Under os ligger de tunge og kantede.
   De er blevet overset af mange mennesker.
   De er blevet båret hertil af stærke mænd i sin tid.
   De rykker sig ikke og de føler ikke. Men kulden og varmen samler de i sig.
   Under dem kravler små kryb og over dem passere alt fra heste-sko til lastbiler.
   De bestemmer ikke hvor eller hvornår de skal rykkes.
   De er der bare, men de er ikke farlige, ihvertfald ikke så længe de er tørre, men når de er våde er de livsfarlige.
   For dem eksisterer døden ikke.
   Timerne og dagene ligner hinanden, men de keder sig ikke, tværtimod nyder de alt hvad der bliver gjort for dem.
   De bliver fejet når de er tildækket, rettet når de er skæve, saltede når de er frosne.
   Den pleje har gjort dem trofaste, stabile og meget flotte.
   Nogle af os tager dem op fra deres beskyttede grav, for at bruge dem som våben.
   Det skaber kaos, fordi de små kryb skræmmes af verden over, og fødderne fra oven kan let dumpe skævt i graven.
   Udviklingen løber fra brostenene.