Skrigende dør du i dønningerne fra min krop
mens månen afrundes over os
og spreder vingerne som et blødt tæppe af nat

denne sagnomspundne mystik ligesom
eksplosionerne fra vores øjne
skaber euforiserende tåger af lys
larmer rus gennem blodet

vi falder sammen som var vi blot
løse lemmer uden muskler og sammenhæng
jeg klemmer din skønhed mellem fingrene
dér på dine skuldre ligger nattens dybde

vi er fugle der som en eksplosion
har ædt hinandens vinger
vi er dyr der græder og ler
som opgiver at tælle stjernerne
på vinduets duggede glas

et tog rammer perronen i det fjerne
du er mine dumpe magiske lyde
i nat vil jeg drømme i dig
og ikke om dig.