Da de vågnede næste morgen, var alting forandret. Luften var på en eller anden måde renere. Det var lettere at trække vejret. Der var ingen af dem der sagde noget. Ord var ikke nødvendige længere. Hun så ind i hans øjne. Hans ubeskriveligt dybe øjne. Det fortærskede udtryk "øjne så dybe som skovsøer" gav pludselig mening for hende. Hun lo. Al den bekymring til ingen verdens nytte.