Destination viklet ind i, spor af en fortid, som natten verden ned med sin vægt på et liv, der kunne være så mange af sine samtidige, deling med samfundet de moderne tendenser i hans tid, teknologiske forandringer, som giver mere og mere komfort i dagligt; i hvert fald til alle dem, der har sikret den sociale integration i dybe lommer eller på kreditkort med deres navne trykt i en gylden perfekt.
   Hvad er mennesket? Vivid stærk og urokkelig tanke, en, der har de faglige trin er anført i grader, Postgraduate, der gør intellektet rundt som en bold, der vender sig og sving og kommer altid tilbage til det samme sted: det er nødvendigt at være klappede, pleje, nødt til at have den bedste, den mest præcise ... Hvis "i morgen" skete bare for dem, ville være perfekt, fordi det ville være på forkant med dine ønsker for første gang.
   Hvorfor vente? Resultaterne skal og være foran os.
   Hvorfor acceptere ubetydelige ting som døden? Den intellektuelle produktion, teknik, kombineret med de formuer brugt på vegne af denne udødelighed stof, snart allerede sikre endnu denne frugt.
   Og så ja, endnu en hindring for sådanne sind så vigtigt, at disse liv, der ønsker mere, og de vil få mere; fordi de er bedre end de generationer, der opholdt sig bag. Deres tøje er bedre, teknologien til rationel udnyttelse af alle ting er langt højere. Dens asfalt tillader absorption af regnvand, er sit affald korrekt genbruges. Deres biler, og forurener ikke engang parkere selv.
   Alt er ved at blive ren, transparent; og det er sådan de fleste, at den øverste økonomiske magt føler, ligesom en krystal, som kan snart selv leve evigt. Hvor perfekte! Næser stående, ingen spor af snavs, ikke engang i deres sko. Kan passere uskadt af varme fordi aircondition omfavner den mest passende temperatur i deres hjem, biler eller arbejde.
   Intet forstyrrer dem, ingen storm, ingen sygdom. For alt, hvad der er en løsning, en kur. Den perfekte verden, skabt til fattige og rige, eftersom samfundet har skabt forbøn for alle køretøjer. Ingen bliver efterladt, alle har deres lomme teknologi, ambitioner, garanteret underholdning. Eletrisk lys i de fjerneste steder, disse afstande, der ikke eksisterer i virkeligheden.
   Alle kvalificerede, der ønsker mere og mere. At miste, men ydmyghed, evnen til at lide for en anden, og den falske opfattelse af, at livet er bare, at materiale og perfekt i hvad den har netop.
   Hvis alle mennesker sammen på samme måde, den evige søgen efter personlig og egoistisk lykke, der kender kun den ene side af medaljen, pludselig kunne se virkeligheden i "eksistens", der har boet væk fra det hele ...
   En dreng, mistede forældre i en togstation, som kun kendte ingen frygt og fortvivlelse for at være alene, fordi det var stadig meget lille. Men ikke nok til at have så bort fra det sted, hvor de kunne gå tilbage til at se ham, og dermed ind i en tæt og mørke skov, og der, han faldt i en slags hule, hvor sollyset aldrig trængt, hvor lyden af verden aldrig nået.
   Drengen var sulten, kold. Over tid vant til mørket. Noteret som værende der fodres og således ikke dør af sult.
   Voksede, han går mere og mere underjordiske dale. Uden at have et eneste menneske der kunne tale med, og alligevel sikkert fra nogen fare, da det er det onde af de største mænd i de farer for uskyldig, som han var; denne uskyld, der kun voksede at fordrive tiden. Fordi hans liv var ligesom eksistensen af en rose i et drivhus. Beskyttet mod alle trusler, uden at kende de vejrmæssige faremomenter; kun sit eget væsen var prioritet. Bare nødt til at tage sig af den daglige overlevelse.
   Han spiste så lidt, at han vænnede sig til det. Uden de særlige forhold i sofistikerede smag, han vidste bare han skulle spise for styrke til at holde sig i live. Ikke udsender lyde. De ord, han havde lært før blev glemt. Sine drømme i de mørke huler tabt i stilhed disse vægge. Han havde ingen kontrol over, hvad der drømte eller tænkte; eller troede. Kun forventede sit liv i det næste skridt ville, og det var alle; uden bevidsthed at være af denne æra. Hvis som alt omkring ham, hvis dyret, da han så. Vandet blev ham glad, dræbte sin tørst der i mørket dyb. Men at blive sig våde, forlod ham med knoglesmerter. Der var ingen tøj, var der ingen ild, varme. Han ville bare noget at give ham nogle komfort, selvom han ikke forstod, at dette var et ønske, og dermed begyndte at føle sig anderledes fra alt omkring ham, stalaktitter, stalagmitter uden følelser ... Det var mere end det.
