Dagens varme stråler varmede Malaks krop, mens hun lå fladt på jorden, gispende efter luft, udmattet efter den lange flugt. Sandet klistrede til hende svedig krop. Alting gik videre på trods af, at hun lige havde set næsten alle hun kendte blive slået ihjel, uden at hun var i stand til at hjælpe dem. Vinden blæste lidt sand over hendes krop, men vinden gav ingen nåde i varmen. Vampyrerne havde ikke ladet mange flygte, faktisk var hun den sidste af sit folk, eller det regnede hun med, for hun havde ikke set andre komme ud af grotten da hun flygtede. Kun undsluppet hævnen pga. hendes alder, ikke at hun var ung men med sine 14 år var hun i vampyrens øjne ingen trussel. Sveden løb ned af hendes krop, men hun gispende nød solens første stråler. Selv om det var morgen var solen varme allerede brændende varm. Hun lukkede sine øjne for hurtigt at åben dem igen. Hun satte sig op, og kiggede den vej hun havde løbet for at komme i sikkerhed. Hun måtte smile lidt, hun vidste hun ikke var sikker mere. Hun var et mærket bytte. På trods af hendes unge alder var hun den sidste af en gammel skik, en gammel klan af lejemordere. En af de mest ansete, hvis ikke den mest respekterede klan.

Hun havde allerede et par mord bag sig, som hun var blevet dekoreret for. Det var standard i denne klan, at en lejemorder fik et mærke for hvert drab. Hun havde, imod mange af de ældstes råd, allerede fået to piercinger, som betød hun selv havde 2 attentater bag sig. Mod reglementet skulle hun bestå sin ilddåb, inden hun fik Skygge hævnerens mærke. Alle nybegyndere fik tatoveret en drage, som tegn på at de var skyggernes lejemordere. Når man havde dræbt ti, fik man en streg i en tatovering. At hun havde ene og alene dræbt to ofre, og krævet prisen for deres hoveder. Den første tatovering var tegnet før deres ilddåb, bagefter fik man langsomt tegnet tatoveringer streg for streg efter hver 10ende drab, Eller man fik piercinger efter hvert drab. Men mange af skygge hævnerne havde et problem med, at hun havde fået lejemordernes tegn. Hun var ikke ægte lejemorder. Hun var blot en bastard, afkom af en af hendes mors mange drab. Ingen ud over hendes mor vidste hvem hendes far var, havde de vidst det, var Malak for længst blevet dræbt af sine egne. Man blev kun lejemorder, hvis man blev født ind i en klan, men der var regler for dette som alt andet. En lejemorder skulle være ren, dvs. at faderen også skulle være lejemorder, men tiderne var anderledes nu, ingen af de noble Lejemordere havde længere kontakt med andre, blev man i skyggens Hævnere født som dreng, blev man med det samme dræbt, eller efterladt ved en kirke. Da det var svært at finde en lejemorder, eller en klan iblandt de nye klaner, var de nyeste i klanen bastarder, modvilligt godtaget af nød og ikke af dygtighed.

Fire Sands var den største ørken i Desten, som igen var et af de største lande i Mescanda, hvor ens værste mareridt var hverdags kost. Der var alt fra vampyrer til engle og dæmoner. Drager og troldmænd, men af alle disse mareridt, var lejemorderne de mest forhadte og frygtede skabninger i Mescanda. Disse skabninger viste aldrig samvittighedsnag eller ansigt. Vidste man hvem, der var en lejemorder uden at selv være det, var man så godt som dødsdømt. I generationer havde lejemordere holdt sig uden for politik, men en dag vendte alt dette, da en vampyr satte sig på kongetronen efter at have mættet sig med hele den royale familie, og det var begyndelsen på en massakre uden lige.

Som i alle andre lande var der en bestemt rangorden. Troldmændene reagerede landet, med hjælp fra præsterne og de uvillige riddere, efter dem kom forskellige folk som sælgerne, dragerytterne, og håndværkerne, som i bund og alle kunne være af forskellige arter og racer. Kun dragerytterne var rene i blodet, og de havde efter sigende lige så strikse regler som lejemorderne. Til sidst i rangordenen kom lejemorderne, alle mente de ikke bidrog til samfundet, at de var primitive og kun kunne dræbe… Som om det ikke var en kunstart!?! Sandheden var at alle kunne dræbe, men kun en sand lejemorder, kunne gøre det uden spor og uden at blive opdaget. Alle hadede lejemorderne, som til gengæld hadede troldmændene, som var de eneste, som havde magten og kundskaben til at afsløre dem. Kongefamilien var en gruppe præster og troldmænd med yderst stærke kræfter, men det var ikke nok til at redde dem fra vampyrerne. Vampyrerne havde ikke klaner som sådan, de havde alle sammen en leder og en konge. Og denne konge ønskede alt magten, han var utrolig magtbegærlig, og ville hellere lægge verden øde og styre den, end at lade den royale familie leve. Han slagtede dem uden barmhjertighed, og kronede sig selv som Destens Konge. Idet han tog kronen på, blev alle levende væsner til jaget vildt for vampyrerne, og der var ingen frihed eller gemmesteder mere, selv kirken blev til et sted med fest og madorgier.

