Du jager efter lykken, det perfekte, alle vegne, hele tiden, igennem alle årene.
Prøver dig frem - dur dette?
Og årene går.

Nej, du finder sikkert noget bedre, yngre, smukkere,
bare du prøver igen.
Og årene går.

Haster hektisk videre til næste, næste forsøg.
Videre, videre, videre.
Og årene går.

Kan du finde lykken her, eller skal du tage ud i den hele vide verden?
Ligesom prinsen i HC Andersens eventyr om prinsessen og ærten.
Og årene går.

Men prinsen fattede dog i det mindste i tide, at det han søgte, eksisterede
lige for øjnene af ham, uden at han havde kunnet se det. Gør du?
Og årene går.

Og din rastløse søgen bringer dig vidt omkring og du har så travlt
med at se videre - fremad, fremad, fremad.
Og årene går.

Du har så travlt, at du slet ikke ser, hvilke værdifulde ting,
du tramper under fode, i dit hastværk, for at nå
videre, videre, videre
fremad, fremad, fremad til
næste, næste, næste.
Og årene går.

Hvornår stopper du op og vender dig om og ser lidt nærmere til på det
spor, du efterlod?
Måske først, når det er for sent!
Årene er gået.