   I mellemtiden, det ønske om en verden forenet i hvad syntes at være den største skridt for menneskeheden begyndte at være opfyldt, som den mest forfærdelige profetier.
   Med intet andet at se frem ud over evigheden selv. Det var denne farlige kant af mørkeste klippe, at menneskeheden ville følge.
   Uden at vide sig selv, hvor kan nogen at oenske endnu mere af det ukendte?
   Og de ønskede ... Balancen blev brudt på det tidspunkt der sine haender blev sammen, uden mellemrum mellem dem. Alle hænder, rige og fattige, mænd og kvinder; var der ingen forskel, alle vidste, havde indtaget, ingen mere uskyldig, selv et barn, da de blev født til at have opgivet, nogle bogstaveligt, den andre, udvekslet forældrenes job, der aldrig behandlet dem som børn. Således født allerede udsat den totale mangel på kærlighed, vidste ikke uskyld bliver kun børn, elskede, plejes, kære. Set så tidligt mangel på kærlighed, at det var, hvad de også fordelt.
   Og så i den materielle verden, vokset til at have mere, nåede alle menneskehed den top kulde, med alt, hvad den kunne tilbyde. Men ... Der var stadig en fejl, der skulle rettes af hensyn til alle, der har studeret så meget, overvinde så mange efterladt, langt bagefter.
   De kunne ikke fylde deres sind, deres garager, deres pas med så mange frimærker, så mange faciliteter, og bare lade det fare vild ... ikke engang "arvinger", de skulle forlade, og den eneste arving til alle denne kamp skal være sig selv, alligevel; og det ville være!
   Materialisme i top havde blændet dem, så ikke engang indså den slags virkelighed, netop var blevet oprettet for at opleve den "menneske" eller "at vaere menneske" som noget, der burde have været gjort kun én gang og efterladt, som en "avatar" læring, som afgiver os til et andet niveau, hvor sagen ikke længere være nødvendig.
   Men hvad med Skaberen, der klamrer sig af saadam maade til den ufuldkommen skabning til det punkt, at hans ønsker er at blive den, føle ligesom den, for evigt?
   Hvilke afskyelige korruption. Dette ønsker til at bo altid i station og aldrig komme til den virkelige destination!
   Men dette var blot ønsket om hele menneskeheden.
   Domineret kun af materielle, glemt om hvad goere dette materielle at bevaege sig. Glemt om aand. Den menneskehed oenskede at være kun hvor de boede, og klyngede sig til det med al styrken, mens øverst følges på randen afgrunden, selvom man troede kun sikkerhed i toppen!
   Balancen skabt for at bevare "status quo" kaldet "menneskelige", afhængede af denne cykklus af fødsel og dø.
   Men over tid, egoisme af dem, der nåede deres top så hurtigt gjort arten af deres egen krop blive glemt. Ingen husket selv eller tænkt på noget, men sig selv. Og så ingen blev født. Indtil videre ikke noget problem, da ingen døde også, og det var hvor de skulle gribe ind.
   Men livet eksisterede kun fordi ogsaa der var død. Det vand, hvilket de drak, dråberne fordampet der faldte som regn, hvilket gør blomstre afgrøder at skaffe mad til alle levende, disse samme levende taenkte paa at dette vand kom hvorfra alligevel?
   Ingen af dem ønskede at tage viden ... Ville bare leve evigt, for at sikre, at den erhvervede viden og penge ikke går tabt og kunne forblive på toppen for evigt!
   Perfekt tanke ...
   Menneskeheden fik at betale videnskabsfolk, forskere og nåede målet. De ristet den nye bedrift, en, der ville sætte hele generation i bogen af Gold Historie, ville historien være skriftlig og "læst" for dem, da de ikke dør, vil deres resultater være deres alene, ikke af en næste generation selv uden navn og ingen ansigt.
   Deres navn ville blive udødeliggjort, ville de være evigt ...