I starten da vampyrerne begyndte på deres blodrus, valgte Skyggens hævnere at ignorer de mange mord, indtil det en dag stod klart, at vampyrerne ikke havde tænkt sig at stoppe med dette blodbad. Hele familier forsvandt, når nattens gjorde sit indtog på landet. Malak's mor Serbina der var blandt de dygtigste, blev den udvalgte til at stoppe dette vanvid. Hendes mission var at slå Kongen Heraldis, og så mange af hans ledere ihjel som hun kunne, uden at blive opdaget. Efter 3 mdr. fik hun slået Kongen Heraldis ihjel sammen med 2 af hans mest berygtede soldater, inden hun vendte tilbage. Dette var Skyggens første fejl. De skulle aldrig have blandet sig i kampen.

Den anden fejl var, at Serbina var blevet opdaget af en enkelt vampyr, som havde fulgt hende tilbage til grotten, hvor Skyggens hævnere holdt til. Selvom Serbina havde sløret alle sine spor, havde det ikke været nogen sag at følge hende for en vampyr. Selvom hun flygtede om dagen, var hendes spor friske for enhver vampyr, som ønskede hævn. De fleste vampyrer kæmpede iblandt dem selv, for at finde ud af hvem, der skulle være den nye Konge, dog var der en, som ønskede hans broder hævnet. Da han vendte tilbage med informationerne om hvor skyggernes hævnere holdt til, var det som om, den interne stridighed var lagt på hylden for en kort stund, og inden natten var omme, blev skyggernes hævner historie. Serbina blev en af de sidste, som vampyrerne slagtede. Hun blev holdt af Kongens broder, mens hun så alle blive dræbt. Det var mere et held end skæbne, at Malak nåede at flygte fra skyggegrotten.

Malak mærkede tårerne glide ned af hendes kinder, mens hun vuggende holdt om sine knæ. Hun kunne ikke andet, end tænkte på sin nu afdøde moder og hendes sidste skrig. Da vampyrerne angreb, havde Serbina grebet fat i Malak, og beordret hende til at flygte, da hun vidste, de ikke kunne overleve et sådan angreb. Vampyrerne havde ikke bare unaturlige hurtigt reflekser, de mødte også talstærkt op, så det var en kamp, hvor kun få vampyrer mistede livet, og hvor hele klanen Skyggernes hævnere på nær én mistede livet. Vampyren som dræbte Serbina, havde stirret ind i hendes øjne, mens han stillede sin sult og hævntørst i hver slurk af blod. Malak havde flygtet som beordret, dog i en nytteløs skam, da hun var opdraget til ikke at flygte i kamp.- Man blev der til sidste liv ebbede ud. Dette var ligesom ens opgave, og det eneste man levede for. Når man fik et offer, drejede alt sig om denne livsform. Man spiste og drømte om denne opgave, til den var fuldført, eller man døde i forsøget.

Malak lagde sig ned igen, mens hun prøvede at få lidt ro i hendes tanker og følelser, alt i hende skreg på, at hun skulle vende tilbage. Tilbage for at se om der var andre overlevende. Men hun vidste, det ville være den rene dødsdom, at vende tilbage til et sted, som vampyrerne havde markeret som deres eget nu. Nu skulle hun finde et sted, hvor hun kunne holde sig skjul til hun fandt ud af, hvordan hun kunne tage hævn over sin klan. Hævnen var alt hun havde tilbage, så der var ingen tvivl om, at så snart hun ville tage en blodig hævn... Eller dø i forsøget. Det eneste hun manglede bare at identificeret hvilken vampyr, der havde dræbt hendes mor.

Skyggehævnerne havde i generationer, været den bedste klan af lejemordere, som kun bestod af kvinder. De havde udseendet med sig, og brugte alle deres attributter til at komme deres offer nær. Flere højtstående embedsmænd havde mistet deres liv i sengen med en Skyggehævner. Ingen vidste hvordan eller hvem skyggens hævner var, da alle som mødte dem, havde mistet deres liv kort efter. Hvis man ville have en myrdet, skulle man henvende sig på kroen Den røde Tyr, ved ørkenens begyndelse hvor sandet startede, og solen pludseligt var ens værste fjende.

Men nu var den Røde tyr ikke længere sikker for Malak. Hun var nødt til at finde en helligdom, som vampyrerne ikke havde skændet endnu, et sted som de ikke fandt selvom de søgte. Malak rejste sig langsomt op, så sig omkring, der var ørken overalt hun hvor end hun så hen. Hendes flugt havde ikke været velovervejet, hun havde bare løbet til hendes ben ikke kunne længere, til hendes hjerte næsten sprængtes af anstrengelse. Solen som havde været hendes frelser, var nu blevet hendes fjende. Hun havde intet vand eller mad med sig. Malak vidste, at hun skulle finde en kilde med vand for at overleve i ørkenen, i denne golde ørken som vampyrerne ikke vågede sig ud i, i frygt for at blive fanget af solen. Hendes bedste chance var at finde en karavane, og rejse med dem til en af storbyerne og finde et job til hun fandt de oplysninger hun kunne. Hun sukkede højt og strøg sveden væk fra panden, gispende af smerte. Hun kiggede på sit håndled og så to små mærker, to små runde huller i hendes håndled, men hun huskede da ikke, at der var en vampyr, der havde bidt hende. Hun anede ikke hvilke konsekvenser dette kunne få for hende. Hun havde set deres hjørnetænder, havde set dem mæske sig i hendes venner og families blod. Hun havde set de mærker de efterlod på de døde. Det samme mærke som hun nu havde på sig håndled.