Malak lod en finger glide hen over de to små mærker på hendes håndled. Det gjorde ikke specielt ondt, det var mere ømt. Hun spekulerede på om hun nu ville dø, da hun aldrig havde hørt om en, som havde overlevet et møde med en vampyr. Hun kunne ikke lade være med at tænke over, hvornår det var sket. Hvornår var en vampyr kommet tæt nok på hende til at bide hende, og hvorfor havde hun sluppet væk. Hun prøvede at tænke tilbage på angrebet. Men alt var forvrænget, og hun havde huller i hukommelsen. Hun kunne huske hendes mors ord, hendes kommando om at komme væk, men hvordan hun havde kommet ud af grotten var væk... Selv hendes flugt var der huller i, hun kunne huske de våde blade fra skoven hun løb igennem, men ikke hvornår hun havde valgt at løbe mod ørkenen, ej heller huskede hun hvor længe, hun havde løbet før hun faldt. Hun rejste sig op, og så sig omkring, der var ingen fodspor, der førte hen til hende, og så hurtigt plejede ørkenen ikke at viske sporene ud, medmindre der var en sandstorm som slettede dem.

På trods af at Malak ikke kunne se, hvad vej hun var kommet, var hun slet ikke i tvivl om, hvilken vej hun skulle gå nu. Hun rejste sig op og begyndte at gå mod nord, mens hun prøvede at spare på hendes kræfter. Hun vidste at ørkenen var fem dages rejse, men hun havde intet vand, så chancerne var små, for at hun kunne overleve. Alligevel valgte hun at forsætte, det var ikke en mulighed at vende om, og gå tilbage til grotten, for hun var helt sikker på, at der ville være vampyrer der.

Et par tårer løb ned af hendes kinder, da hun kom til at tænke på hendes mor, hendes blide hænder og hendes indre varme. Hun havde altid hvisket til hende, at hun var noget specielt, og at hun en dag ville komme til at skrive historie. Malak vidste, det var noget alle mødre sagde til deres døtre, men det varmede at høre det. Hun forsætte med at vandre, og prøvede at skubbe alle tankerne væk så hun ikke blev svag. Hun havde lært skubbe tankerne væk, så hun kunne være kold og handlekraftig. Hun havde lært at det ikke hjalp, at have medfølelse med ofret, for havde man det, kunne man ikke afslutte ens mission. Hun koncentrerede sig om at gå langsomt og roligt, så rolig som muligt for at spare på sine kræfter. Hvert skridt blev taget i samme tempo, og afstand som det forrige. Dagen gik langsomt, mens solens varme stråler brændte Malaks mørke hud, hun var vant til solen og havde en smuk solbrændt kulør, hendes sortbrune hår passede til hendes ovale ansigt. Hendes øjne lignede Serbinas, de var sølvgrå som en sølvmønt, funklende og fulde af liv. Hendes læber var fyldige og runde, og indbød til et livsfarligt kys, et kys som flere gerne ville dø for. Et kys to allerede havde smagt med døden til følge.

Solen blev varmere og varmere som dagen gik, og Malak gik i et roligt tempo og opdagede ikke, at hendes spor bag hende forsvandt, så snart hun løftede sine fødder. Som dagen gik på hæld, sagtnede Malak farten, tørsten var voldsom og en begyndende hovedpine dunkede i hendes hoved. Hun vendte sig om for at se, om hun kunne regne ud, hvor langt hun havde gået, da hun opdagede, at hendes fodspor var på mystik vis væk... Malak var lamslået over at se hendes fodaftryk forsvandt foran øjne af hende. Det var som om magi beskyttede hende, og hjalp hende med at flygte fra vampyrerne. Men hun kendte ingen, som kunne magi, så det var ikke en troldmand som hjalp hende. Uanset kilden gav det hende fornyede kræfter til at forsætte i den skoldhede ørken. Hun forsatte mod nord som planlagt. Der lå Stungainia, en enorm handelsby, hvor hun kunne søge tilflugt og måske finde noget hjælp. Hun havde været der før, og med sine egne øjne set drager, som fløj med en rytter, troldmænd som stod og pralede med deres magi, for ikke at sige monstre fra alle børns mareridt, som stod og skræmte publikum.