   En skål! Alle hævede deres glas, og der var ingen vin eller vand til at udfylde den.
   Ingen regn, ingen vin i blomst. Alle tørret, blev luften uden ilt. Atmosfæren blev kun i en daarligt dyr, ukuelig, der spiste live alle dem, der troede sig udødeliggjort.
   Alle sterile, livet kastet til ufattelige afstande, verden og menneskeheden kun havde et valg til mister ikke frø for alt, gnist af tanke, der gjorde denne frø den verdens samvittighed.
   En statisk elektromagnetiske bølge kom over overfladen af verden og som det ville til et musiknummer optaget på en disk, alle sind bevaret der. For dem, der troede på toppen var faldet for stor. Grænsen var blevet for snævre, og afgrunden modtaget alle, der ønskede at være større end livet, der var genereret. Og til slut med agenten kaldet "døden", netop færdig med agenten "liv", og evighed af dem var øjeblikkelig kortfattethed af ubalance forårsaget.
   Alt blev tilsluttet. Årsag og virkning. Ødelægge årsagen, alt mistet sin virkning, og verden i sin fuldstændige sterilitet mistede også alle evnen til at producere liv, som vi vidste det.
   Men den dybe underjordiske, ikke kendte effekten af disse umættelige dæmoner kaldet mennesker. Og denne dreng, der voksede op der, i mørket og ensomhed, der kendte alle de vanskeligheder af livet uden civilisation, uden dermed de dårligdomme, der kommer fra det også. Han vidste ikke noget bekvemmelighed, men også vidste ikke det umættelige begær, der foerte den.
   Han havde ikke komfort modernitet, men fik ikke frygten for frustration. Han havde ingen venner, endsige fjender rundt til alle, der omgiver sig med venner.
   Uskyldig, ren, balanceret med den fuldt mål kun gives af domstolene, da forurettet af skæbnen, han aldrig vidste elendighed; hans stærke natur, rå, noterede den lille, der kunne fra det mørke verden som konsekvenser af ting, der ikke passede ham ændre sig. Han var ligesom et dyr. Hvis han var set fra denne menneskehed valgt og materialistisk snob og han ville gerne være behandlede som den mest vaesen urent, uuddannede og ude af stand. Han var pjusket, beskidt, stum, da ikke sagt et eneste ord. Men de ikke vidste, mennesker af Jordens fortid, at ogsaa hans læber heller aldrig forbandet, kæmpede, løj, men for at prætentiøs generation disse ikke var nødvendige krav. Den intelligens, magt, skønhed, ja disse var. Og for hver af disse at menneskeheden ødelagt og nu lå fanget i det elektromagnetiske boble, der dominerede planeten, der ønskede at leve for evigt uden at tænke, at balancen i liv og død var det, der gjorde hjulet tur. Ingen luft, ingen vand, ørkenen verden lå statisk, ingen tid, ingen plads, alle nu derude var intet fyldt med elektromagnetisk boble som havde suget alle udødeliggjort folk udødelige mennesker, men livløs.
   Drengen, den eneste menneske i kødet, nu vokset, og stadig bor i dybe huler, var det modsatte af hele menneskeheden. Han blev den eneste vaesen der boede, selv om der var ikke en tanke i det, mens de, der ønskede at leve, kun deres eksisterede tanker.
   Men den ensomme mand, der vidste intet om menneskeheden, vidste ikke, om denne kollektiv tanke, endsige hans fængsling. Han i sin frihed bare at være, gik gennem luftlommer på underjordiske, drak vandkøleren og trofaste af de skjulte, forbindinger grundvand.
   Han havde allerede set paa nogle lys, der skinnede i den dybeste mørke; han kunne lide lysstyrken, men turde ikke at gå taettere paa. Ærværdige alle uden iver af graadighed, og han var respekteret af det miljø, hvor han var rejst.
   Men med tiden tvunget noget ham til at gå ud over de grænser, der han vidste ... Saa, engang, da han vandrede gennem barske steder i en anden grotte alle de andre, han havde den første gang sådan noget inde i ham der vejlede ham. Det var ikke en stemme, fordi han skulle ikke forstaar, men det var helt sikkert vejledning som et kompas.
   Og han var klatring stejle mørke, balancering med besvaer sin buede krop, som aldrig havde opholdt oprejst for alvor. Han rejste sig, gik op, som om der var en hensigt i det hele, men der var ikke.
