Jeg så dig en aften.
På en slidt bænk i botanisk have
ledte du efter gamle minder.
Jeg må indrømme, at det føltes som om
dine fingre aede mit hår,
hver gang du aede den milde vind.

Jeg ved, du aldrig har lokket med håbet.
Har aldrig brugt drømme, har aldrig hånet.
Du ved ikke hvordan man narrer et hjerte.
Du har jo aldrig ødelagt sorgens årer.

Dine øjne er et spejl
Jeg ser mig selv i spejlet
Spejlet vil ikke se mig.

Men du må lære mine blikke at smile.
Eller også må du lære mig at elske,
stilheden, og savnet.

Jeg så dig den aften.
Havde oplevet så meget sorg,
at jeg kunne være din undersåt,
men mit hjerte var også så følelsesløs.
at det ville være en umulighed.

Hvis jeg har besluttet at være din undersåt,
vil det ikke ære en dronning som dig,
at afvise mig.
Vis mig, hvad du end ønsker at vise,
mit hjerte bærer gløden i sin dybde,
og vil adlyde dig.