Bedst af alt, der var flere organisationer af lejemordere, hun vidste der mindst var 10 forskellige klaner, som arbejdede i skyggerne i de små stræder. Det var bare et spørgsmål... Ville hun kunne klare ørkenens varme? Hun forsatte mod nord, mens solen gik ned, hun holdt kun korte pauser for at spare på kræfterne. Da natten kom, kom angsten, hvad nu hvis vampyrerne alligevel fandt hende. Ville de slå hende ihjel, eller ville de lave hende til en vampyr. Havde hun overhovedet en chance for at overleve. Atter sneg spørgsmålet om hendes sår sig frem, kunne de finde hende pga. det, ville hun overleve, og hvis nej, hvor længe gik der så før at hun døde. Hun kiggede ned på sit håndled, men kunne intet se da månen var skjult af en stor sky. Hun holdt sig i gang det meste af natten, inden hun lagde sig ned for at sove et par timer. Der var ingen steder hvor hun kunne søge læ, så hun pakkede sig ind i sin kappe, og lagde sig på sandet. Der var en grund til at ørkenen hed Fire Sands, for selv i natten brændte sandet Malaks krop, der hvor den nøgne hud rørte ved sandet.

Da solen stod op satte Makal sig op. Hun kiggede sig omkring for at se, om der var spor efter nogle dyr hun kunne jage. Men der var intet. Intet at spise eller drikke. Hun sukkede dybt, inden hun rejste sig og begyndte at vandre fremad igen. Dagen gik uden de store problemer, dog begyndte hun at snuble nogle gange. Ved mørkets frembrud havde hun intet set, udover sand og atter sand. Ingen karavane eller oase, intet til at give lidt læ for solen og intet at drikke og spise. Da det blev mørkt smed Malak sig ned i sandet og græd af frustrationer. Tvivlen begyndt at nage hende, tvivlen om hun ville klare den, om hun var på rette vej, eller om hun gik forkert. Huskede hun forkert. Hun lukkede sine øjne, og rullede sig sammen på siden, og hulkede voldsomt.

Da gråden fortog sig hørte hun noget. En fløjte spillede en munter melodi. Hun satte sig op og kigge i retningen mod fløjten. Hun kunne ikke tro sine egne øjne, foran hende måske kun 100m borte stod et lysende tårn. Det så ud som om tårnet lyste af sig selv. Men det kunne ikke passe, for et øjeblik siden havde tårnet ikke været der, så dette måtte være en hallucination. Men musikken forsatte, og Malak kunne ikke styre sin egen nysgerrighed, hun rejste sig og gik hen til tårnet. Men der var ingen dør i tårnet, kun et vindue langt oppe, hun gik rundt om det flere gange, for at sikre sig at hendes øjne ikke bedragede hende. Hun lod en hånd røre ved den lysende mur. Hun havde forventet, at muren var varm som alt andet her i ørkenen, men den var kold. Malak rystede, da hun pressede sin krop imod tårnet for at køle sig lidt af. Kulden fra tårnet fik den unge Malak til næsten at græde af lettelse, måske kunne hun få noget at drikke her? Måske kunne hun få af vide, hvordan tårnet var kommet til hende. Var det Magi?

Hun trak sig lidt væk fra tårnet, og kiggede op mod vinduet, nu hvor fløjten var stoppet. En skygge gik rundt deroppe. Malak turde ikke kalde på personen, hvis det var en troldmand eller måske en vampyr? Hun kendte meget lidt til, som alle andre, vampyrer og deres kræfter. Dog erkendte hun, at hun havde brug for hjælp, hun ville ikke overleve meget længere uden vand. Malak slog sit hoved mod muren, mens hun prøvede at bestemme sig. Hun lukkede øjne og bankede panden mod muren... pludseligt lød slagene hult, som om det var en trædør, hun slog panden imod. Malak stoppede, åbnede langsomt sine øjne op, og så der var en dør foran hende. Hun gispede og trak sig så hurtigt tilbage, at hun faldt så lang hun var, hurtigt kom hun op på albuerne og stirrede lamslået på døren. Den havde helt sikkert ikke været der før. Hun var næsten 100 % sikker. På den anden side kunne en dør ikke bare dukke op. Hendes blik veg ikke fra døren, hun ventede næsten at den ville gå op af sig selv, eller at der stod en vampyr på den anden side, og kun ventede på hende for at fuldføre deres hævn.

Det lysende tårn stod tavst hævet foran Malak. Langsomt kom hun op at stå, og gik hen og tog i døren, næsten forventende at den var låst op. Den var låst! Hun undrede sig lidt og bankede på, hun måtte have noget at drikke, inden hun blev dårligere. Hun havde fået en tørst, som hun aldrig havde oplevet det før. Hun kiggede atter på sit sår og gøs. Mon det havde noget at gøre med hendes tørst? Hun tog atter i døren, og denne gang gik den op, uden en lyd. Malak gøs idet hun gik ind.