Det var en lille og gamle landsby.
   Store tanker krydsede dens hjørner, i pjaltet tøj af linned.
   Der var flere mennesker ved vinduet, fordi dette var dagen, hvor ridderne skulle gå igennem gaden i landsbyen.
   De vinkede med deres elm, alle i rustning, der skinnede og reflekterede hvor skarp deres fremtid måte være.

Søerne med lavt vand, adskilte hvert lille hus fra hinanden, som om alle derfra var nabør til vandet, og ridderne gik ud, og i et sekund reflekterede deres silluet ind i den stille og sølv sø.
   Så hurtigt dette skridt, men hvor meget ære var der på denne vej?
   Opmærksomme blikke fra hele folket, som prøvede at blive til andet køligheden af disse skæbne, gennem deres dedikation.
   ridderne så ud til at føle smerte, var ikke glade, de var stadig urørte sjæle.
   De søgte efter ære og herlighed.
   Sværdene de gik med hang der stadigvæk, de havde aldrig brugt dem. De vidste ikke hvor ondt de ville gøre.
   En pige sad og havde overblik over det hele. Hun kunne forstå hvad der var udover æren og kendte motivet til at leve, der var meget der var værd at kæmpe for.

Men hvilken som helst kamp skulle være værdifuld? Hvor mange uskyldige skulle falde under en vægt som ikke tilhørte dem?
   I stedet for at reflektere lyset, skulle hver elm og rustning i stedet have en dunkel og bitter retning mod voldsomhed.
   Ægte hjerter blev onde og rå. Ungdom stjålet fra deres hjemme, blomster på vejene blev presset, skæbner der ikke fik nogen tid til at vokse.
   Men, hvem, mon, kunne have sagt det hele til denne så unge samvittighed?
   Hvem, havde mon fortalt om sandheden om krige, skjult i rustning og ære?
   Kun hun kendte og følte, det var ikke bare noget som hun allerede havde oplevet. Det var noget større, det var en del af dybe erindringer, ligesom hukommelser af en drøm som man har og aldrig kan slette.

Helt troppen gik ud. Vinduerne som var fyldt med nysgerrige ansigter og blikke, blev pludselig tomme.
   Pjaltet tøj tilbage i gaderne, fede ansigter tilbage i køkkenet.
   Mens pigen stadig selv tænkte...hun tænkte på hvor mange unge der skulle tilbage, og af ridderne der kom tilbage, hvor mange ville stadig være helt sig selv?

Hun følte i øjnene, den sidste tåre af en erindring der næsten var slettet, men hvilken, på grund af denne hændelse, blev den så levende til hendes tanker igen.
   Der var en tid, hvor solen var varm, og søde dufte var ind i illusionens flaske.
   Tiden lavet af smil og selskaber.
   Pigen var stadig så ung og havde allerede gennemlevet historier, der nu, bare var minder, for svære at glemme, triste minder foran virkeligheden som hendes liv er nu.
   På et hvidt og stort slot, liggende på toppen af et gammelt bjerg, hvor hun levede sine første år.
   Hun var meget lykkelig, meget elsket og kendte kun righed og glæde.
   Ridderne plejede at vinke til hende, hver gang de gik gennem den store plads fra slottet, og fra et vindue højt oppe kunne den lille pige se de uendelige egetræers skove og fyrretræ fra syd til nord, kun floden krydsede skoverne og fulgte ned til slottet, hvor der var en voldgrav.
   Hun havde alting, men kendte kun kærligheden og glæde, resten: frygt, farlighed, fattighed, onde instinkter, kendte hun ikke engang til.
   Tiden gik ligesom en rolig vind som blæser fra markerne, med glæde, og hurtigt, fyldt med dufte... sød luft fra skæbnen.

Men, da var den lille vokset lidt og blevet til en smuk jomfru. En krig var startet. Hendes kongerige mod andre kongeriger, på grund af landet, bjergerne og markerne, på grund af alt hvad hun altid havde elsket. Og hendes far og alle mænd fra kongeriget gik ud på et Korstog.
   Kongen ville kæmpe for at få friheden og fred tilbage, og for at sin datter bare kunne få lykken tilbage, derfor ville han kæmpe.

Men i navnet af sådan en følelse, blev flere mennesker straffet, flere var ødelagt og den gode grund de før havde haft til deres kamp var der ikke længere, så det var en meningsløs krig.
   Og pigen fra vinduet højt oppe fra var forpligtet til at gå ned og med sine fødder på jorden, iagttog hun rigtig tæt på, flere ridder kom aldrig tilbage, andre kom tilbage, men havde mistet tanker og følelser.
   De så ud til at være døde skygger, uden ønsker, uden de skinnende øjne, der tidligere hilste så sødt på hende, i den så hyggelige tid på slottet.
   Ingen smilede mere, ingen kiggede længere på hende.

Hendes far var aldrig kommet hjem igen.
   Bagefter var slottet uden skæbne, ligesom hendes elskede vindue, hvorfra hun mange mange gange havde set på markerne, skoven, hvorfra hun havde set på lykken som kom tilbage pjaltet og laset.
   Gode mænd kom tilbage onde.
   De tog hendes smil væk, og de havde vist ting, som hun aldrig havde set på: tristhed, farlighed, middelmådighed, onde instinkter.
   Nu, i den lille landsby, med den korte gade og gamle tanker, hun kendte egentlig det hele.

Hun så på øjnene fra alle som kom tilbage fra krigen, alt det som hendes far havde prøvet at beskytte hende fra i de så lykkelige dage i fortiden.

Hun så på den sidste ridder at reflektere hans rustning på en lille sø ved siden, og hun sukkede, lukkede det trist vindue fra det simpelt hus, hvor hun bøde nu og bad for at i hvert tilfælde, en af alle disse ridderer, der kom tilbage, og endnu engang kunne vise hende lykkens øjne, hvilken hun havde allerede glemt!