   Han var ikke et væsen med følelser. Først til sidst ... Da han nåede et plateau, hvor det var lettere at gå, han løb endeløse fugtige rum, som syntes endeløse som så mange andre før, indtil noget blev ham forvirret, næsten klar over, hvem han var, eller at han var en vaesen. Han dækkede hans øjne hurtigt, fordi det gør ondt, og først dukkede rigelige tårer, der faldt.
   Det var det lys, som viste sig for ham, som om han endelig kom ud af de mørkeste tunnel og blev kaldt paa en uimodståelig kraft til det punkt der, i en hule stykke så anderledes og så skræmmende på samme tid.
   Han, som havde vænnet sig til mørket, der var næsten fuldstændig sin eksistens med fokus på noget i retning af "nej eksistens", da fravær af lys havde givet ham en verden uden noget at vide, ryddede sanserne men tog vaek mening. Han havde vænnet sig til ikke at føle, ikke ønsker.
   Og nu hans seværdigheder brændte, men hans hjerte brændte mere. Først gang han følte hjerte paa brystet. Hvor underligt det var? Ubehag, og et ønske om at finde ud af mere. Fjern slør af mørke.
   Han ville løbe, gå tilbage til den absolutte banen. Men kunne ikke, og vendte igen, lysstyrken næsten blændende ham igen. En ufrivillig og ny følelse vækket han stønnede, bevogtet i halsen måske siden han var et barn fra den tid, hvor talte aldrig mere.
   Famler hans hals, indså han, at her var hans tale. Det var som han kunne huske, da han talte, og ønskede at sige noget, men ordet bare drop i brystet, da hans hjerte ønsket for ham at følge indtil solen.
   Blindhed sluttede, da hans øjne justeret til lyset, der kom der.
   Han tænkte aldrig at kunne se så mange detaljer, så mange små ting og så meget lys paa ét eneste sted.
   Åbningen af hulen syntes ligesom syndernes forladelse, gav ham alt hvad han ikke havde. Og nu er han indså, at han havde intet. Selv havde visionen om sig selv.
   Hvem eller hvad var han?
   Tanker begyndte at blande i hans sind, som om han endelig kunne huske ordene.
   Men det var, da han så på sine egne hænder, han blev virkelig bange.
   Hvad var de? De lange knogler, som åbnes og lukkes, der gjorde ham tage, hvad han ønskede og at droppe, hvad han ville.
   Lyset kom, og han gik ud af hulen. Hans hjerte sprængfyldt med følelser der, for første gang dominerede ham. Men før han forlader, han lagde en hånd på den grå væg af hulen. Paa det øjeblik, en stor eksplosion blev hørt for miles og miles væk.
   Menneskeheden af ham syntes til at attraktive elektromagnetisk boble, som om han var virkelig en magnet. Den verden ønskede at leve igen og brug for blot en eller andens menneskelighed for at dumpe alt den energi koncentreret udødeliggjort livet af den tabte generations.
   Det var Impact mest ekstraordinære og fantastiske af Lys og Skygger.
   Fanget sinder, frigives, straks. Men inde i denne hulemand, hvilket sind aldrig havde kendt noget af livet.
   Alle disse intellektuelle monstre. Alle dem rige i verden, alle kvinder, uelskede børn, alle til sidst overført fra disken, hvor de var blevet "frelst" det samlede tab, var nu i en kollektivt ubevidste, nu sidder fast i et enkelt væsen. Det ville være alt mindet om menneskeheden. Hos Hule mennesker, som mistede deres formastelige samtidige, var blevet dem alle, når blot søges af lys.
   Mærket af hans hånd der i Hule var for evigt. Som om effekten af en atombombe havde gjort det.
   Men bomben var kun eksplosionen af milliarder af sind.
   Hulemand så den første Daggry af hans liv.
   Han så igen på hans beskidte og snavset hænder, og forstod at de var beskidt. Den forståelse af verden kom hurtigt, og luften kom tilbage til cirkulere i verden og den første regn begyndte at falde. Manden åbnede sine arme og begyndte verden igen, bare på grund af ham; og gennem ham.
   Og de mennesker at nu beboede paa ham, skulle blive domineret af ham, eller ikke. Bare han ville have kontrollen med dem, der ønskede at leve for evigt og nu, havde returneret til "Hule Alder"!
   SLUT