Vi snakker meget om privatlivets fred i vor tid. Især den nyere debat om terrorbekæmpelse har aktualiseret det. For at bekæmpe terrorisme har man diskuteret, om det skulle være lettere at aflytte telefoner, lettere adgang til at ransage trafik af e-mails og lettere adgang til at registrere folks medlemskaber af forskellige organisationer.. listen er lang.
De af os, der bruger Internettet, tænker på at beskytte vores privatliv. Vi værner os mod, at der bliver luret på vores Netvaner. Vi sætter en firewall op, har programmer, der scanner efter spioner og tænker meget over, om der ligger spor efter vores færden på Nettet.
Nuvel, det er ikke fordi noget af alt dette er uforståeligt. Ingen af os bryder sig om at blive beluret. Hvem af os vil have hvem som helst til at kigge ind af vores vinduer og se på, hvad vi laver? Nej da, privatlivets fred er en ting, vi alle stræber efter. Det er bare aktualiseret efter den diskussion om terrorisme, som især angrebet den 11. september 2001 og den efterfølgende opprioritering af terrorbekæmpelse foranledigede, og et nyt fænomen som Internettet har også muliggjort nye indbrud i privatlivets fred, der gør det nødvendigt med nye forholdsregler.
Så de to ting, terrorismen og Internettet, har kun bragt noget gammelkendt frem i lyset.
Men når det med privatlivets fred har fået en sådan fornyet aktualitet, så er det mig ubegribeligt, at visse ejere af mobiltelefoner udstiller deres privatliv uden hæmninger i offentlige transportmidler og andre offentlige steder.
Som pendler er jeg ofte ude for at sidde i toget og få del i et vildtfremmed menneskes problemer i ægteskabet, fyring fra jobbet og andre ting, som jeg ikke ville sidde og baldre ud med til hvem som helst. Nu er det deres eget ansvar, at de bliver aflyttet, for jeg sidder jo ikke bevidst og aflytter dem, men hvorfor i alverden denne udflytning af private samtaler til det offentlige rum i en tid, hvor spørgsmålet om privatlivets fred har fornyet aktualitet?
Tro ikke jeg er mobilhader af den grund. Jeg er selv ejer af en sådan, og jeg ved også at mange, når de bliver ringet op, går afsides med den for at føre samtalen. Det er ikke mobilejere med denne sobre adfærd, som jeg skriver om her.
På vej til sidste års Tønder Festival, hvor togturen er noget længere end min daglige tur til arbejde, sad jeg ved siden af en ung pige, der snakkede i mobilen fra rejsens begyndelse til dens ende. Hun var ikke dansker og da det ikke var engelsk hun talte, så var det begrænset hvad hun udstillede over for mig, men hvis jeg havde været hendes landsmand havde jeg vidst meget om hende, da turen var omme.
Men for et par dage siden på vej til arbejde sad jeg så ved siden af en midaldrende mand, der snakkede i telefon med sin kone i et stemmeleje, der fik selv flyttemand Olsen fra den gamle Huset på Christianshavn-serie til at ligne en stilfærdig fyr i sammenligning. Alt tydede på det var hans kone han snakkede med, og i løbet af den halve time kendte jeg alle hans skærmydsler med hende, lige fra spisetiderne til hans mistanke om at hun så efter andre mænd. Gad vide hvad hun ville have sagt til, at der sad en vildtfremmed mand ved siden af hendes mand og hørte om alt dette?
Pludselig drejede samtalen sig om, hvorvidt de skulle have Netforbindelse derhjemme. Det ville han ikke have, for hvad kunne fremmede mennesker på Nettet så ikke lure i hvad de skrev på mails og udstillede man jo bare sin kommunikation med andre for alle mulige hackere, så det gik han ikke ind for.
Den skærende kontrast til den uhæmmede måde han udstillede sit privatliv for hele toget via sin mobilsamtale gjorde det vanskeligt at holde mig alvorlig. Jeg kunne bare ikke finde en vits, der var god nok til at sige højt.