Når jeg ser tilbage og skammer mig.
Når jeg får lyst til at ændre på det uforanderlige
der for længst er blevet fortid, men som var lavet i nutiden og
måske endda var håbet om fremtiden,
er min lyst så allerede ved spæd en skamplet på mine privilegier?
Er en ikke tilstedeværende værdsættelse ødelæggende for det fremtidige?
Er det først i aske, vi kan være tilfredse.
Når vi omfavner jorden, verden – er vi først der udstillingsdygtige?
Klar.
Er publikum formet som skyer eller klar blå himmel. Som efterladenskaber fra den snoede sansning, som gennem hele turen er med på sidelinien.
For en kikker og lidt mere.