagde jeg." Arvid lagde armene over kors. "Jeg har ikke nået at opleve noget som helst."
   "Nå, men det er altså ikke min skyld! Jeg gør bare mit job, og du gør det besværligt, så let din røv og kom med mig, før jeg bliver gal."
   Arvid tænkte på alle de ting, han ikke havde nået endnu. Han havde ikke kysset Freya, naboen med solsikkerne i haven. Han havde ikke sagt op ved sin dødssyge chef, som konsekvent kaldte Arvid for Arvind, selvom Arvid gik med navneskilt. Han havde ikke ringet til sin mor, og fortalt at hun ikke skulle være ked at af at hun havde indikeret, at han var homoseksuel ved den sidste familiefest, hvor Arvid endnu en gang var mødt op uden en date.
   "Du må give mig 12 timer."
   Det var ikke en forespørgelse, det var en ordre, og både Døden og Arvid vidste det.
   "Du er på dybt vand, Arvid, "sagde døden og trak på smilebåndet. "Men lad gå, jeg er i godt humør og har desuden virkelig travlt. Der har været et uheld på E45 for 3 minutter siden. Jeg kommer tilbage om præcis 12 timer, og så er der ingen vrøvl med dig. Har du forstået!?"
   Arvid nikkede, og i samme øjeblik forsvandt Døden, og Arvid var alene med de to halve kopper kaffe.

Når man kun har 12 timer tilbage at leve i, går tiden amok. Den trækker sig i langdrag, for pludselig at sætte i spurt for at indhente det forsømte. Nogle minutter virker som evigheder, nogle timer virker som sekunder. De 12 timer var ikke helt gået som forudset for Arvid. Efter en solid morgenmad, var han taget hjem til sin mor for at tilgive hende optrinnet ved forrige familiefest. Det var i stedet endt med en lang diskussion, fordi moren havde fortalt ham om sin venindes søn, som også var homoseksuel - og single. Han havde forladt rækkehuset efter fire timer med 7 pjecer om homoseksualitetens valg og oplysninger om AIDS-hotlines. Han havde mumlet "Jeg elsker dig", før han trådte ud af døren, men hun havde ikke hørt ham, og havde i stedet råbt: "HUSK KONDOMER". Han var taget direkte på arbejde efter besøget hos sin mor, og mærkeligt nok bemærkede ingen hans sene ankomst.
   "Hvor er Peder?" spurgte Arvid receptionisten.
   "Peder spiller golf med seniorpartnerne. Han kommer tilbage i morgen. Kan jeg lægge en besked til ham?"
   "Kan du ikke fortælle mig, hvor han spiller golf?"
   Receptionisten, en storbarmet brunette, så irriteret på ham; "Ih jo, selvfølgelig, alt for dig."
   "Ja ja, okay. Fint. Hvem styrer så stedet i dag?"
   Receptionisten klikkede et par gange med musen, så på computeren; "Jeanette. 2. kontor til venstre."
   "Tak ..."
   Arvid ville i det mindste råbe af den næstkommanderende, hvis ikke han kunne give en ordentlig røvfuld til sin chef. Han gad ikke engang banke på, han braste bare indenfor det lille kontor, og så med det samme Jeanette. En lille, gråhåret kvinde, som lignede foruroligende meget hans bedstemor.
   "Undskyld, kan jeg hjælpe dig med noget?" Hun smilede til ham.
   "Øh ... ja, jeg ... jeg mener, nej."
   Hun så forvirret på ham. Han tøvede, og mumlede til sidst: "Jeg vil gerne sige op ..."
   "Åh ... jamen, det er jeg da ked af at høre. Hvad er dit navn?"
   "Arvid Dybdahl Jensen." Og for en sikkerheds skyld sagde han; "Arvid, ikke Arvind."
   "Okay, nu skal du høre, Arvid, jeg skriver en lille seddel til Peder og beder ham ringe til dig i morgen, okay?"
   Arvid overvejede et øjeblik at fortælle hende, at han ville være død til den tid, men af frygt af at hun bare ville slutte sig til rejsen ved sådan en nyhed, nikkede han bare, undskyldte og lukkede døren til kontoret. Ikke så eksplosiv en opsigelse som håbet, og Arvid traskede mut hjemad.
   Der var kun 6 timer tilbage, før Døden kom efter ham og nervøs ringede Arvid på Freyas dør. Da hun åbnede var hun smukkere end nogensinde før, og Arvid mærkede et eller andet i maven give ham kvalme og gåsehud på samme tid.
   "Hej Freya..."
   "Hej Arvid. Hvad vil du?" Hun smilte skævt og så ham lige i øjnene.
   I det øjeblik frøs tiden fuldstændigt. Døden virkede så langt væk, og livet havde aldrig været tættere på. Arvid havde det som om Freya så direkte ind i hans sjæl, i hans dybeste hjertekammer, og han vidste med det samme, at hun havde det på samme måde. Den måde hendes underlæbe buede sig blødt og endte i to smukke smilehuller indbød ham til at kysse hende, lidenskabeligt og længe. Han måtte gribe chancen, hun ville det, han ville det helt sikkert, og livet gav endelig Arvid en chance.

De sidste 5 timer og 57 minutter gik med at vaske tåregassen ud af øjnene, mens Freyas råb og skældsord gav genlyd i Arvids kranium, som brændte så voldsomt at Helvede ikke virkede som så slemt et sted. Da Døden kom efter ham, havde Arvid givet op og var parat til at tage af sted.
   "Fik du udnyttet tiden?" spurgte Døden ham.
   "Ja, det gjorde jeg vel ..." sagde Arvid stille, og fortalte om hele dagens forløb.
   Døden rystede på hovedet, og så på Arvid med en medlidenhed, som Arvid ikke havde forventet.
   Et øjeblik stod de bare der, rolige og en smule triste. Og så tog Døden lige pludseligt begge hænder om Arvids hoved og gav ham et langt kys på munden.
   "Ja, så fik du i det mindste et kys, før du stillede træskoene," sagde Døden selvtilfredst.
   Arvid stod som frosset til stedet med trutmund og store øjne. Hans læber sved, som havde han kysset en jernstang i minus 10 grader.
   "Skal vi?" Døden så tilbage på Arvid, da han var på vej ud af døren, og Arvid fulgte efter ham.
   Han rødmede lidt, da det gik op for ham, at hans mor havde haft ret.